Jeg anmeldte i sidste uges Jakob Martin Strids Magnum Opus, Den fantastiske bus. Længe ventet, stort overskud, et hovedværk med accenter af kunstnerisk testamente, men også de sædvanlige defekter. Hermed et uddrag:

Det er i skildringen af bussen, at Strids tegneglæde udfolder sig mest vitalt, ja nærmest fetichistisk: de menneskehøje bildæk, motorens atten turbinestempler, den knortede krumtapaksel. Herligheden udfoldes også i Claus Deleuran-agtige cutaway-diagrammer, der viser bussens forskellige dæk, med køkken, karbad, køjesenge og legeværelse hinsides det blinkende kontrolpanel i styrerummet. Samlet set er fartøjet en hilsen til den japanske eventyrmester Hayao Miyazakis levende slot fra filmen af samme navn (2004): en skrumlende, animeret metalbiotop. Det er selvsagt også under Miyazakis blå himle, eventyret udspiller sig.

Strid har altid elsket biler og mekanik. Han ser skønheden i de anordninger og maskiner, vi mennesker skaber: ved første øjekast kan det synes paradoksalt, at hans antikapitalistiske sympati for den lille mand indkapsles i kærlighed til materielle goder, men Strid forestiller sig tydeligvis menneskets snarrådighed, opfindsomhed og teknologi som vor redning. I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor (2018) – en anden tydelig forgænger for nærværende bog – var det således intet mindre end et dekomissioneret russisk atommissil, der blev hovedpersonens redning.

Læs anmeldelsen her.