tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

DET LANGE FARVEL
Marjane Satrapis Poulet aux prunes

Af Matthias Wivel

I tegneseriesammenhæng har iranske Marjane Satrapi de seneste år på rekordtid opnået en succes og et omdømme, de fleste andre serieskabere i årevis ikke har kunnet gøre andet end drømme om. Hun er i dag nok det tætteste på et poster child, den eksplosion af nytænkende, ambitiøse tegneserier, der præger disse år, kan bryste sig af. Årsagerne er flere og har ikke mindst med hendes nationale oprindelse og den nyfundne aktualitet de mellemøstlige kulturer, og navnlig samfund i Vesten har opnået siden 11. september 2001 at gøre. Hendes skildring af sin opvækst i Shahens og siden ayatollaernes Iran, samt sin eksiltilværelse i Østrig som teenager og sin efterfølgende tilbagevenden til sit hjemland som ung kvinde, Persepolis (2000-2003), har om noget været et værk, man kunne hænge markedsføringen af disse ”nye tegneserier” op på. Den er ambitiøs, aktuel og formfuldent og har da også gået sin kritiske og salgsmæssige sejrsgang i boghandlerne på såvel det fransksprogede som det engelsksprogede marked. Ja, den er sågar på vej på dansk.

Først og fremmest skyldes succesen imidlertid nok – og forhåbentlig – at Persepolis er en sjældent vellykket tegneserie. Satrapi formår med den på nøgtern og usentimental vis at skildre en mildest talt dramatisk opvækst så det fordrer umiddelbar indlevelse og sympati – noget, vi i Vesten har sørgelig brug for, når det gælder samfund og kulturer som netop den iranske, og hun vender endvidere sin noget rudimentære tegnefærdigheder til en styrke ved effektivt at kondensere det skildrede til et klart, nærmest ikonisk billedsprog.

Der har således knyttet sig ikke så få, og små, forventninger til hendes første længere tegneserie siden afslutningen af gennembrudsværket. Og nu er den her: den hedder Poulet aux prunes, er ca. en fjerdedel så lang som forgængeren og trækker endnu engang på sin ophavskvindes familiehistorie. Succesen er allerede i hus – den har, ikke overraskende, været sit forlag L’Associations suveræne storsælger i 2004 og blev ved Angoulême-festivalen i januar tildelt den fornemme pris for ’Bedste album’ foran en række stærkt kritikerroste tegneserier fra hele verden. Om dette er fortjent kan diskuteres, men ét er i hvert fald sikkert – den er udtryk for en klar kunstnerisk modning og kan vanskeligt kaldes andet end en værdig opfølger til Persepolis, selvom den klart er et ”mindre” værk.

Serien skildrer Satrapis mors onkel, musikeren Nasser Alis liv og særligt de otte dage, han i resignation mere eller mindre tilbragte i sin seng op til sin død, en årrække før Satrapi blev født. Ved historiens åbning møder vi ham vandrende i Teherans gader. Han stopper en kvinde, han bestemt mener han genkender; ”Hedder De Irâne?”, spørger han hende, mens hendes unge, sultne søn står og hiver hende i frakkeskørterne; ”Ja, hvor ved De det fra?”, svarer hun; ”Kan De ikke huske det?”, ”Nej, ærlig talt ikke.” Han undskylder og forklarer, at han troede hun var en anden og skynder sig videre. Historien er på klassisk vis sat i gang af det mysterium, vi hen ad vejen – i takt med at vi lærer mere om Nasser Alis liv – skal få opklaret i en måske forudsigelig, men ikke desto mindre elegant rørende og helt naturlig cirkelslutning til sidst.
Nasser Ali er på gaden for at finde sig en ny tar (det citar-agtige strengeinstrument, han spiller), fordi hans kone, Nahid, i frustration over hans distræte nonchalance og generelle verdensfjernhed, har knust den, han i sin tid fik af sin lærer og som har brugt siden sin ungdom. Desværre viser hans søgen sig at være forgæves. Lige meget hvor prægtigt et instrument han anskaffer sig, kan han ikke få de rette toner frem – han har tabt sin musik og dermed sit livsmod. Da dette går op for ham lægger han sig til at dø og resten af tegneserien er, som sagt, en kapitel for kapitel-skildring af hans sidste otte dage.

Denne fortællestruktur giver Satrapi mulighed for på letflydende manér at fortælle Nassers familiehistorie. Vi introduceres til hans medfølende bror, Abdi, og gennem ham, hans desillusionerede mor, som gennem deres barndom konsekvent fravalgte Nasser Ali til fordel for den altid mere succesrige yngre bror, men da livet blev hende for meget og hun udstyret med et arsenal af cigaretter lagde sig til at dø, valgte at trække på den søn, der senere skulle følge hendes vej ud af livet, og hvis musik derfor ledsagede hende undervejs. Vi møder som nævnt hans hustru, der elsker ham højere end nogen på jorden, men aldrig har fundet disse følelser gengældt og derfor er blevet bitter og dominerende. Hendes desperate forsøg på at vække sin mand til live igen, bl.a. ved for første gang i årevis at servere hans yndlingsret, titlens kylling med svesker, til middag, hører til fortællingens mest rørende og rent klingende øjeblikke. Skildringen af hans problematiske sind tilføjes yderligere emotionel klangbund af en suverænt realiseret enkeltside, der viser en kvindes silhuet i Nasser Alis dør, ledsaget af en kort dialog, som knytter hans bånd til den søster, Parvine, forældrene og resten af familien slog hånden af efter et kæntret ægteskab.

Vi møder også hans fire børn, deriblandt den nævenyttige, hyperaktive yngste søn, Mozaffar, og den vitale og skarpe Farzaneh, i hvem han bedst genkender sig selv og derfor elsker højst. Men som det jo forholder sig med de fleste børn, forstår selv ikke hun, hvad det er hendes far har besluttet sig for, hvorfor han i sidste ende må konfrontere sin skæbne alene. Det ligger i fortællingens natur, at den ensomhed, der således er hans grundvilkår, bunder i hans forhold til den Irâne, han tror han møder på første side, og som inkarnerer den længsel, et fravær i livet kan forårsage og som i sidste ende er fortællingens centrale emne.

Poulet aux prunes er en følsom skildring af de ofte asymmetriske følelsesmæssige relationer, der karakteriserer enhver familie. Satrapi synes som fortæller fuldstændig uanstrengt – hun har i stigende grad fravalgt de David B.-inspirerede symbolske forløb, der karakteriserede dele af Persepolis, til fordel for umiddelbart statiske ’talende hoveder’-sekvenser, en i tegneserier notorisk svær form, som hun mestrer og som heller ikke hæmmes af hendes relativt primitive streg. Med Poulet aux prunes har hun yderligere cementeret sig som en af tidens mest naturlige og basalt appellerende serieskabere.

Satrapi, Marjane (2004). Poulet aux prunes. Paris: L'Association. 82 s., S/H €14.

[februar 2005]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

læs også:
Anmeldelse: Persepolis
Tema: Tidens tegneserier


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.