| I tegneseriesammenhæng
har iranske Marjane Satrapi de seneste år på rekordtid
opnået en succes og et omdømme, de fleste andre serieskabere
i årevis ikke har kunnet gøre andet end drømme
om. Hun er i dag nok det tætteste på et poster
child, den eksplosion af nytænkende, ambitiøse
tegneserier, der præger disse år, kan bryste sig af.
Årsagerne er flere og har ikke mindst med hendes nationale
oprindelse og den nyfundne aktualitet de mellemøstlige
kulturer, og navnlig samfund i Vesten har opnået siden 11.
september 2001 at gøre. Hendes skildring af sin opvækst
i Shahens og siden ayatollaernes Iran, samt sin eksiltilværelse
i Østrig som teenager og sin efterfølgende tilbagevenden
til sit hjemland som ung kvinde, Persepolis
(2000-2003), har om noget været et værk, man kunne
hænge markedsføringen af disse ”nye tegneserier”
op på. Den er ambitiøs, aktuel og formfuldent og
har da også gået sin kritiske og salgsmæssige
sejrsgang i boghandlerne på såvel det fransksprogede
som det engelsksprogede marked. Ja, den er sågar på
vej på dansk.
Først og fremmest skyldes succesen imidlertid nok –
og forhåbentlig – at Persepolis er en sjældent
vellykket tegneserie. Satrapi formår med den på nøgtern
og usentimental vis at skildre en mildest talt dramatisk opvækst
så det fordrer umiddelbar indlevelse og sympati –
noget, vi i Vesten har sørgelig brug for, når det
gælder samfund og kulturer som netop den iranske, og hun
vender endvidere sin noget rudimentære tegnefærdigheder
til en styrke ved effektivt at kondensere det skildrede til et
klart, nærmest ikonisk billedsprog.
Der har således knyttet sig ikke så få, og
små, forventninger til hendes første længere
tegneserie siden afslutningen af gennembrudsværket. Og nu
er den her: den hedder Poulet aux prunes, er ca. en fjerdedel
så lang som forgængeren og trækker endnu engang
på sin ophavskvindes familiehistorie. Succesen er allerede
i hus – den har, ikke overraskende, været sit forlag
L’Associations suveræne storsælger i 2004 og
blev ved Angoulême-festivalen i januar tildelt den fornemme
pris for ’Bedste album’ foran en række stærkt
kritikerroste tegneserier fra hele verden. Om dette er fortjent
kan diskuteres, men ét er i hvert fald sikkert –
den er udtryk for en klar kunstnerisk modning og kan vanskeligt
kaldes andet end en værdig opfølger til Persepolis,
selvom den klart er et ”mindre” værk.
Serien skildrer Satrapis mors onkel, musikeren Nasser Alis liv
og særligt de otte dage, han i resignation mere eller mindre
tilbragte i sin seng op til sin død, en årrække
før Satrapi blev født. Ved historiens
åbning møder vi ham vandrende i Teherans gader.
Han stopper en kvinde, han bestemt mener han genkender; ”Hedder
De Irâne?”, spørger han hende, mens hendes
unge, sultne søn står og hiver hende i frakkeskørterne;
”Ja, hvor ved De det fra?”, svarer hun; ”Kan
De ikke huske det?”, ”Nej, ærlig talt
ikke.” Han undskylder og forklarer, at han troede hun
var en anden og skynder sig videre. Historien er på klassisk
vis sat i gang af det mysterium, vi hen ad vejen – i takt
med at vi lærer mere om Nasser Alis liv – skal få
opklaret i en måske forudsigelig, men ikke desto mindre
elegant rørende og helt naturlig cirkelslutning til sidst.
Nasser Ali er på gaden for at finde sig en ny tar (det citar-agtige
strengeinstrument, han spiller), fordi hans kone, Nahid, i frustration
over hans distræte nonchalance og generelle verdensfjernhed,
har knust den, han i sin tid fik af sin lærer og som har
brugt siden sin ungdom. Desværre viser hans søgen
sig at være forgæves. Lige meget hvor prægtigt
et instrument han anskaffer sig, kan han ikke få de rette
toner frem – han har tabt sin musik og dermed sit livsmod.
Da dette går op for ham lægger han sig til at dø
og resten af tegneserien er, som sagt, en kapitel for kapitel-skildring
af hans sidste otte dage.
Denne fortællestruktur giver Satrapi mulighed for på
letflydende manér at fortælle Nassers familiehistorie.
Vi introduceres til hans medfølende bror, Abdi, og gennem
ham, hans desillusionerede mor, som gennem deres barndom konsekvent
fravalgte Nasser Ali til fordel for den altid mere succesrige
yngre bror, men da livet blev hende for meget og hun udstyret
med et arsenal af cigaretter lagde sig til at dø, valgte
at trække på den søn, der senere skulle følge
hendes vej ud af livet, og hvis musik derfor ledsagede hende undervejs.
Vi møder som nævnt hans hustru, der elsker ham højere
end nogen på jorden, men aldrig har fundet disse følelser
gengældt og derfor er blevet bitter og dominerende. Hendes
desperate forsøg på at vække sin mand til live
igen, bl.a. ved for første gang i årevis at servere
hans yndlingsret, titlens kylling med svesker, til middag, hører
til fortællingens mest rørende og rent klingende
øjeblikke. Skildringen af hans problematiske sind tilføjes
yderligere emotionel klangbund af en suverænt realiseret
enkeltside, der viser en kvindes silhuet i Nasser Alis dør,
ledsaget af en kort dialog, som knytter hans bånd til den
søster, Parvine, forældrene og resten af familien
slog hånden af efter et kæntret ægteskab.
Vi møder også hans fire børn, deriblandt
den nævenyttige, hyperaktive yngste søn, Mozaffar,
og den vitale og skarpe Farzaneh, i hvem han bedst genkender sig
selv og derfor elsker højst. Men som det jo forholder sig
med de fleste børn, forstår selv ikke hun,
hvad det er hendes far har besluttet sig for, hvorfor han i sidste
ende må konfrontere sin skæbne alene. Det ligger i
fortællingens natur, at den ensomhed, der således
er hans grundvilkår, bunder i hans forhold til den Irâne,
han tror han møder på første side, og som
inkarnerer den længsel, et fravær i livet
kan forårsage og som i sidste ende er fortællingens
centrale emne.
Poulet aux prunes er en følsom skildring af de
ofte asymmetriske følelsesmæssige relationer, der
karakteriserer enhver familie. Satrapi synes som fortæller
fuldstændig uanstrengt – hun har i stigende grad fravalgt
de David B.-inspirerede symbolske forløb, der karakteriserede
dele af Persepolis, til fordel for umiddelbart statiske
’talende hoveder’-sekvenser, en i tegneserier notorisk
svær form, som hun mestrer og som heller ikke hæmmes
af hendes relativt primitive streg. Med Poulet aux prunes
har hun yderligere cementeret sig som en af tidens mest naturlige
og basalt appellerende serieskabere.
Satrapi, Marjane (2004). Poulet aux prunes. Paris:
L'Association. 82 s., S/H €14.
|
|
[februar 2005]
|
|
|
| |
|
|
