Forrige weekend afholdtes den internationale tegneseriefestival Komiks.dk i København for tredje gang. Festivalen, der igen var vokset i bredde og ambition i forhold til sidste omgang, har med denne væsentligt mere professionelt afviklede tredje udgave for alvor konsolideret sig som en central institution i det danske tegneserielandskab. Publikum mødte talstærkt op og der er i følge festivalformand Mads Bluhm et betydeligt overskud på bundlinien, men desværre er det usikkert om der kommer en festival til i 2010. Metabunkeren bringer en række indtryk og betragtninger fra forskellige deltagende.
I følge Bluhm tiltrak festivalen i denne omgang i området af 3.000 betalende gæster, mens break even var 1.200. Det må siges at være en succes, og den opfattelse deles da også med langt de fleste Bunkeren har snakket med. Således fx. Johnnie McCoy, nybagt chefredaktør på Carlsen: “Komiks.dk i Vanløse var en positiv oplevelse! Kulturhuset var en fin ramme om et ret imponerende program. Jeg havde frygtet konkurrencen fra det fine vejr, men uden at kende besøgstallet, var det mit indtryk at messen var ganske velbesøgt — man tør jo ikke tænke på, hvilke tumultagtige kø-scener, vi kunne have været vidne til, havde det være rigtig messe-vejr. Og det bestyrker bare den relative optimisme, vi har tilladt os selv at nære i nyere tid angående tegneseriens fremtid efter en lang periode med nedgang.”
Tegneren Mårdøn Smet, der denne gang repræsenterede sin tegnestue Over Floden med en særskilt stand, deler det positive indtryk: “Som standholder, og dermed vandbærer, er det så som så hvad man får set af sådan en festival, men den store direkte og ærlige interesse for mediet som de besøgende bringer med sig slår mig hver gang. Man bliver bare glad, og den oplevelse tager man med sig tilbage til den tavse verden bag tegnebordet — med det forfængelige håb, at man får set noget mere af alt det spændende der foregår næste gang.”
Gæstegate
Ikke desto mindre har der været mislyde. Tegneren Thierry Capezzone (HC Andersen Jr.) postede tirsdag et indlæg på Seriejournalen, hvor han klagede over at en del af de internationale gæster havde følt sig utilstrækkeligt behandlet af festivalen. Capezzone uddyber sine anker overfor Bunkeren: “Princippet i år var, at lade forlag og forhandlere invitere en væsentlig del af de internationale gæster, en god ide, der på papiret en fin måde at skaffe sig en bredt udvalg af gæster på trods af festivalens begrænsede budget… Men her var det største problem kommunikationen mellem de inviterede og festivalen, for selvom de ikke var inviteret af festivalen burde disse gæster være blevet informeret om denne ordning af festivalledelsen. De fleste af dem, fx. Achdé, Mézières, Guarnido og Dany var ikke blevet underrettet om dette koncept.”
Han fortsætter: “Desværre negligerede Komiks.dk fuldstændigt deres fransk-belgiske gæster. I den tro, at deres værter tog sig af dem, tænkte de ikke engang på at give disse gæster lidt vand at drikke mens de sad og signerede i varmen, og om søndagen efter festivalen blev de inviterede overladt til sig selv og måtte selv klare deres aftensmad… Guarnido og hans kone blev anbragt i et hotel, hvor deres senge ikke kunne anbringes ved siden, men kun i forlængelse af hinanden, og han måtte derfor sove med sin kones fødder i ansigtet — det er en skandale!!!”
Bluhm er ked af denne kritik: “Først vil jeg sige, at både jeg og de andre i arrangørgruppen er virkelig sårede over den her kritik, som ikke engang er blevet rettet til os først, men lagt ud på et offentligt forum før vi hørte noget som helst om den. Jeg snakkede med Thierry om søndagen, da vi var ved at lukke ned, og der sagde han intet om alt dette. Vi sagde farvel og tak til hinanden på venskabelig vis, så jeg finder det overraskende pludselig at se de her ting fremført på Seriejournalen.”
I sit officielle svar på kritikken, postet på Seriejournalen samme dag som Capezzones indlæg, skriver han videre: “Vi kan simpelthen ikke håndtere ALLE opgaver og synes derfor det er alle tiders, at forlagene går ind og bakker op og selv står for deres gæster. Vi regner selvfølgelig med, at forlagene tager sig af deres egne gæster hele vejen igennem festivalen. Achdé og Dany var ikke Komiks.dks gæster, så hvis de er utilfredse, må de tage det op med deres forlag eller butikker. […] Det skal også siges, at vi har sørget for løbende at snakke med vores gæster, og at ingen af disse på noget tidspunkt har brokket sig over noget til os. Der var nogle kritikpunkter fra de andre forlags gæster, men der ledte vi dem hen til forlagene, hvor det efterfølgende blev afklaret. Endelig skal det nævnes, at vi i indbydelsen til festivalen mailede alle detaljer til gæsterne på forhånd, så de var helt klar over, hvad vi stod for, og hvad de selv skulle betalte.”
