|
Efter endnu en lang og begivenhedsrig dag, og alt, alt for lidt søvn efter nattens absurderier, blev Team Rackham framet af en vildfaren navette [de gratis-taxaer, festivalen stiller til rådighed for akkrediterede gæster, red. ], som efter afhentning på vort afsides beliggende hotel, insisterede på at hente endnu en gæst endnu længere ude periferien, men fortrød halvvejs inde i snestormen, med det, Jørgen Leth ville kalde "et afgørende tidstab til følge".
Metabaronen var absolut rasende og udgød en lind strøm af lidet komplimenterende gloser såsom "defekt", "pres", "forgæves", etc. etc. Da navetten endelig kørte ind foran Le Chat noir, var klokken blevet over elleve, og restauranterne lukkede. Aftenen stod nu i den sultne desperations tegn, og undertegnede forstod instinktivt at dette blot var starten på en lang og udmattende deroute. Men at den senere skulle blive både dekadent og voldelig, stod ikke skrevet nogle steder.
Mosdal, Bukhave og Risbjerg lo den rødglødende Wivel op i hans åbne ansigt, og al snak om mellemfolkelig lykke og fraternité var pist forduftet. Efter et par hurtige kebabs (!), var Team Rackham dog atter på højkant; nu skulle der lægges strategi! Sortekatten var noget overraskende død som en sild, selvom Kramers Ergot-drengene sad og var søde og artige på den rare måde nede bag i (flankeret af norske "Stoneface" Jason). Pludselig skinnede solen midt i den sydfranske vinternat; den legendariske Erik Svane, dansk-amerikansk-fransk pizza delivery boy i Buenos Aires stod pludselig foran os, og luften emmede af usagte løfter om glæde, succes & kærlighed. Men det ændrede ikke ved at noget, n-o-g-e-t, var helt galt:
Hvor var alle sammen henne?
Så gik døren op, og Team Strip! + Bild & Bubbla trådte ind. Poul Petersen, Fredrik Strömberg og Jakob Hallin kom direkte fra den store finske VIP-fest på rådhuset, og berettede om overpumpet techno fremført af finske DJs, alt for mange mennesker, men bedst af alt: der var gratis bar. Ganske vist med den uortodokse blanding af cognac og Schweppes (monsieur Petersen kunne afsløre at drinkens navn ifølge bartenderen var cognac avec Schweppes), but hey! Gratuit est gratuit.
Efter et par lynhurtige omgange besluttede Mosdal, Wivel, Bukhave, Svane, Risbjerg og yours truly at sætte kursen mod rådhuset. Men det skulle de aldrig have gjort...
Med en terrorbombes overrumplende pludselighed udbrød en sadistisk sneboldkamp, som fik de absolut værste sider frem i ekspeditionens deltagere; bagholdsangreb, uhellige alliancer, åbenlyst forræderi og alt for meget, alt for koldt sne. Endnu et ubehageligt forvarsel om nattens afsluttende voldsorgie.
Det lykkes dog selskabet at nå rådhuset, hvis smagfulde ydre ikke overraskende var omdannet til Sodoma og Gomorra. Folk havde sex i krogene, folk brækkede sig på den store marmortrappe (men samlede bumsehøfligt op efter sig med de bare næver) og luften formelig emmede af lårtyk dekadence. Dansegulvet var komplet proppet, men det ignorerede Team Rackham + Deleuze, blikket var rettet mod baren nede i den anden ende.
Undertegnede var efter flugten fra sneboldkampen ankommet først, spejdede i menneskemængden efter crewet, og fik med det samme øje på Søren Mosdal, som havde skruet et hærdebredt, selvfedt smil på fjæset: noget var galt, T-Mans edderkoppesans bimlede øresønderrivende.
Ny taktik: T-Man dukkede sig, faldt udenfor Mosdals synsfelt, kravlede i en cirkel mellem alle de cubanske danserinders ben, og stod pludselig lige bag en ganske uforvarende Mosdal. Han havde en snebold i hånden, den strik! T-Man rakte ud efter snebolden, men Mosdal lugtede lunten, og nattens første voldsorgie var en realitet. Pludselig var Angoulêmes rådhus et ekko af diskoteksscenen i Michael Manns mesterlige Collateral , men hvem der var den massemyrdende Tom Cruise forblev uklart.
