I morgendagens bogtillæg til Information, og allerede nu på nettet, kan man læse min anmeldelse af andet bind af Karoline Stjernfelts stort anlagte trilogi om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee, I morgen bliver bedre. Den markerer på alle områder en modning i fh.t. til det allerede imponerende bind 1. Bevares, der er stadig problemer, men det er vildt at se en talentfuld skaber udvikle sig så meget.

Central er skildringen af Dronningens og Livlægens forhold, samt sidstnævntes til Kongen. Der er arbejdet rigtig meget med karaktererne og det gør læseoplevelsen desto rigere, samtidig med det sætter scenen for den udfordring bind tre helt sikkert vil være, når den engang udkommer. Hermed et uddrag af min anmeldelse:

Stjernfelt levendegør et blomstrende forhold, hvor den gensidige tiltrækning bunder i deres fælles uvilje mod at indordne sig og parallelle, men dybest set vidt forskellige ønsker om noget større. Stjernfelt tror ikke på politisk kalkulation som motiv for hverken den ene eller den anden, men benægter samtidig ikke den afrodisiske kraft, magten har.

Det er velgørende at se, hvorledes hun lægger afstand til sit klare forbillede, nyligt afdøde Per Olov Enquists afholdte roman Livlægens besøg (1999). Hvor tiltrækningen, der både var mere intellektuel og mere erotisk : og ikke så lidt litterært kunstlet : forekommer den hos Stjernfelt naturligere: Vi oplever Caroline Mathildes ungdomsforelskelse i en moden mand, der bekræfter hendes oprør, bemyndiger hende og i øvrigt ser godt ud i et par blomstrede bukser. Samtidig er Stjernfelts kropspositive skildring af den lavstammede og buttede dronning tilpas sensuel, sårbar og vital, til at ligningen går op.

Læs her, mod betaling.