Adspurgt om de konkrete problemer, Capezzone nævner i forhold til to af festivalens egne gæster, Mézières og Guarnido, siger Bluhm: “Vi korresponderede med Mézières dagen efter festivalen og han skrev direkte til os, at han — selvom han synes visse ting måske kunne være gjort lidt anderledes : intet havde at udsætte på sit besøg og at han fandt det helt naturligt at der forekommer mindre fodfejl, når festivalen er så ung som vores. […] Mht. Guarnido ville vi da hellere end gerne have gjort noget ved problemet, ligesom i 2006 da vi flyttede en gæst der var utilfreds med sit hotel, men vi hørte altså ikke noget om det under festivalen. […] Angående søndag eftermiddag, var det med vilje at vi ikke arrangerede noget for gæsterne. Deres program havde været omfattende både fredag og lørdag og vi regnede med at de måske kunne bruge lidt fritid, hvilket flere af dem også på forhånd havde anmodet os om. […] Desuden blev alle tilbudt at blive fulgt til lufthavnen, når de skulle hjem igen. Men alle mente godt, at de selv kunne finde ud af at tage metroen. Det er jo både nemt og hurtigt.”
Butikken og forlaget Faraos Cigarer, havde i år samarbejdet med Capezzone om at invitere to udenlandske gæster, Alessandro Barbucci og Barbara Canepa, og havde endvidere sponsoreret flybiletten til tegneren Dany, der tilfældigvis skulle til Danmark i anden sammenhæng. Indehaver Sivert Ibbo ærgrer sig over kontroversen: “Jeg tror desværre, der er tale om en række kedelige misforståelser mellem folk af meget forskelligt temperament og nationalitet. Thierry gjorde i 2004 et stort stykke arbejde og brugte sit enorme netværk til at få mange store europæiske tegneseriekunstnere til at takke ja til at være gæster på Komiks.dk 2004. Thierry følte dengang som nu et meget stort ansvar for at disse mange prominente gæster skulle føle sig godt tilpas på festivalen […Det] medførte at han kom i direkte konfrontation med den daværende festivalledelse, der pga. af arbejdspres og en meget stram økonomi — den ene havde i eget navn oprettet en betydelig kassekredit for at dække festivalens likviditetsmangel — overreagerede i et par situationer. Disse konfrontationer førte til at Thierry tog fra festivalen i vrede og dette betød faktisk at Thierry ikke ville have noget at gøre med Komiks.dk i 2006. Francois Schuiten og Benoit Peeters var som de eneste gæster repræsentanter for den europæiske kontinentale tegneserieskole, de 2 blev i sidste øjeblik inviteret af Faraos Cigarer, således at festivalen ikke blev en ren angelsaksisk begivenhed.”
“Thierry er blandt andet blevet overtalt af undertegnede til at bruge sine mange forbindelser i forbindelse med Komiks.dk 2008 […] Han har for Faraos Cigarer været en vedholdende og uvurderlig hjælp i forbindelse med Barbucci og Canepas besøg […] Jeg tror ikke at Thierry har følt at hans indsats blev påskønnet nok, en del af påskønnelsen er jo også at de udenlandske gæster er tilfredse under hele deres besøg!”
På spørgsmålet om det ikke er problematisk, at Capezzone fremfører sin kritik offentligt før han forelægger den festivalen, siger Ibbo “Jo, det er da problematisk og ærgerligt, men det er jo den slags der sker, når situationen bliver lidt for ophedet.” På samme spørgsmål svarer Capezzone: “Første gang der var Komiks.dk [i 2004, red.] var det allerede nok, men jeg troede de her problemer ville blive løst og fejlene rettet af den ny ledelse [Komiks.dk 2008 var under anden ledelse end de forgående, red.] , men nu, hvor der igen sker fejl, er det for meget. Der bliver nødt til at være en, der ytrer offentligt hvad de andre siger og det er mig!!! Og det er det, fordi jeg er træt af igen og igen at høre den samme kritik, fordi jeg er træt af at alle de udenlandske gæster kommer til mig og brokker sig, og fordi jeg er træt af at de tror at jeg, som deres ven, har ansvar for de her ting.”
