Marjane Satrapis pludselige død, annonceret sidste uge, er virkelig et chok. Jeg har skrevet en nekrolog til Information. Her er et uddrag:
Satrapi blev født i den nordvestlige by Rasht i 1969 og voksede op i hovedstaden, Teheran, som enebarn i en sekulær, venstreorienteret og velbeslået middelklassefamilie med aner i de politiske samfundslag; hendes grandonkel Fereydun Ebrahimi var medlem af centralkomiteen i den kortlivede aserbajdsjanske folkerepublik (i dag i det nordlige Iran) og blev henrettet af shahen i 1947. Hans nevø Anoosh, bror til Satrapis far, var en del af det kommunistiske Tudeh-parti. I Persepolis erindrer Satrapi det nære fortrolighedsforhold, hun som barn udviklede til onklen, og hvordan hun som den sidste besøgte ham i fængslet, før det islamiske regime myrdede ham.
Hun beskriver selvkritisk den naive revolutionsromantik, som dette forhold til familiens eneste »martyr« nærede i hende, et barn med ambitioner om at blive profet. Men også, hvordan det nærede den politiske og menneskelige indignation, som præger hele hendes værk. Persepolis lokaliserer således nogle af vor tids store politiske og kulturelle konflikter i et enkelt, skarpt erindrende, intenst følende menneske.
Læs også min korte anmeldelse af Persepolis-filmen fra 2007, samt min anmeldelse af hendes sidste tegneserie, Poulet aux prunes, fra 2004, samt Julie Paludan Müllers anmeldelse af Persepolis fra 2003 og Thorhauges af Broderier fra 2005.
