|
Festivalens sidste dag stod i de totale tømmermænds tegn. Metabaronen havde en tidlig interview-aftale med Kramers Ergot-redacteur Sammy Harkham og Schmosdal & Le Buk skulle tidligt op og sælge deres tegneserier til diverse forlæggere. Denne skribent skulle ikke rigtigt noget, men batteriet i mobiltelefonen var løbet tør, hvorfor en påkobling til en af de øvrige ekspeditionsdeltagere var bydende nødvendig.
Valget faldt på Søren og Simon, som jo var blevet taget ud få timer inden solopgang [læs gårsdagens reportage her for de ynkelige detaljer]. Der var atter brug for fraternité og male bonding på den helt rigtige måde. Så efter et par hurtige snapshots af de to sovende lam, blev der tjekket ud af hotellet, og sidste runde med Angoulême var en realitet.
Søren og Simon havde en aftale med Yvan fra Frémok i alternativteltet, og det passede glimrende yours truly at rende lidt rundt der. Der var både Bart Beaty fra Comics Journal/Comics Reporter, Peter Birkemoe fra den forrygende canadiske tegneseriebutik The Beguiling, Alvin Buenaventura (den nye Kramers-co-redacteur), Anders "Dogs & Water" Nilsen samt den formidable tegneserietænker Paul Karasik (ham med City of Glass) - hyggeligt, hyggeligt.
Trætheden kunne desværre ikke for alvor fortrænges, så den slidte Rackham-reporter sendte sig selv på mission til rådhusets pressecenter og nedfældede gårsdagens reportage i en ruf. Selvfølgelig afbrudt af en tre-fire tegneserieindkøb undervejs, det forstås. Men pludselig forvandlede scenen sig til en stor og højtidelig pressekonference, hvor arrangørerne power-whinede over at snevejret havde kostet festivalen et betydeligt fald i besøgstallet. Lewis Trondheim blev så lidt hemmeligt annonceret som vinder af Grand Prix, og man havde hevet en småmumlende og lidt nervøs-tvær Jean-Christophe Menu ind for at lovprise sin kollega, ven og forretningspartner. Skidefedt med Trondheim, det var da på tide, men genuint overrasket blev man sgu ikke.
Nå, man kunne lige nå at lyntjekke Emanuel Guibert-udstillingen og købe et par tegneserier inden kufferten skulle slæbes ned på banegården. Simon Le Buk dukkede op, der skulle skaffes proviant til turen. På vej ned igennem byens hovedstrøg Rue Hergé stod et par hundrede mennesker og ventede på annonceringen af Grand Prix-vinderen. Vi standsede op og kiggede op på den forjættede altan. BlablablaLEWIS TRONDHEIM!!! Vild jubel, en populær vinder. Trondheim kom ud på altanen, bemægtigede sig mikrofonen og råbte "ÅÅHHH-ÅHH-ÅH-ÅHHH-ÅH!", som publikum slavisk gentog. En gang til, og dernæst "EKI-SI-SI-MUM-KRRRNG-HYK-HYK-HYK-BLBLBLBLBL", hvorefter mængden brød grinende sammen. Fårrk, han er jo ALT for vild den mand, især taget i betragtning at han klokken fire om morgenen havde brugt en intens halv time på at inspicere Terkel Risbjergs Milk Boy-stribe. Flink mand, mand!
Nå, Team Rackham + Deleuze var nu samlet og de fire deltagere gik i samlet flok ned mod stationen, hvor de mod deres vilje havde fået billetter på 1. klasse. Da Metabaronen stemplede billetterne, kiggede yours truly henkastet til højre: var det...? Nej, vel... JO! Det var Møbbefar, selveste Møbbefar, den gamle syrekejser, der stod og lænede sig op af en slikautomat, mens han smilende stod og læste... Kramers Ergot 4! Det var et øjeblik som næsten tangerede Jim Lee-rendez-vous'et to aftener tidligere. Straks blev Rackhams Bureaus paparazzifotograf hidkaldt og det utrolige syn udødeliggjort. Møbbefar styrer, Møbbefar har fingeren på pulsen, ligesom Eisner og de andre gamle store tegnere havde det. Ingen tør brønd der, kun tyktflydende udsyn, yes sir, sådan skal det være! Jeg kunne pludselig meget bedre lide Moebius, gammel kærlighed ruster åbenbart ikke.
