Satrapi blev født i den nordvestlige by Rasht i 1969 og voksede op i hovedstaden, Teheran, som enebarn i en sekulær, venstreorienteret og velbeslået middelklassefamilie med aner i de politiske samfundslag; hendes grandonkel Fereydun Ebrahimi var medlem af centralkomiteen i den kortlivede aserbajdsjanske folkerepublik (i dag i det nordlige Iran) og blev henrettet af shahen i 1947. Hans nevø Anoosh, bror til Satrapis far, var en del af det kommunistiske Tudeh-parti. I Persepolis erindrer Satrapi det nære fortrolighedsforhold, hun som barn udviklede til onklen, og hvordan hun som den sidste besøgte ham i fængslet, før det islamiske regime myrdede ham.

Hun beskriver selvkritisk den naive revolutionsromantik, som dette forhold til familiens eneste »martyr« nærede i hende, et barn med ambitioner om at blive profet. Men også, hvordan det nærede den politiske og menneskelige indignation, som præger hele hendes værk. Persepolis lokaliserer således nogle af vor tids store politiske og kulturelle konflikter i et enkelt, skarpt erindrende, intenst følende menneske.

Læs også min korte anmeldelse af Persepolis-filmen fra 2007, samt min anmeldelse af hendes sidste tegneserie, Poulet aux prunes, fra 2004, samt Julie Paludan Müllers anmeldelse af Persepolis fra 2003 og Thorhauges af Broderier fra 2005.

I dialogbårne scener udfolder Telgemeier og McCloud tegneseriens grundkomponenter elegant og let forståeligt. Vi kommer gennem positur, mimik, beskæring, dialog og anden tekst, alt sammen enkelt og klart formidlet. McClouds tese om, at den konturbårne tegning og den forenkling og fortætning af udtrykket, som den muliggør, fremmer læserens indlevelse fremføres. Dens omstridte implikation – at mere naturalistiske tegninger skulle være mindre umiddelbart engagerende – udelades heldigvis.

Læs anmeldelsen her.

Jeg glemte helt at poste det her, men jeg havde for nogle uger siden endnu en anmeldelse af den nye zombie-Asterix i Information. Serien er blevet tilført ny energi ved erstatningen af forfatter Jean-Yves Ferri med Fabcaro, selvom det stadig er et lidt farveløst simulakrum. Hermed et uddrag:

Fabcaro er en gevinst for serien. Med Den hvide iris fra 2023 – en hæderlig parafrase på klassikeren Lus i skindpelsen (1970) – erstattede han den af salig Uderzo udpegede, farveløse Jean-Yves Ferri. Han har primært har gjort sig i underspillet, absurdistisk humor med socialsatirisk islæt, men også der tilpassede han sig behændigt andres udtryk, først og fremmest den enestående tegneseriehumorist François Ayroles. Særligt gennembrudsværket Zaï Zaï Zaï Zaï (2015) – om en menneskejagt på en tegneserietegner, der har stjålet en porre fra et supermarked – funkler trods pasticheelementet stadig.

Læs anmeldelsen her!

Jeg anmeldte i forrige uge Askel Adens bemærkelsesværdige Kh Misha i Information. Læs den her!

I dag kan i Information man læse min anmeldelse af Christoffer Zielers samleudgave af B’læst, hans stribe i Weekendavisen. Her er et uddrag:

For [Zieler] er den centrale konflikt de store udfordringer, som vi mennesker – in casu vi danskere – står over for kontra vores håbløst utilstrækkelige forsøg på at håndtere dem, udartet i selvforblændet værdikamp, selvfed dovenskab og selvforherligende copingstrategi. Det nært forestående tab af Grønland bliver for eksempel win-win, når grønlænderne får deres frihed, Golfstrømmen forsvinder og giver os danskere permanent grønlandsvejr.

Læs anmeldelsen her.

I sidste uge fik jeg i Information offentliggjort min anmeldelse af NMAARs kraftanstrengelse af en Lovecraft-versionering, Hvad maanen bringer. Hermed et lille uddrag:

I modsætning til den frodighed og farvepragt Lovecrafts ornamenterede sprog fremmaner, holder NMAAR sig i sin fortolkning af disse til gråsorte nuancer, accentueret af rød og punktvist blå staffagefarve. Hans baggrund som tatovør åbenbares i hans fladeorienterede kompositioner og arabeskformer. Lysende figurer, gråtonede arkitekturer og titlens kraterhullede fuldmåne trues bestandigt af det omsluttende mørke.

Den kan læses her.

