|

På et marked, hvor diversiteten er større end nogensinde - det fransksprogede - er det paradoksalt nok blevet sværere at udgive anderledes tegneserier. I takt med at større forlag har approprieret tegneserier af den type, de mindre forlag har skabt et marked for i løbet af de seneste ti-femten år, er frygten for at netop innovationen vil gå fløjten stigende blandt de mindre forlæggere. Derfor dannede en gruppe af dem forrige år sammenslutningen Les Littératures pirates, en fælles front for det anderledes. I år har de organiseret en større manifestation for det alternative i Angoulême.
Yvan Alagbé fra Les Éditions Frémok fortæller, at det for dem er blevet væsentligt sværere at sælge de tegneserier de laver end det var i slutningen af 90erne, da han publicerede under navnet Amok, og de udgiver da også langt færre bøger nu end de gjorde dengang, til trods for at de nu er en sammenslutning af to forlag, franske Amok og belgiske Fréon. Alagbés frygt er, at de større forlag primært vil udgive og nære tegneserier af bestemte typer, der kan findes et større marked for, udgivelser à la Marjane Satrapis kæmpesucces Persepolis, der uanset kvaliteter de individuelt måtte have kun repræsenterer visse aspekter af tegneseriemediets potentiale. At markedet, ligesom det skete i 80erne, i stigende grad homogeniseres.
Les Littératures pirates består af over 50 mindre forlag med vidt forskellige specialeområder, en sammenslutning, der strækker sig langt ud over tegneseriebranchen. I Angoulême har der organiseret en længere række debatarrangementer og uformelle foredrag, der afholdes på cafeer og barer rundt omkring i byen. Flere af de små forlag - mest markant L'Association - har afstået fra at anskaffe sig en stand på festivalen som de plejer, i hvad der forekommer iagttagere som en betydelig manifestation af deres utilfredshed med markedets udvikling. I stedet har de åbnet deres egen tegneseriebutik i Literatures pirates-regi uden for festivalens teltområder, hvor der kun sælges udgivelser fra de mindre forlag, samt kvalitetsserier fra udlandet, først og fremmest USA.
Dagens mest bemærkelsesværdige arrangementer var en diskussion af forlaget Futuropolis' historie og nuværende situation som genoplivet størrelse i mainstream-regi ved medstifteren af forlaget Étienne Robial, den anerkendte auteur-serieskaber Edmond Baudoin og L'Associations J. C. Menu. Som Rackham tidligere har rapporteret, har Toulon-forlaget Soleil, der er bedst kendt for stærkt kulørte sværd og trolddom-serier, købt sig en andel i det hæderkronede alternativforlag, der siden 1994 har ligget i dvale hos ejeren, bogforlaget Gallimard og har genoplivet det under ny ledelse. Dette har vakt stærke kontroverser i franske tegneseriekredse, da ånden i det ny Futuropolis på mange virker langt mere konservativ end det, forlaget stod for før i tiden. Den nok stærkeste kritik blev fremsat af Menu i bogen Plates-bandes fra i fjor, hvor han stærkt polemisk gør op med en række af de uretfærdigheder han ser i branchen og ikke mindst kritiserer Soleils Fauxturopolis.
Robial der offenlig undsagt sig det nye Futuropolis
beskrev i dag, hvordan han personligt forgæves havde forsøgt at overbevise Gallimard om ikke at bruge Futuropolis-navnet i samarbejdet med Soleil. Han beskrev også hvorledes den idealisme, han sammen med serieskaberen Florence Cestac havde drevet forlaget med ikke var til at få øje på i den nye udgave, hvor en af de første udgivelser bl. a. har været en kommercielt anlagt udgivelse i samarbejde med Louvre, tegnet af Nicolas de Crécy.
Baudoin beskrev sine oplevelser med Futuropolis dengang han var ung og lovende, og understregede hvor meget forlaget havde betydet for hans karriere. Han fortalte endvidere, at han var blevet kontaktet af den ny redaktør på Futuropolis, Sébastien Gnaedig, men havde afslået at samarbejde med dem, hvortil han straks tilføjede at han ikke ville fordømme andre, som f. eks. det enorme tegnetalent Blutch, der gjorde - en serieskaber må gøre hvad han kan for at leve, understregede han.
Robial beskrev som sin er særdeles stærk debatør, mens han beskrev Plates-bandes som et vigtigt historisk dokument. Menu selv understregede, at det han primært var imod var, at Soleil bruger brandet Futuropolis og ikke, at de udgiver tegneserier af 'alternativt' snit. Han anser det for en voldtægt af et af den franske seriehistoriens fineste udgivelseslinier, der kan ende med at forvanske det for eftertiden. Det blev ydermere diskuteret, hvorledes Futuropolis' nye logo - Robial har med succes forhindret dem i at bruge det gamle - benytter sig af præcis samme devise som L'Associations, nemlig en sammensætning af forskellige skrifttyper. Og mens L'Association både for Menu og Robial, men også mange tegneseriekendere i almindelighed, anses for at være direkte arvtager fra Futuropolis, er den genoplivede version altså langt fra det samme forlag som de elskede.
Seancen var som det fremgår noget ensidig og var præget af en del unødig brok, hvor meget man end værdsætter grundholdningerne hos de involverede. Det ny Futuropolis virker på denne iagttager absolut som et forsøg på at udgive kvalitetstegneserier af alternativt snit, ikke som det tegneseriebranchens antikrist, særligt Menu til tider får det til at lyde som om, men man kan samtidig ikke helt få øje på grunden til, hvorfor det partout skal dele navn med sin ærværdige forgænger - et valg der udelukkende må skyldes kommercielle interesser - og må samtidig konstatere, at deres indtil videre halve dusin udgivelser nok er af høj kvalitet, men ikke just præges af innovativ tænkning fra redaktørernes side.
Dette problem præger desværre også L'Association i dag. Efter med deres alsidige og altid ambitiøse udgivelseslinie siden starten af 90erne at have omskrevet reglerne for fransksprogede tegneserier, er det som om en vis metaltræthed er begyndt at melde sig. De udgiver stadig fine ting, men man tager sig i stigende grad i at søge det nye og grænsebrydende andre steder. Måske tegn på Alagbés skepticismes berettigelse.
|
|
[27 & 30/01/2006]
|

|
|

|
|
|

Richard mcGuires plakat til Les Litératures pirates' manifestation på festivalen.

Yvan Alagbé i Les Literatures pirates' tegneseriebutik.
 
Fra Les Littératures pirates' tegneseriebutik på festivalen.
|