Med TGV-togets 300 kilometer i timen som vuggende ramme indfandt roen sig endelig. Wivelen regnede ud at Søren og Simon ligesom ham selv havde brug for at besørge big style, og kastede sig selvisk ind over denne hårdtprøvede og dybt mærkede rejsende for at komme først. Metabaroner har åbenbart forrang når det kommer til toiletbesøg. Men bortset fra det gik turen til Paris glat, problemerne meldte sig først senere, efter midlertidig afsked med holdets paparazzi-fotograf. De resterende tre medlemmer drog til Bastillen, uden dog at kunne finde det hotel, Terkel Risbjerg havde anbefalet. I stedet gik de ind på et tilfældigt hotel, som viste sig endnu mere mareridtsagtigt end selv de vildeste David Lynch-narkohoteller. Skønt de tre senge var redte, lå der hår og krummer og ubestemmelige pletter på lagnerne, og på de såkaldte "rene" håndklæder lå der øverst en lidet appetitvækkende klump hår som var fedtet sammen af noget mørkegråt snask. Væg-til-vægtæppet var et orgie af klatter og plamager. Og prikken over i'et var den lortebræmme, der sad under toiletbrættet. Fuck fuck fuck.
De tre deltagere sad og kiggede spørgende på hinanden, men konsensusen endte med at blive at det var ok, siden det nu var så billigt og kun for en nat. Selskabet smækkede døren bag sig, og begav sig ned af hotellets trappe for at indtage Paris. Men så nemt skulle det ikke blive, for i mellemtiden var der kommet en ny receptionist bag skranken, som straks pegede på de danske drenge og sagde "You had wrong price!" Selvom ingen fattede hvad manden fablede om, stod det til gengæld soleklart at en ny udfordring var trukket op af hatten. Receptionisten forklarede at den forrige receptionist havde givet os en forkert pris, at den rigtige pris var 30 % højere, og at vi bare skulle punge ud. Efter en hurtig rådslagning besluttede selskabet at dette var dråben, og meddelte receptionisten at vi ville finde et andet hotel. Receptionisten blev lidt paf, men genvandt straks fatningen, og udgød så følgende selvsikre replik: "Have you touched something?", og det havde selskabet jo unægteligt. "You stayed in the room for an hour. I had to tell other costumers no vacancy. If you leave, I loose money. You can't leave". Nu var det drengenes tur til at blive paf. Manden havde nøglen til det sted, hvor deres bagage blev holdt som gidsel, den vamle tremandssuite. Selskabet var blevet nailed, fair and square. Selskabet var sitting ducks, exposed.
Efter lidt hård tale frem og tilbage endte striden med et acceptabelt kompromis i forhold til pengene. Men stemningen var selvsagt endnu dårligere end før. Alle havde ondt maven, men en rar tur i det stemningsfulde latinerkvarter lagde en dæmper på dårligdommene. Selskabet skulle først flyve hjem 20.30 den følgende aften, og dermed kunne der ses frem til en hel dag i byernes by, og hvem ville kunne sige sig fri for at få optur over det? Ikke Jeres Udsendte, i hvert fald.
Senere hookede selskabet atter op med Metabaronen, som med verdensmandsagtig maner strøg om sig med løfter om kendskab til de vildeste nye smarte nattelivskvarterer i Paris, angiveligvis lidt nord på, oppe i Belville. Jaja, det var da meget fint, men lynhurtigt gik der alkohol i lortet, og der skulle ikke meget til at påvirke de sølle rejsende i tegneserier. Den ene bar lukkede, og en ny skulle lokaliseres, hvorfor selskabet endte på en somalisk bar uden andre gæster, til gengæld med skærende hvide lysstofrør i loftet, og hvide fliser på gulvet. Men den lukkede også, og så var der kun een bar tilbage, enetalernes bar. Det var selvfølgelig den lokalkendte baron der holdte enetale, tydeligvis en af den slags, der var blevet holdt et par gange før. Det drejede sig (naturligvis) om hip-hop, nærmere bestemt præmatur dansk hip-hop. Snart blev de tre andre belært om Lasagne Kids, Rip Rap Rock og Confession in Baggypants, i et stadigt mere hæsblæsende & højtråbende tempo, og med en brægende Christianshavn-dialekt, som blev mere og mere karikeret. Forelæsningen blev indlysende aflagt i den teknisk krævende disciplin power-ironi. Metabaronen forvandlede sig umærkeligt til en skinger og vrængende parodi på sig selv. Det var på en gang svært underholdende og dybt skræmmende, og på en uransagelig måde en passende afslutning på en helt igennem overgearet ekspedition. Godnat blev der sagt.
