Marjane Satrapis død har fået os til at vende tilbage til de glade dage omkring 2000, da vi først læste Persepolis, fulgte Satrapis kometagtige fremkomst på tegneseriehimlen, og vi gør det med Julie Paludan-Müller, redaktør for skønlitteratur hos Gads forlag. Vi mødte hende dengang, hvor hun som ung litteraturstuderende arbejdede på at få Persepolis udgivet på dansk. Vi slog pjalterne sammen, da Thorhauge og jeg var blevet indkaldt som konsulenter på forlaget Carlsen, der var ved at starte en linje for graphic novels. Det havde de bla. gjort på basis af vores bog, Forandringstegn – de nye tegneserier fra 2004, og Persepolis endte naturligvis hos dem, ligesom det blev tilfældet for Satrapis andre tegneserier, Broderier og Kylling med blommer, alle oversat at Julie.

Så, en tur ned af erindrings vildveje, men først og fremmest en passioneret genlæsning af Satrapis tegneserier!

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Satrapi blev født i den nordvestlige by Rasht i 1969 og voksede op i hovedstaden, Teheran, som enebarn i en sekulær, venstreorienteret og velbeslået middelklassefamilie med aner i de politiske samfundslag; hendes grandonkel Fereydun Ebrahimi var medlem af centralkomiteen i den kortlivede aserbajdsjanske folkerepublik (i dag i det nordlige Iran) og blev henrettet af shahen i 1947. Hans nevø Anoosh, bror til Satrapis far, var en del af det kommunistiske Tudeh-parti. I Persepolis erindrer Satrapi det nære fortrolighedsforhold, hun som barn udviklede til onklen, og hvordan hun som den sidste besøgte ham i fængslet, før det islamiske regime myrdede ham.

Hun beskriver selvkritisk den naive revolutionsromantik, som dette forhold til familiens eneste »martyr« nærede i hende, et barn med ambitioner om at blive profet. Men også, hvordan det nærede den politiske og menneskelige indignation, som præger hele hendes værk. Persepolis lokaliserer således nogle af vor tids store politiske og kulturelle konflikter i et enkelt, skarpt erindrende, intenst følende menneske.

Læs også min korte anmeldelse af Persepolis-filmen fra 2007, samt min anmeldelse af hendes sidste tegneserie, Poulet aux prunes, fra 2004, samt Julie Paludan Müllers anmeldelse af Persepolis fra 2003 og Thorhauges af Broderier fra 2005.

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Som et led i Kulturministerens litteraturhandlingsplan, som er blevet annonceret i dag, får Dansk Tegneserieråd 5 mio. kr. over de næste to år til at etablere Tegneseriens Hus.

Der gik lige et par minutter før det gik op for mig, at den var god nok. Det her er en stor tillidserklæring og et rygstød til det arbejde vi siden Rådets stiftelse i 2009 har gjort for at etablere Tegneseriens hus med lønnede medarbejdere, der kan understøtte tegneseriekulturen og begynde at etablere en egentlig kulturel infrastruktur for tegneserier og relaterede kunstarter i Danmark.

Udgangspunktet for bevillingen er det arbejde, vi allerede har påbegyndt og som fortsat er et hovedfokus, med at afsøge og udviklede den rolle, tegneserier kan spille i en højnelse af læselysten blandt børn og unge.

Vi glæder os meget til at udvikle denne helt afgørende del af vores virke i samarbejde med de mange aktører i det danske undervisnings- og kulturliv, der arbejder på dette område.

Nu skal vi for alvor i gang!

Læs mere på Nummer9, Dansk Tegneserieråds LinkedIn, på Rådets hjemmeside og kig ind hos Kulturministeriet og læs handlingsplanen!

En stor tak skal her gå til nære samarbejdspartnere i Rådet Malene Hald, hvis idé igangsatte hele processen, Marianne Eskebæk Larsen, min forgænger på posten, som har været uvurderlig sparringspartner hele vejen og sideløbende siddet med i Kulturministeriets Arbejdsgruppe for litteratur, hvis anbefalinger har været afgørende, og Árni Beck Gunnarsson, som har været involveret i netop Rådets undervisningsrelaterede arbejde, men naturligvis også til de mange, mange andre, der har bidraget til vores arbejde de sidste år.

Billede fra Copenhagen Comics 2024 med kulturminister Jakob Engel-Schmidt, taget af Carsten Olsen.

Så er vi tilbage med vores vanlige analytiske tilbageblik på tegneserieåret der gik. Denne gang fokuserer vi på branchen, på tegneseriens kulturelle og foorretningsmæssige tilstand, i forlængelse af bl.a den rapport, Danske tegneseriers tilstand, som vi i Dansk Tegneserieråd udsendte for nylig. I den forbindelse fik vi selskab af Pernille Arvedsen, Benni Bødker og Stine Spedsbjerg. Det var en fornøjelse — godt nytår!

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Der er gået alt for længe siden vi sidst har lagt en episode online. Det skyldes tekniske og logistiske vanskeligheder og det var faktisk en anden episode, der skulle have fyldt dette, vores spot nr 100, men den her var for vigtig: en diskussion af den rapport, jeg sammen med Malene Hald og Árni Beck Gunnarsson, der begge gæster episoden, samt en masse andre har forfattet om den danske tegneseriebranche og -kultur på opfordring af kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Kristian Bang Larsen, vores gode kollega fra Nummer9 medvirker også!

Du kan læse rapporten her, læse mere på Nummer9 og lytte nedenfor:

Jeg har anmeldt Joanna Rubin Drangers Ihukom os til livet i Information denne uge. Den udkom på svensk forrige år, blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris sidste år og er nu ude på dansk fra Cobolt. Drangers store slægtshistorie bliver et billede på den jødiske erfaring i det 20 århundrede, selvom formen er uperfekt. Jeg er enig i forskellige gode kollegers kritik af værket (fx. Michelle Sondrup her), men går samtidig lidt i rette med deres noget tegneserieessentialistiske holdning.

Husk, at jeg også interviewede Dranger til Radio Rackham i efteråret og at vi diskuterede værket i både vores årsrevy og vores seneste episode om kritik.

»Nu om dage laver man ’samfundsvidenskabelige samlinger’ i tegneserieform med akademikere som redaktører. Pas hellere på. Den bliver noget særligt, den tegneserie.«

Sådan skriver Joann Sfar i sit lange, snakkende tegnede efterskrift – et selvrefleksivt »making of« – til tegneserieantologien Kvinde, Liv, Frihed. I bogen udfolder en stribe forfattere og tegnere analyser, anekdoter og allegorier om livet under, og folkets forhold til, Irans præstestyre…

Den belyser det skisma, der er mellem regimets ærkekonservative, autokratiske kontrol og det moderne, pluralistiske samfund, der omgiver det. Sfar til trods er der næppe tale om samfundsvidenskab i akademisk forstand, men derimod populær formidling, oplysende, men desværre med en følelse af pligtlæsning over sig.

Læs hele anmeldelsen her.

Lyt her og læs mere på Nummer9.

To paraphrase one of its former director, Kenneth Clark, it has been, and remains, one of the civilising forces of the Western imagination.”

I believe this light show is happening more or less as I write this from my home in Copenhagen, Denmark, to where I’ve happily — but also a little mournfully — returned on a permanent basis.

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Lyt her og læs mere på Nummer9.