Rindom Redux: Barks i 70erne

I forbindelse med mine undersøgelser af danske udgivelser af Carl Barks’ Anders And, dengang bølgerne gik højt i forhold til den stadigvæk skandaløst ringe tilrettelagte Carl Barks Samlede Værker (CBSV) fra Egmont, fik jeg bekræftet hvad jeg havde hørt: at de danske oversættelser af historierne fra førsteudgaverne i Anders And-bladet mellem 1946 og sen-60erne, udført af den skattede Sonja Rindom, blev justeret på ganske markant vis i løbet af 70erne, i forbindelse med genoptrykningen af dem i Anders And & Co. og måske også med deres udgivelse i den enestående grimt tilrettelagte, men i det mindste folkelige samleudgave i albumformat, serien “Bedste Historier om Anders And” (BHAA).
Det der med det samme slog mig var, at oversættelserne ofte var bedre efter denne justering. Ofte, men ikke altid, vil jeg straks tilføje. Der er også er den del eksempler på unødvendige ændringer og til tider endda forringelser. Justeringerne repræsenterer gennemgående en mere fri fortolkning af originalteksten end den i førsteudgaven, hvilket fra en puristisk synsvinkel er problematisk, men rent faktisk ofte rammer historiens nerve bedre end den mere tekstnære tilgang, førsteudgaven bød på.



Efter sidste uges genoplivning af den gamle BLÆK-ballade mellem Henrik Rehr og undertegnede (
Got my first Žižek experience yesterday. I was simultaneously impressed and underwhelmed. My only exposure to his work until today had been through the plethora of other authors citing him these days, and through a friend who enthusiastically appreciates his iconoclasm and originality, and also does a killer impression of the man. I have been meaning to read something by him for a while, and will probably get around to it sooner rather than later now.
Contrary to large parts of the comics intelligentsia who dismiss it by default, and the masochistic fans who dis it but keep coming back for more, I do not want to dump unreservedly on Marvel’s Civil War. Sure, it is easy to make fun of, what with its ineptly handled attempts at political allegory and its amateurish lack of coherence as a story. But, flipside, it actually started out as a rather ambitious effort at creating an intelligent superhero story that did not just preserve the status quo, but actually moved something. This did not really work, but I still think the people behind deserve some credit for trying.
Just thought I’d take a little time out to plug a couple of good folks back home, in the Deekay. First and foremost, there’s Big Hungry Joe, the newly formed old times orchestra. They play American folk music with enthusiasm and brio, and they have an album coming from Danish comics publisher Brun Blomst. In the orchestra are two Danish cartoonists, Jesper Deleuran who is a veteran of the Danish underground comics scene of the 70s (read my review of the recent reedition of his and John Pedersen’s classic Ftatateetah, in Danish, 
Der er heldigvis andet at hente end tungeknuder, krumspring og udenomstale på
Henrik Rehr svarer på den