Kampen sluttede ikke overraskende da snebolden smeltede. Der skulle drikkes nu, men desværre havde finnerne kun en hæslig og ubestemmelig spruttype tilbage som mest af alt mindede om blå sprinklervæske. Føj for en nedtur.
Pludselig stod det søde og bløde amerikanske stjerneskud Paul Hornschemeier ved siden af os, og græd blidt over at de andre amerikanere var gået hjem. Han joinede.
Resten er mere uklart. Erik Svane chokerede selskabet ved at springe ud som en sand smooth operator (ja, nok er Rackham i disse dage reduceret til et tarveligt paparazzi-organ, men der er grænser for hvad vi vil afsløre), og var væk det næste øjeblik. Den finske fest var en blindgyde, og det fornemmede de resterende deltagere, som noget konservativt atter satte kurs mod den driftsikre Le chat noir, som svenskerne og monsieur Petersen netop var ved at forråde til fordel for den skræmmende bar på Hotel Mercure. Vi joinede.
Alt var sådan set ved det gamle på Mercure, men snemasserne havde pludselig ændret virkeligheden radikalt; navetterne havde overraskende indstillet deres kørsel, taxaerne var få, men der var masser af mennesker, der pludselig ville tilbage til deres respektive indkvarteringer. Kaos af fuldfed socialdarwinistisk karakter eksploderede som klyngebomber, klokken var mange! 12 kilometer hjem! Ingen transport! Minusgrader! Total kropslig kollaps!
Nedturen var en realitet. Med udsigt til en endeløs gåtur i snedriverne og en smadret søndag til følge var humøret hos T-Man i bund. Han havde i forvejen på tre udmattende dage fået 8 timers søvn. Han skumlede. Han murrede. Indvendig pels. Modbydelig gangart. Team Rackham + Deleuze tog afsked med Risbjerg som var faldet i hul eller hak med Lewis Trondheim, og begyndte at tage den slagne vej til fods.
Pludselig: en snebold lige i nakken på T-Man. ZZBAFFO!
Det var den drilske Bukhave, der ellers er så kær at han kan slippe af sted med alt. Men bare ikke der. T-Man snappede, løb i blindt raseri hen mod Bukhave, flåede kasketten og adskillige nakkehår af ham, og plantede tre kæberaslere på knægtens kønne ansigt. T-Man forstod ikke hvad han havde gang i, men lod den sammensunkne Bukhave i fred. T-Man vendte om, gik videre.
Pludselig: ZZZBAFFO! En ny snebold lige i nakken. Det var Mosdal med sin ulideligt provokerende Lille-Per-hue. T-Man så rødt igen. Samme behandling, samme sammensunkne resultat til følge. Denne gang ledsaget af den ekstraraffinerede detalje at T-Man smed Mosdals hue langt ud på den sjappede vej.
T-Mans blod var nu erstattet af ren adrenalin, resolut løb han ned til Metabaronen og beskyldte ham for alt. Alt. Metabaronen fornemmede at her var noget helt galt, og switchede umærkeligt sin pædagogiske strategi. For at gøre en lang og kedelig historie kort lykkedes det den muligvis trods alt lidt skyldplagede baron at dæmpe T-Man, og det hjalp da betydeligt at der pludselig drejede en taxa ind foran det rystede & rystende selskab. Mosdal og Bukhave var dog ikke meget for at klemme sig ind på bagsædet sammen med den før så iltre T-Man, men de havde jo intet valg.
Tre timer senere spiste de tre morgenmad sammen, og blev enige om et forlig: Mosdal & Bukhave ville tilgive, hvis T-Man erkendte sit sammenbrud og lagde det på nettet.
Derfor denne tekst. Over & out.
|
|
[30/01/2006]
|
|
|
|
|
|
Fyr den aaaaf!
Bukhave, Risbjerg, Thorhauge, Svane og Mosdal på Le Chat noir.
 Hornschemeier, Svane, Mosdal, Alagbé og Bukhave giver den som finske VIP'er.
Den smøde operator i aktion.
Fredrik Strömberg skruer charmen på.
Den norske kæmpe Jason.
Terkel pitcher til Trondheim.
David Bowie.
Elvis.
|
