Som et led i Kulturministerens litteraturhandlingsplan, som er blevet annonceret i dag, får Dansk Tegneserieråd 5 mio. kr. over de næste to år til at etablere Tegneseriens Hus.
Der gik lige et par minutter før det gik op for mig, at den var god nok. Det her er en stor tillidserklæring og et rygstød til det arbejde vi siden Rådets stiftelse i 2009 har gjort for at etablere Tegneseriens hus med lønnede medarbejdere, der kan understøtte tegneseriekulturen og begynde at etablere en egentlig kulturel infrastruktur for tegneserier og relaterede kunstarter i Danmark.
Udgangspunktet for bevillingen er det arbejde, vi allerede har påbegyndt og som fortsat er et hovedfokus, med at afsøge og udviklede den rolle, tegneserier kan spille i en højnelse af læselysten blandt børn og unge.
Vi glæder os meget til at udvikle denne helt afgørende del af vores virke i samarbejde med de mange aktører i det danske undervisnings- og kulturliv, der arbejder på dette område.
Nu skal vi for alvor i gang!
Læs mere på Nummer9, Dansk Tegneserieråds LinkedIn, på Rådets hjemmeside og kig ind hos Kulturministeriet og læs handlingsplanen!
En stor tak skal her gå til nære samarbejdspartnere i Rådet Malene Hald, hvis idé igangsatte hele processen, Marianne Eskebæk Larsen, min forgænger på posten, som har været uvurderlig sparringspartner hele vejen og sideløbende siddet med i Kulturministeriets Arbejdsgruppe for litteratur, hvis anbefalinger har været afgørende, og Árni Beck Gunnarsson, som har været involveret i netop Rådets undervisningsrelaterede arbejde, men naturligvis også til de mange, mange andre, der har bidraget til vores arbejde de sidste år.
Billede fra Copenhagen Comics 2024 med kulturminister Jakob Engel-Schmidt, taget af Carsten Olsen.

