Marjane Satrapis død har fået os til at vende tilbage til de glade dage omkring 2000, da vi først læste Persepolis, fulgte Satrapis kometagtige fremkomst på tegneseriehimlen, og vi gør det med Julie Paludan-Müller, redaktør for skønlitteratur hos Gads forlag. Vi mødte hende dengang, hvor hun som ung litteraturstuderende arbejdede på at få Persepolis udgivet på dansk. Vi slog pjalterne sammen, da Thorhauge og jeg var blevet indkaldt som konsulenter på forlaget Carlsen, der var ved at starte en linje for graphic novels. Det havde de bla. gjort på basis af vores bog, Forandringstegn – de nye tegneserier fra 2004, og Persepolis endte naturligvis hos dem, ligesom det blev tilfældet for Satrapis andre tegneserier, Broderier og Kylling med blommer, alle oversat at Julie.

Så, en tur ned af erindrings vildveje, men først og fremmest en passioneret genlæsning af Satrapis tegneserier!

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Satrapi blev født i den nordvestlige by Rasht i 1969 og voksede op i hovedstaden, Teheran, som enebarn i en sekulær, venstreorienteret og velbeslået middelklassefamilie med aner i de politiske samfundslag; hendes grandonkel Fereydun Ebrahimi var medlem af centralkomiteen i den kortlivede aserbajdsjanske folkerepublik (i dag i det nordlige Iran) og blev henrettet af shahen i 1947. Hans nevø Anoosh, bror til Satrapis far, var en del af det kommunistiske Tudeh-parti. I Persepolis erindrer Satrapi det nære fortrolighedsforhold, hun som barn udviklede til onklen, og hvordan hun som den sidste besøgte ham i fængslet, før det islamiske regime myrdede ham.

Hun beskriver selvkritisk den naive revolutionsromantik, som dette forhold til familiens eneste »martyr« nærede i hende, et barn med ambitioner om at blive profet. Men også, hvordan det nærede den politiske og menneskelige indignation, som præger hele hendes værk. Persepolis lokaliserer således nogle af vor tids store politiske og kulturelle konflikter i et enkelt, skarpt erindrende, intenst følende menneske.

Læs også min korte anmeldelse af Persepolis-filmen fra 2007, samt min anmeldelse af hendes sidste tegneserie, Poulet aux prunes, fra 2004, samt Julie Paludan Müllers anmeldelse af Persepolis fra 2003 og Thorhauges af Broderier fra 2005.

»Nu om dage laver man ’samfundsvidenskabelige samlinger’ i tegneserieform med akademikere som redaktører. Pas hellere på. Den bliver noget særligt, den tegneserie.«

Sådan skriver Joann Sfar i sit lange, snakkende tegnede efterskrift – et selvrefleksivt »making of« – til tegneserieantologien Kvinde, Liv, Frihed. I bogen udfolder en stribe forfattere og tegnere analyser, anekdoter og allegorier om livet under, og folkets forhold til, Irans præstestyre…

Den belyser det skisma, der er mellem regimets ærkekonservative, autokratiske kontrol og det moderne, pluralistiske samfund, der omgiver det. Sfar til trods er der næppe tale om samfundsvidenskab i akademisk forstand, men derimod populær formidling, oplysende, men desværre med en følelse af pligtlæsning over sig.

Læs hele anmeldelsen her.