I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af Tore Rørbæk og Mikkel Sommers Shingal og italienske Zerocalcares Kobane Calling — begge baseret på øjenvidneberetninger fra krigen i Syrien, Irak og Kurdistan. Det er gode om end ikke perfekte tegneserier, der rejser spørgsmål om tegneserien som journalistisk og dokumentarisk medie. Hermed indledningen:
Journalistik og dokumentarisme er i vækst inden for tegneserien. Formen er velegnet til at visualisere tid, sted og problematik på klar og samtidig nærværende vis. Der er mindre visuel ‘støj’ i et tegneseriebillede end i fotografi, og billeder og tekst i forening kan ofte anskueliggøre komplekse forhold på mere økonomisk vis end tekst.
Det er imidlertid også meget arbejdskrævende, hvilket gør såvel nyhedsreportage som graverjournalistik eller detaljeret dokumentation i tegneserieform til sjældenheder : til det første skal man kunne tegne vanvittigt hurtigt, mens de to sidstnævnte kræver en tålmodighed, der sjældent står mål med den endelige læserskare. Derfor vælger mange noget midt imellem, eksempelvis rejseskildringen, personportrættet eller den dramatiserede øjenvidneberetning.
Læs den her, hvis du kan betale.