I dagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af inspektør ved Metropolitan Museum of Art in New York og Leonardo-ekspert Carmen Bambachs monumentale bogværk Leonardo da Vinci Rediscovered. Det har været små 25 år undervejs og er en forskningsmæssig bedrift af de sjældne, sprængfyldt med detailobservationer og filologiske synteser, men det er også en anelse tungt at danse med og mangler en rød tråd. Jeg skriver blandt andet:
…Bambach er ikke maleriekspert, hun er specialist i renæssancens tegnekunst, et område på hvilket der kun er få, hvis viden kan måle sig med hendes. Den genopdagelse af en af verdens mest berømte kunstnere, som bogværkets titel lover, ligger i hendes objektnære behandling af mesterens arbejder på papir. Hun er ikke interesseret i store overordnede teser og konklusioner, men snarere i den rigdom, der findes i detaljen. Hun ser ting, ingen andre har lagt mærke til, og i modsætning til mange kolleger, som går mere selektivt til stoffet, skyer hun ikke de ofte dybt komplicerede tekniske eller filologiske spørgsmål, det kaster af sig.
Alt dette gør hendes arbejde tungt at danse med for den alment interesserede læser, men uvurderligt for fagfolk : selv om formatet er monografisk og præsentationen kronologisk, fungerer det således bedst som opslagsværk.
Læs hele min anmeldelse her, mod betaling. Eller giv dig i kast med projektet, der dannede grundlaget, Bambachs store katalog til den fantastiske udstilling hun arrangerede om mesteren på Metropolitan Museum i 2003.