RACKHAM - Artikelbase

TEHERAN TUR-RETUR
Marjane Satrapis Persepolis

Af Julie Paludan-Müller

Marjane Satrapis tegneserie Persepolis er et af de mest rørende stykker eksillitteratur, verden har set på det sidste, og en tegneserie, der - som den franske avis Libération har udtrykt det - er så overbevisende, at selv de største allergikere over for genren ikke kan undgå at blive forført. Persepolis er en selvbiografi i 4 bind, der handler om Satrapis barndom i Iran og senere om hendes liv som teenager og indvandrer i Europa. I fjerde og sidste bind, der er udkommet på fransk i efteråret 2003 (Satrapi bor i Paris, skriver på fransk og udkommer, som hendes "mentor" David B., hos forlaget L'Association), beskriver hun sin forsøgsvise tilbagevenden til det islamistiske Iran i første del af 1990'erne. Første og andet bind af Persepolis er udkommet i en samlet udgave på engelsk, og resten af serien er undervejs.

Marjane Satrapi, der som figur i Persepolis bliver kaldt "Marji", har udformet hvert enkelt bind af serien som en række mindre fortællinger, der tematisk arbejder på flere planer: Parallelt med, at Marji er til sin første fest iført hullet sweater og en hjemmelavet halskæde af søm ("det var punk-perioden"), melder andre af Irans børn sig til krigstjeneste og en sikker død - lokket af de plastiknøgler til paradisets port, som distribueres i skolerne. Duften af hendes mormor huskes med en lige så stor kraft som de uhyrlige beretninger om tortur, der udgår fra Teherans fængsler, og som eksiliraner i Østrig støder Marjis Heidi-fantasier sammen med en præsident ved navn Kurt Waldheim.

Satrapis karakteristisk minimalistiske tegnestil formår at rumme disse ekstremer, og resultatet er både barskt og bevægende, samtidig med at serien med sin skæve tilgang til verdens absurditeter også er skæg. Persepolis er tegnet i sort og hvidt, og tegningerne er næsten halvfjerdseragtigt naivistiske (tænk træsnit, Henry Heerups nisser og David B.) og meget udtryksfulde, netop i kraft af deres lidt kejtede enkelhed. Stilen harmonerer ikke mindst godt med den "barnlige" synsvinkel, der gør sig gældende i seriens første to bind, hvor Marji er mellem 6 og 13 år.

Marjane Satrapi vokser op som enebarn i en progressiv og velstillet familie i Teheran i en tid, hvor selv en 8-årig dagligt bliver konfronteret med spørgsmål om politik, religion og social uretfærdighed. Og lad os lige repetere lidt nyere iransk historie: I 1979 styrtes Shahen efter en revolution, som også Satrapis intellektuelle forældre tager aktivt del i, men som snart får navnet "Den islamiske revolution". Med Ayatollah Khomeinis magtovertagelse underlægges landet et diktatur af mindst lige så grusom karakter som Shahens, og et år efter revolutionen starter krigen mellem Iran og Irak, der kommer til at vare 8 år.

Det er barnet Marji der med sin blanding af skarpsindighed og naivitet bliver formidler af denne store, smertefulde historie, som den opleves indefra, men også af de små historier, der er med til at tegne hendes univers. Og det er i dette skæringspunkt, at Persepolis' særlige poesi og humor opstår, som gør at den styrer sikkert uden om det frelste. Vi følger Marji fra hun som 6-årig drømmer om at blive profet, fordi hendes mormor altid har så ondt i knæet, og fordi familiens unge pige i huset ikke sidder med ved bordet. Den barnlige uskyld trues imidlertid af den vold og undertrykkelse, der foregår uden for det trygge og kærlige familieliv, og som bryder smerteligt ind her, da Marjis yndlingsonkel bliver henrettet af islamisterne under falske anklager for spionage. I de to første bind oplever vi hendes udvikling fra lille gammelklog pige, som læser Marx i tegneserieversion og fører lange natlige samtaler med Gud, til en teenager med Nike-sko under chadoren, der er i oprør mod autoriteter af enhver slags - forældrene, lærerne og regimet.

Det er under krigen mellem Iran og Irak, at Marjis mor og far beslutter at sende hende ud af landet. Udover faren ved de irakiske SCUD-missiler, der jævnligt rammer Teheran, vurderer de, at deres rapkæftede datter med den store retfærdighedssans risikerer at komme i alvorlige vanskeligheder under det islamistiske regime, som i øvrigt har for vane at lukke universiteterne ned og med dem fremtidsperspektiverne for hele landets ungdom.

Og således bliver Marjane Satrapi eksil-iraner som 14-årig, da hun, som skildret i seriens tredje bind, flytter alene til Wien. Efter at den første eufori over at kunne powershoppe i Aldi har lagt sig (i krigshærgede Teheran er der rationering), begynder en tilværelse i dyb ensomhed at tegne sig. Overgangen fra den traditionalistiske mellemøstlige kultur til et vestligt samfund er et stort chok, og et chok som Marji må håndtere alene. For hvordan fortælle sine ellers frisindede forældre, at hun har set venindens kæreste "Wolfy" kun iført underbukser? Marji afprøver en række forskellige strategier for at overleve som indvandrer: At lyve om sin sande identitet, at gøre en dyd ud af at være outsider ved at hænge ud med en flok pseudo-intellektuelle "anarkister" (der især interesserer sig for hende pga. hendes intime kendskab til KRIGEN og DØDEN), at være konstant skæv og i øvrigt ernære sig som hele skolens pusher. Samtidig er Marji mere end almindeligt pubertært kærlighedshungrende, hun angler efter at nogen holder af hende og kaster sig ud i en kærlighedshistorie, hvis afslutning tager magten fra hende. Marji ender med at bo en hel isvinter på gaden i Wien, indtil hun en dag falder om, mirakuløst samles op, kommer på hospitalet og endelig på et fly til Teheran.