Le Buk, Mosdal og Thomas den T'ende var den følgende dag ganske almindelige turister i Paris, som naturligvis også fandt tid til at besøge tre tegneseriebutikker i latinerkvarteret, den store Fnac i Les Halles og naturligvis den delikate Super héros ved Centre Pompidou. Stakken blev lidt større, men hvad fanden, man lever kun en gang.
Alt var sådan set godt, og hen imod slutningen af eftermiddagen begav selskabet sig mod Porte Maillot, hvor bussen til discountlufthavnen Beauvais Tillé befandt sig. Selskabet stillede sig til at vente ved busserne, da en træt buschauffør kom hen og spurgte om vi skulle til København. Ja, lige præcis. Desværre, det kan I ikke nå, reglen er at man skal troppe op 3 1/2 time inden afgang, og der er kun lidt over to timer til afgang. Hvad? Jo, den er god nok. Men..? Tag en taxa, det er jeres eneste chance. En taxa? Ja, og det i en fart, vite, vite.
Selskabet gik i panik, der skulle tænkes hurtigt. Hurtigt blev der lidt modstræbende enighed om, at man hellere måtte gøre som der blev sagt. Selskabet opdagede en taxa 10 meter væk og sprang hen mod den, da den lille buschauffør gik hen til taxachaufføren og sagde et eller andet. Hvad var det? Hov, stop, sagde Mosdal, de er sgu ved at tage røven på os. Ham busfyren har en aftale med taxafyren, kan I ikke se det. Med udsigt til en taxaregning, der efter 60+ kilometer bare ville sige spar to, blev Bukhave og Thorhauge straks smittet af den Mosdalske paranoia. Selskabet var sådan set blevet snydt gang på gang og havde med et helt igennem sprængt drikke- og tegneseriebudget i baglommen ikke ligefrem brug for at blive rullet igen. Gode råd var dyre, Thorhauge sprang tilbage til buspladsen, spottede en norsk familie og spurgte om de havde kendskab til 3 1/2-timereglen. De bekræftede. Merde, det var selskabet selv, der havde fucket op i slutspurten. Men mange dyre minutter var gået, og trafikken i Paris var begyndt at ligne Lyngby-motorvejen mandag morgen. Av av av.
I sidste øjeblik kastede selskabet sig ind i den lille barak-prægede lufthavns ene terminal. De nåede færgen, nej, flyet, som tilmed var forsinket. De kunne med andre ord godt have nået det med en af de andre busser, men bagklogskabens ulidelige lys og alt det der. I lufthavnens cafeteria faldt selskabet i snak med den danske cikusprinsesse Josefine, som viste sig at være bekendt til Rackham-skribenten Andreas Gregersens lillebror, cikusartisten Lars Gregersen. Verden er petit, petit, n'est-ce pas? Hun skulle med samme fly.
Pludselig blev denne skribent grebet af en følelse af, at noget var galt. En kvindelig lufthavnsofficial gik rundt med en slet skjult desperation i blikket: merde, Sterling-flyet manglede fire passagerer for at kunne flyve, selskabet havde overhørt sidste udkald.
Alt gik nu meget hurtigt, de fire passagerer blev ført foran de lange køer af bistre mænd med walkie-talkies, og blev personligt eskorteret ud til flyet (i løb!) af en anden kvindelig official, der skideballerede undertegnede for fuld udblæsning. Bedre blev det ikke, da de fire skulle kante sig hele vejen ned gennem flyets gang, hvor der blev sendt kaskader af vrede blikke fra de øvrige passagerer. Kun Mosdal bevarede roen, coolt luntede han uanfægtet hen til sin plads mens han blæste tyggegummibobler. Hvis nogen havde slået ham ihjel, havde han ligget som han havde redt.
Ved midnatstid landede flyet, og selskabet kunne konstatere at alt var ok. Jeg er ok, du er ok. Bumsestilen forblev intakt til den bitre ende.
Sådan er det.
|
|
[01/02/2006]
|
|
|
|
|
|
Møbbefar er med på noderne!
Shhh... englebasserne sover.
Den sidste skanse lå i Paris' 11. arrondissment.
Farvel og tak for i år.
|