Efter længere tids fravær er jeg tilbage med en tegneserieanmeldelse i Information og det af en markant ny dansk udgivelse: Morten Dürr og Lars Hornemans øko-SF Liv. Jeg synes på mange måder den er udtryk for imponerende håndværk, men har visse indvendinger. Her er et uddrag:

Hornemans akilleshæl har alle dage været tendensen til sjusk. Trods den imponerende udvikling, han i disse år gennemgår, kommer han stadig til kort i særligt ansigtsudtryk, som vil følelsesnuancen, men for ofte ender som skematiske postulater. Noget lignende gør sig gældende i baggrundstegninger, hvor den ekspressive antydning for ofte udarter sig i formløse kruseduller.

Men det er bestemt stadig en tegneserie, som det er værd at læse! Læs anmeldelsen her.

Så har Informations pæne bogtillæg offentliggjort en artikel om Corbens puerilt-sublime DEN, der som bekendt lige nu er under fornem restauering af José Villarubia og af hvilken de første to — og væsentligste — bind er ude på dansk fra e-voke. Hermed et lille uddrag fra anmeldelsen:

Hans positurer er ofte anspændte, endda akavede, på en måde, der antyder neurotisk anstrengelse og indestængt energi. Dette understøttes yderligere af hans ofte skarpe billedbeskæringer og stumpt dynamiske billede til billede-koreografi. Sidst, men ikke mindst, havde han en plakatmesters sans for syrepumpet, til tider decideret psykedelisk, farvelægning og var samtidig en troldmand med den traditionelle firfarves trykproces. Han arbejdede for eksempel med kamerafiltre, der kunne overføre airbrushens og gouachens sammenflydende nuancer til rasterarkenes stringente separation af cyan, magenta, gul og sort. Samlet set ligner det intet andet – et fuldt realiseret, ultraspektakulært personligt univers.

Læs hele herligheden her!

…og lyt i øvrigt til de hele to episoder, vi på Radio Rackham har lavet om Corben, begge med Mårdøn Smet, de første også med Peter Snejbjerg:

I dennes uges bogtillæg til Information, skriver jeg om Franquins mesterlige exorcisme af eventyret til fordel for et befriende kaos på renden af nervesammenbrud: BRAVO LES BROTHERS!

Læs lige her.

Nåja, og lyt eller genlyt da også til vores guldrandede afsnit om Franquin i Radio Rackham, gæstet af selveste Peter Madsen!

Jeg har anmeldt Joanna Rubin Drangers Ihukom os til livet i Information denne uge. Den udkom på svensk forrige år, blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris sidste år og er nu ude på dansk fra Cobolt. Drangers store slægtshistorie bliver et billede på den jødiske erfaring i det 20 århundrede, selvom formen er uperfekt. Jeg er enig i forskellige gode kollegers kritik af værket (fx. Michelle Sondrup her), men går samtidig lidt i rette med deres noget tegneserieessentialistiske holdning.

Husk, at jeg også interviewede Dranger til Radio Rackham i efteråret og at vi diskuterede værket i både vores årsrevy og vores seneste episode om kritik.

»Nu om dage laver man ’samfundsvidenskabelige samlinger’ i tegneserieform med akademikere som redaktører. Pas hellere på. Den bliver noget særligt, den tegneserie.«

Sådan skriver Joann Sfar i sit lange, snakkende tegnede efterskrift – et selvrefleksivt »making of« – til tegneserieantologien Kvinde, Liv, Frihed. I bogen udfolder en stribe forfattere og tegnere analyser, anekdoter og allegorier om livet under, og folkets forhold til, Irans præstestyre…

Den belyser det skisma, der er mellem regimets ærkekonservative, autokratiske kontrol og det moderne, pluralistiske samfund, der omgiver det. Sfar til trods er der næppe tale om samfundsvidenskab i akademisk forstand, men derimod populær formidling, oplysende, men desværre med en følelse af pligtlæsning over sig.

Læs hele anmeldelsen her.

Læs anmeldelsen her.

I dagens anledning offentligør jeg her min anmeldelse fra 2014 af Erik Svanes og Thierry Capezzones

Det er sjældent, at en ny tegneserieudgivelse får bred mediedækning, at den foromtales og anmeldes i de store dagblade og får plads på morgen-tv og i Smagsdommerne. Men det sker, og det sker som journalismens principper foreskriver, når der er en ’historie’ i det. Dvs. en krog at hænge skidtet op på, så sendefladen og spalterne ikke tynder ud. Det amerikanske begreb ’gimmick’ ligger lige for.

Thierry Capezzone og Erik Svanes tegneseriebiografi over Margrethe II, hvis første bind (af to), Daisy, netop er udkommet, er således helt efter bogen. Den har været grundigt dækket i de danske medier i løbet af de sidste uger, men dens halveringstid er tydeligvis Warhols berømte kvarter.

