Radio Rackham: Franquin 100!


Den her havde jeg virkelig set frem til. Vi har gerne ville lave noget om Franquin i lang tid og så fyldte han 100! Nu skulle det være. Vi mødte op i fuld opstilling hos selveste Peter “Valhalla” Madsen og det blev en både hyggelig og oplysende samtale, synes jeg. Dertil kom, at den gode Mads Stoumann, dengang vi interviewede ham i forbindelse med vores Fantask-udsendelse, havde tilbudt os et interview, han og en kammerat lavede med mesteren selv tilbage i 1985. Det fik vi også med! Jeg er biased, men det her er afsnit er pakket med godt!

 

Lyt her og læs mere på Nummer9.

 

Arkiv: Glemt efter 15 minutter

I dagens anledning offentligør jeg her min anmeldelse fra 2014 af Erik Svanes og Thierry Capezzones Daisy bind 1, en tegneseriebiografi over Dronning Margrethe. Den blev oprindeligt skrevet til dagbladet Information, men aldrig bragt. God fornøjelse!

Det er sjældent, at en ny tegneserieudgivelse får bred mediedækning, at den foromtales og anmeldes i de store dagblade og får plads på morgen-tv og i Smagsdommerne. Men det sker, og det sker som journalismens principper foreskriver, når der er en ’historie’ i det. Dvs. en krog at hænge skidtet op på, så sendefladen og spalterne ikke tynder ud. Det amerikanske begreb ’gimmick’ ligger lige for.

Radio Rackham: Chris Claremont


På årets sidste dag fik vi lagt et grundigt interview med selveste Chris Claremont op som både pod- og videocast. Det var en fornøjelse at møde manden bag min barndoms X-Men-læsning og interviewe ham på scenen på Bogforum, og det var intentionen at optage samtalen og lægge den op som podcast dengang, men vores udstyr fejlede. Det var derfor fantastisk at få muligheden for at lave dette interview, og ikke mindst at lave det sammen med Henry Sørensen, som skulle have været der, men ikke kunne, ude i Forum.

Claremont er meget talende og har snakket om de her ting i årtier, men jeg synes man får meget for sin tid — der er mange oplysninger at hente, han giver et interessant kig ind i sin arbejds- og tankeproces og selvom han undgår at blive for negativ, fornemmer man klart hans professionelle frustrationer og uenigheder mellem linjerne. Det kræver nok, at man interesserer sig for the X-Men og Marvel, men hvis man gør, er det virkelig et interview med vitaminer, synes jeg.

Merry Christmas!


Merry Christmas everyone! This one I’ve chosen to mark with a picture that’s very special to me: Baldassare Peruzzi’s Nativity, which has recently gone on view at the Ulster Musueum in Belfast. They acquired it last year after it was export stopped by DCMS and I was involved in securing it for the Nation, acting as its “champion” (ie. person in charge with finding an institution that will offer a price that matches its temporarily export-barred sale). Full credit of course goes to Anne Stewart, director of the Ulster Museum, who saw the potential of its acquisition for Belfast and raised the funds to achieve it. The picture was subsequently with our conservators at the National Gallery, cleaned and restored by Olivia Stoddart. It was a pleasure thus “living” with it for about a year.

This is not only the first Italian Renaissance painting to enter the collection, but an incredibly rare piece of the so-called Roman High Renaissance, ie. that crucial period in the first few decades of the sixteenth-century when artists, poets, humanists reshaped our culture, defining core aspects for what we call the modern era. Peruzzi was friendly with, and worked alongside such key figures as Raphael, Michelangelo, Bramante, and Sebastiano del Piombo. Primarily an architect, secondarily a freso painter, only htree or four easel paintings by him survive and this one is the finest. Before its recent sale, it belonged to the family of the great connoisseur, curator at the British Museum, Philip Pouncey who died in 1990. I hope he would have been happy with its entrance into such a fine national collection.

Check out this short video on X, featuring Anne, Olivia, Marika Spring, Head of Science at the National Gallery, and myself talking about the picture.

Radio Rackham: Strids den Fantastiske bus


Den her sneg sig ind, da vi i sidste øjeblik skulle have et cast i kassen, hvilket ofte resulterer i gode afnit. Vi byggede videre på ideen i min anmeldelse af Strids nye magnum opus om, at Den fantastiske bus‘ rejse har endestation i Elysium, de evige jagtmarker, Astrid Lindgrens Nangijala. Det var fedt, at gå på opdagelse i en af årets udgivelser med de briller på!

Radio Rackham: Joanna Rubin Dranger


Joanna Rubin Dranger skrev nordisk tegneseriehistorie for nylig, da hun blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris for Ihågkom oss till liv, hendes monumentale familiehistorie, om den moderne jødiske tilværelse, i Sverige, Norge og Europa, og — uomgængeligt — om Shoah. Hun var for nylig i København, i forbindelse med den jødiske litteraturfestival, og indvilligede til interview. Det var fint at få snakket med hende og gå i dybden om hendes arbejde, snarere end blot at diskutere den ulykkelige situation i Gaza og Israel, der jo trænger sig på – og den antisemtisme, der igen breder sig, selvom vi naturligvis kommer ind på begge.

Strid i Politiken!


Jeg anmeldte i sidste uges Jakob Martin Strids Magnum Opus, Den fantastiske bus. Længe ventet, stort overskud, et hovedværk med accenter af kunstnerisk testamente, men også de sædvanlige defekter. Hermed et uddrag:

Det er i skildringen af bussen, at Strids tegneglæde udfolder sig mest vitalt, ja nærmest fetichistisk: de menneskehøje bildæk, motorens atten turbinestempler, den knortede krumtapaksel. Herligheden udfoldes også i Claus Deleuran-agtige cutaway-diagrammer, der viser bussens forskellige dæk, med køkken, karbad, køjesenge og legeværelse hinsides det blinkende kontrolpanel i styrerummet. Samlet set er fartøjet en hilsen til den japanske eventyrmester Hayao Miyazakis levende slot fra filmen af samme navn (2004): en skrumlende, animeret metalbiotop. Det er selvsagt også under Miyazakis blå himle, eventyret udspiller sig.

Strid har altid elsket biler og mekanik. Han ser skønheden i de anordninger og maskiner, vi mennesker skaber: ved første øjekast kan det synes paradoksalt, at hans antikapitalistiske sympati for den lille mand indkapsles i kærlighed til materielle goder, men Strid forestiller sig tydeligvis menneskets snarrådighed, opfindsomhed og teknologi som vor redning. I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor (2018) – en anden tydelig forgænger for nærværende bog – var det således intet mindre end et dekomissioneret russisk atommissil, der blev hovedpersonens redning.

Læs anmeldelsen her.