CAV

Cav er død. Det er så uendeligt trist. Jeg tror jeg kan sige, at vi var venner, selvom vi ikke sås tit. Vi var i hvert fald gode kolleger en årrække, hvor dansk tegneseriekultur rykkede sig meget. Eller lad mig sige det på denne måde: da jeg for nogle år siden — fordi jeg endnu engang stod foran en flytning til udlandet — på smertelig vis skulle skille mig af med en tredjedel af mine fra barndommen elskede amerikanske tegneserieblade, var der ingen tvivl om hvem der skulle have dem.

Jeg holdt meget af ham, som kollega og menneske. Det var altid en fornøjelse at være sammen med Cav. Han lyste op og gjorde glad, hvor end han gik, men det tyder på at det ikke altid gik den anden vej. Han var tydeligvis også dybt plaget i perioder. Thomas Thorhauge har skrevet en oplysende og gribende nekrolog og jeg har ikke meget konkret at tilføje, men synes alligevel jeg ville dele nogle anekdotiske minder.

GRTZ! Sådan signerede han energisk og inspirerende sine tidlige indlæg i Rackhams balstyriske forum — et lille diskussionshjørne af internettet i de årle nullere, som jeg havde startet op sammen med benævnte Thorhauge. Det var et slags supplement til det website, vi havde startet som supplement til det papirtidsskrift, vi en sjælden gang udgav (onlineudgavens righoldige kirkegård kan besøges her). Jeg havde set noget af Cavs tidlige arbejde i fanzinet Eksem Comics, men det var i forumet, at jeg først “mødte” ham, selvom der skulle gå nogen tid før det egentlig skete IRL, som man sagde dengang. Han var ikke til at tage fejl af. Overvældende positiv, entusiastisk og konstruktiv i et forum, der for en stor del bestod af (berettiget) brok og (retskaffen) galde.

Han gjorde sin entré i denne tråd og det er klassisk Cav. Han starter totalt afvæbnende og får hurtigt alle til tasterne med venligt sind til en diskussion om hvordan vi sammen kan hjælpe tegneseriekulturen til trivsel. Hans entusiasme er tydeligvis smittende. Ja, jeg begynder i løbet af tråden, helt uden at tænke over det, at fremhæve netop entusiasme som afgørende for en sund dansk tegneserie, mm.

Det var en løfterig tid for tegneserien internationalt. Vi vejrede morgenluft, selvom udviklingen lod vente på sig i Danmark. Ikke desto mindre fornemmede vi, at tingene også der tog fart. Jeg har ikke tænkt over det før, men i genlæsningen af denne og andre tråde i forumet, her godt halvandet årti senere, er jeg ret overbevist om, at Cav bidrog ganske afgørende til i hvert fald min optimisme.

Check i øvrigt denne tråd fra det følgende år, hvor en yngre, vordene tegneseriemager melder sig på meget lignende vis, med nymøntet ambition. Cav er straks klar til at dele af sin erfaring og glæde ved faget, og igen trækker han os med sig.

Jeg fik først øjnene op for Cavs arbejde, da jeg læste en kort serie, han havde bidraget med til et onlinefanzine redigeret, tror jeg nok, af Kim Lyng Larsen, der postede det i forumet. (Jeg kan desværre ikke længere finde tråden, men hvis nogen (Kim?) ligger inde med serien, så sig endelig til — ville rigtig gerne poste en side fra den). Den var ekspressionistisk cartoony og sitrede af følelser. Cav havde det ikke bare i munden: et nyt, stærkt dansk talent var ved at melde sig!

Nogen tid efter forelå hans egentlige langspillerdebut, Necropolis, forfattet af Simon Petersen så. Den var rå i kanterne, men vital, morsom og kombinerede kløgtigt genrekonventioner i en aldrig tyngende skildring af den der mærkelige filosofiske selvsikkerhed, der ofte underbygger ungdommelig usikkerhed. Jeg anmeldte den med fornøjelse (ligesom min gode ven Henry Sørensen to år senere skrev varmt og informeret om dens grafisk legesyge opfølger, Lorca-versioneringen Blodbryllup, med manus af Henrik Rehr).

Der var gået et par år og jeg havde endnu ikke mødt Cav. Jeg boede i USA og kunne ikke overskue at sætte en Rackham-stand op på den nært forestående, første udgave af tegneseriefestivalen Komiks.dk — endnu et initiativ der dengang duftede af fornyelse i den danske seriekultur — så Cav meldte sig straks til at bemande, hvis blot Thomas og jeg sørgede for formaliteterne Det gjorde andre forum-frænder også: Cavs gode ven, tegneren Allan Haverholm og vor ældre kollega Henrik Rehr. Fanme go stil. Rackham var således med, fordi en gruppe uselviske entusiaster stillede op. Cav skulle siden kaste glans over mange arrangementer i tegneseriekulturen på lignende grundlag.

Og nu vi er der, så var det netop en sådan optræden, der førte til det fineste Cav-øjeblik jeg kender på nettet. Det var Komiks.dks fjerde ombæring i 2010; festivalen var flyttet til Øksnehallen. På åbningsaftenen var der fest, og vi havde tilrigget et kamera og en mikrofon — gennem en anden god ven, Tue Søttrup — og Cav stillede op som interviewer af tegnere og andet godtfolk. Han hev fat i Stine Spedsbjerg, der samme aften havde vundet festivalens pris for Ã…rets onlineserie for sin — ikke mindst sidenhen — så toneagivende Stinestregen. Sød musk opstod. For folk der senere så ham blandt DRs Smagdommere, er det ingen hemmelighed at Cav var god på TV, men hold kæft, hvor han brænder igennem i den video. Stine lavede kort efter en række striber om det og ikke et øje var tørt.

You do not want to miss these genuine insights from a scholar of both renaissance- and pop culture, trust me on this… https://t.co/v0AVFO38qg

— Cav Bøgelund (@SaintCav) January 27, 2018

Min sidste interaktion med Cav var igen på nettet. På Twitter. Da jeg oprettede min profil tilbage i 2010, tror jeg det var, var han den første jeg fulgte. Det virkede ligesom naturligt. Han var dengang en konstant, vital tilstedeværelse der. I løbet af de senere år var han desværre i perioder helt væk. Som udlandsdansker kunne jeg fortsat kun følge begivenhederne på afstand, men hans Instragram-profil antydede konturerne af de dæmoner, han i stigende grad syntes at kæmpe med. Set i bakspejlet er de tegninger han der postede fra sin skitsebog blandt hans reneste udsagn. Det var derfor altid en ekstra opmuntrende begivenhed, når han postede eller kommenterede noget på Twitter. Den 27 januar, blot få dage før sin død, retweetede han noget jeg havde postet med en generøs, hjertevarmende kommentar. Det blev hans sidste pip.

Jeg ville ønske, jeg havde skrevet tilbage. Ikke fordi jeg tror det ville have gjort nogen egentlig forskel, men fordi det ville have givet mig mulighed for at fortælle ham hvor meget jeg holdt af ham, til trods for at vi aldrig var nære venner. Jeg tror mange havde det sådan med ham.

Farvel Cav. Jeg glemmer dig ikke. GRTZ!