Den dansk bosatte franske tegner Capezzone har erfaring på området. Han har de seneste godt ti år tegnet serien HC Andersen Jr., der ifører nationaldigteren barnesko og sender ham ud på en række dybt forglemmelige eventyr skåret til mindreårige efter klassisk fransk-belgisk skabelon (tænk opkog af Bulder og Mozart eller Gammelpot). Hvis Capezzone havde brugt en figur han selv havde fundet på, var restoplaget af første bind for længst blevet sendt til makulatur. Nu er bibliotekssalget sikret og der er kommet fem albums i serien. Daisy er tænkt efter helt samme devise, om end målgruppen er mere diffus. Den er for teksttung og historisk indforstået for børn og for naiv og ideologisk firkantet for voksne.

Fred være med det. Capezzone er en driftig tegneseriemager, der tydeligvis holder af sin gerning, og det danske tegneseriemarked er notorisk vanskeligt at klare sig i, så det er et ganske naturligt valg for ham—et, der sikrer at han i det mindste kan tegne serier uden at ruinere sig selv fuldstændigt.

Men hvad skal vi andre bruge det til? Det kan godt være, at der ikke før er lavet en tegneserie over Dronning Margrethes liv, men der er ikke noget nyt i tegneserier der på seriøs vis omhandler virkelige mennesker og hændelser (nogle af dem er endda virkelig gode!) Det burde ikke være en historie i sig selv.

Hvis Daisy var en bog uden billeder, er det usandsynligt at den var blevet udgivet og hvis det skete, ville den næppe have været anmeldt af andre end Berlingske tidende. Denne anmeldelse er således en del af problemet. Mea culpa og alt det der, men forhåbentlig tjener den i det mindste til at påpege en kedelig tendens.

Forfatter på Daisy er den i Frankrig bosatte dansk-amerikaner Erik Svane, utrættelig journalist og opfindsom politisk aktivist, hvis cv også tæller manuskripter til den fransk udgivne serie om Leonardo da Vinci som eventyrlysten hærfører, Général Leonardo, og pt. arbejder han på en tegneseriebiografi over Abraham Lincoln. Samme model, bare på fransk.

I Daisy fortæller han og Capezzone om Margrethes liv fra fødslen under besættelsen, over studieårene i Cambridge og ungdommens arkæologiske udgravninger til mødet med Henri de Monpezat og indsættelsen som regent i 1972. Præsentationen er stakåndet og overfladisk, uden tid til personkarakteristik eller dramatisk udvikling. Capezzones streg er uden tekstur eller liv—alt ser ud som det er bøjet i plastik—figurerne er stive og ligner kun sjældent sig selv fra det ene billede til det næste. Da han til slut skal tegne folkemængden foran Christiansborg, hin historiske aften, sjusker han sig til det med krusseduller.

Hvad værre er, mangler tegneserien enhver form personligt aftryk. Det skulle da lige være dens henførte nationalromantik, men denne er påsmurt så tykt, at den er svær at tage alvorligt som egentligt standpunkt. Nå, de femten minutter er snart gået. Hvad nu?

Erik Svane og Thierry Capezzone, Daisy – en prinsesse i Danmark, Cobolt. 80 s., farve, vejl. pris. kr. 168.

Det er i skildringen af bussen, at Strids tegneglæde udfolder sig mest vitalt, ja nærmest fetichistisk: de menneskehøje bildæk, motorens atten turbinestempler, den knortede krumtapaksel. Herligheden udfoldes også i Claus Deleuran-agtige cutaway-diagrammer, der viser bussens forskellige dæk, med køkken, karbad, køjesenge og legeværelse hinsides det blinkende kontrolpanel i styrerummet. Samlet set er fartøjet en hilsen til den japanske eventyrmester Hayao Miyazakis levende slot fra filmen af samme navn (2004): en skrumlende, animeret metalbiotop. Det er selvsagt også under Miyazakis blå himle, eventyret udspiller sig.

Strid har altid elsket biler og mekanik. Han ser skønheden i de anordninger og maskiner, vi mennesker skaber: ved første øjekast kan det synes paradoksalt, at hans antikapitalistiske sympati for den lille mand indkapsles i kærlighed til materielle goder, men Strid forestiller sig tydeligvis menneskets snarrådighed, opfindsomhed og teknologi som vor redning. I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor (2018) – en anden tydelig forgænger for nærværende bog – var det således intet mindre end et dekomissioneret russisk atommissil, der blev hovedpersonens redning.

Læs anmeldelsen her.