Alle synes enige i, at det er ærgerligt for Komiks.dk, hvis der er nogen der føler sig utilfredse. Som Capezzone siger: “Det er i sig selv stort, at festivalen findes. Der har været fejl og den plages stadig af begynderproblemer, men de frivillige var smilende og gjorde et stort stykke arbejde; de gjorde hvad de kunne når man henvendte sig til dem med spørgsmål. Programmet var OK og der var blevet gjort meget ud af udstillinger, konkurrencer og workshops. […] Det er imidlertid meget vigtigt at festivalen, når den inviterer udenlandske gæster, har kontrol med om de har det godt. Det er festivalens omdømme der er på spil… […] Jeg er fortsat villig til at arbejde på at få store navne som Derib, Moebius, Jodorowsky og Tardi til Danmark, men det er afgørende at der er en sikkerhed for at de ikke bliver efterladt alene på fortovet søndag eftermiddag!!”
Bluhm selv siger: “Det er ikke sådan at vi bilder os ind, at vi har begået en perfekt festival, der er mange ting der kunne gøres bedre. Men den måde kritikken bliver fremført på, der ærgrer os, især da langt de fleste af vores gæster meldte meget positivt tilbage både under og efter festivalen. Vi har nu taget kontakt til dem alle sammen for at høre hvad de synes og sikre os, at tingene er i orden.”
Næste gang?
Noget andet der er helt essentielt for Komiks.dk skal lykkes er, at der er en gruppe mennesker, der er villige til at arrangere festivalen igen. Som Ibbo siger: “Vi er overordentlig tilfredse med festivalens forløb og glade for at folk knokler for at få festivalen op at stå. Der er så mange rundt omkring, der er enormt gode til at kritisere men dårlige til at være konstruktive og i øvrigt ikke kunne drømme om at involvere sig i arrangementet. Der er en hård kerne i Komiks.dk, der har brugt al deres fritid de seneste måneder og nogle feriedage i dagene op tilfestivalen for at stable det her arrangement på benene, og endnu flere der virkelig har brændt for det her. Jeg er virkelig ked af, at de så skal igennem en bølge af brokhoveder. Jeg synes det er en væsentlig pointe. Kredit til de her mennesker.”
“Vi bliver nødt til at behandle dem bedre, for de gør en kæmpe indsats. Jeg synes f.eks. det er pinligt, så lang tid de etablerede forlag har været om at tro på Komiks.dk, og at se hvor lidt flere af dem fortsat involverer sig. Det samme gælder flere af butikkerne, som heller ikke yder meget mere end et minimum. Vi bliver nødt til at være bedre. Der skal løftes i flok, hvis det skal kunne lade sig gøre. Ellers er jeg meget bange for at der ikke bliver en festival igen.” Bluhm udtrykker noget meget parallelt: “Hvis det her skal holdes igen, skal der en holdningsændring til fra butikkerne og forlagene. Det gælder bestemt ikke dem alle, men nogen af dem.”
Han vil meget nødigt svare på, om der bliver en festival til: “Der var overskud, så på den front er der ingen problemer, men spørgsmålet er om der står en arrangørgruppe og tilpas med frivillige klar i 2010. Jeg er glad, men jeg tror lidt den følelse vi har er den samme som når man har løbet et maraton. Det har været superhårdt og jeg er stolt af resultatet, men det har altså betydet ofre i forhold til arbejde og familie. Jeg beklager mig ikke og jeg fortryder på ingen måde, men spørgsmålet er: vil jeg gøre det igen?”
Det synes helt klart, at det danske tegneseriefolk ville savne festivalen, hvis den forsvandt. Den er som indledningsvis nævnt blevet et pejlemærke i den danske tegneseriekultur, for slet ikke at tale om det vigtige samlingspunkt den udgør for både branche, fans og alment interesserede. Som Smet udtrykker det:
“Som manifestation af hvad danske tegneserier er var hele arrangementet bundsympatisk og meget afslørende. Den hjemlige andedam har altid været en glad flok amatører, på godt og ondt, der uegalt stritter i alle retninger, og derfor gør det lidt svært at snakke om hvad det der danske egentlig er for noget. På en god dag dødsforagtende hævdelse af sin ukrænkelige suverænitet, hvor stort, småt eller bare vanvittigt det så ellers må synes i det enkeltstående tilfælde, og på en dårlig uhumske fedterier der mest af alt minder om tyske dåseserier, bare dårligere. Man ser mange enlige svaler, som slet ikke ville være værst, hvis ikke de var så enlige. Følgeskab i en nær sagt hvilken som helst retning ville give noget mere power, og ville måske få de enkelte udøvere til at komme lidt op på tæerne i den hellige konkurrences navn.”
Læs også: “Komiks.dk 2008 — Et blik tilbage, og frem” & “Re: Danmark hægtet af III: Komiks.dk”. Rackhams reportager fra Komiks.dk 2004 og 2006. Metabunkerens billeder fra Komiks.dk 2008. Fotos af Peter Kielland og Ole Comoll, der signerer i Over Flodens stand, af Thierry Capezzone ogHenrik Rehr, af Mads Bluhm og af Mårdøn Smet, taget af Matthias Wivel & Henry Sørensen.