Persepolis udvikler sig altså mere og mere til at være en fortælling om dét at være fanget mellem to kulturer, og seriens fjerde og afsluttende bind demonstrerer, at det er en umulig situation, uanset på hvilken "side", man befinder sig. Her får vi den omvendte integrationshistorie, da Marji skal genintegreres i det iranske samfund. I Teherans deprimerende efterkrigstidslandskab er hver 3. gade blevet omdøbt efter faldne martyrer, gamle legekammerater er blevet krigsinvalide, og selv hendes cool forældre er grebet af en uvant håbløshed. Selv plages Marji dels af dårlig samvittighed over ikke at have været til stede under krigen, dels af eftervirkningerne af det traumatiske ophold i Wien, hvis hændelser hun står frygteligt alene med. Heller ikke hos de gamle veninder er der hjælp at hente - de er tilsyneladende blevet lige så fordummede og fordømmende, som det diktatur, de så ulykkeligt ligger under for. Med lipliner og lak i håret bag det obligatoriske slør ligner de mest af alt amerikanske TV-stjerner, men at det kvindefjendske iranske styre virkelig har fået krammet på dem, viser sig, da de nysgerrigt spørger Marji, om hun mon stadig er jomfru. Dommen falder prompte, da hun beskedent svarer, at hun har fået sig et par erfaringer: "Hvad er så forskellen på dig og en luder???".

En depression er ved at tage livet af Marji, men - som læseren allerede har fornemmet - er Persepolis' både stærke og karismatiske heltinde tilsyneladende uovervindelig. Udstyret med en permanent, en kæreste der selvfølgelig er hemmelig og et job som aerobicinstruktør (!) prøver Marji således endnu engang strategien med at tilpasse sig de lokale forhold. At der imidlertid er unge i Iran, der stadig kan tænke, forstår hun, da hun begynder på Teherans kunstakademi. Her finder hun en gruppe studerende med hvem hun kan tale og tegne frit og dele oplevelserne af det samfund, hvis absurditet går så vidt som til at forbyde de kunststuderende at se på de poserende og i øvrigt tækkeligt påklædte croquis-modeller. Men trods fællesskabet i den intellektuelle undergrund og støtten fra hendes familie, viser det sig alligevel umuligt for Marji helt at undslippe de normer, det officielle Iran dikterer - for er et ægteskab ikke at foretrække frem for den evige skræk for at blive arresteret, fordi man går ved siden af sin kæreste på gaden?

Marji skal en hel del mere igennem, før Persepolis slipper hende i Teherans internationale lufthavn med kurs mod Frankrig. For hende et endeligt farvel til et liv i Iran, for læseren et - vist nok - endeligt farvel til den lysende hovedfigur i en tegneserie, der bevæger til det sidste.

I foråret 2003 udkom første og andet bind af Persepolis i en samlet udgave i USA og England, og timingen var perfekt for historien om den seje lille piges oplevelse af at vokse op i Iraks naboland, der i øvrigt også behandler bl.a. USA's blakkede rolle i diverse mellemøstlige spørgsmål og konflikter. Også her har bogen, der er udgivet under genrebetegnelsen "graphic novel", fået fantastiske anmeldelser og tilmed stor kommerciel succes.

Bind tre og fire er mindre eksplicit politisk-historiske og udgør mere en personlig beretning. Tegnestilen er blevet lidt mere voksen, og portrætterne er f.eks. mere detaljerede og realistiske end tidligere. Man kan godt savne den barnlige forestillingsverden, der gør de første bind så rørende og overrumplende, men savnet handler mere om nostalgi i forhold til at skulle slippe den kække lille pige Marji, end om mangler i historiens videre forløb. For med Marji vokser også bogen, der samtidig vendes til en helt aktuel integrationshistorie og en fortælling om at befinde sig mellem to kulturer. Lufthavnen bliver et tilbagevendende billede i bogen, og en meget sigende lufthavnsanekdote fra Satrapis post-persepoliske liv understreger vigtigheden og aktualiteten af hendes personlige beretning: Da hun i foråret skulle på promotiontur for Persepolis i USA blev hun tilbageholdt i lufthavnen ved indrejsen. Hendes iranske pas blev gransket i halvanden time af en mistænksom tolderstab, og trods visum og invitation fra sin forlægger måtte Marjane Satrapi som repræsentant for "Ondskabens akse" afgive både fingeraftryk og ed på uskyldige hensigter, samt lade sig fotografere forfra og fra siden, før de lod hende og Persepolis slippe ind i landet.

Satrapi, Marjane (2000-2003). Persepolis 1-4. sort / hvid, Paris: L'Association, ca. € 13-15 pr. stk.

På Engelsk: Satrapi, Marjane (2003-2004). Persepolis Vol. 1-2, New York: Pantheon Books.