Asterix anno 2020, komplet med bedaget racistisk karikatur

Det kan ses som et opgør med meget af seriens arvegods: den grænsende til chauvinistiske franske nationalisme, præmissen har indbagt; at den stærkes ret i sidste ende er den determinerende faktor i historiernes afvikling; og den måde trylledrikken som deus ex machina underminerer mulighederne for konflikt og ikke mindst selve ideen om Romerrigets overherredømme.

Det er ikke tilfældigt, at de bedste Asterix-album generelt er dem : oftest fra Goscinnys sene periode i halvfjerdserne : hvor konflikten udgår fra de enkelte karakterers svagheder eller fra sociale forhold snarere end dem, som primært bygger på satire over nationale og kulturelle særtræk: Byplanlæggeren (1971) eller Cæsars gave (1974) over Asterix og Briterne (1966) eller Asterix på Korsika (1973).

Men desværre er Ferris manuskript, der uselvstændigt låner takter fra gamle historier som Asterix og Vikingerne (1966) og Asterix ta’r til Spanien (1969), gumpetungt: De romerske fjender, som hjælpes af en farveløs gallisk forræder, udgør aldrig en troværdig trussel, og generationsportrættet er for fadt idealiserende til at byde på en interessant kritik af den evige konflikt mellem forældre og deres børn, endsige om de udfordringer, ungdommen i dag står overfor.