Lyt her og læs mere på Nummer9.

Rakhmanko har redigeret i hendes beskrivelser af liv og erfaringer mens Sommer har tilføjet det hele en tableau-agtig, poetisk billeside. Det er et vellykket og meget varmt portræt og samtidig er kærkomment indlæg i debatten om sexarbejde. Men også et arbejde med visse begrænsninger. Hermed to uddrag om Sommers billedside:

Sommer ved, at det ikke går an blot at illustrere det fortalte, så i Hinterhof benytter han sig af tematiske eller poetiske samstillinger, som understreger den kreativitet, der er så central for Hink, og så det menneskelige nærvær, hun sætter så højt: ligesom med den klient, der er meget optaget af ekstreme kidnapningsscenarier, men som hun finder ind til ved simpel, generøs kropskontakt, »nogle gange skal der ikke så meget til for at være effektiv« Sommer visualiserer det i forestillede, meget tætte og derfor næsten abstrakte nærbilleder sat i rødt.

Han tegner løst og suggestivt og lægger douce farver i spektret gråt-lilla-pink i digital imitation af akvarel. Hans distance til stoffet er nærmest blufærdig, hvilket til en vis grad bekræfter Hinks beskrivelse af de sociale normer, der hæmmer vores seksuelle udfoldelse. En interessant spænding, men også en, der modarbejder budskabet.

Læs anmeldelsen online her (€€) eller køb avisen på fredag.

Journalistik og dokumentarisme er i vækst inden for tegneserien. Formen er velegnet til at visualisere tid, sted og problematik på klar og samtidig nærværende vis. Der er mindre visuel ‘støj’ i et tegneseriebillede end i fotografi, og billeder og tekst i forening kan ofte anskueliggøre komplekse forhold på mere økonomisk vis end tekst.

Det er imidlertid også meget arbejdskrævende, hvilket gør såvel nyhedsreportage som graverjournalistik eller detaljeret dokumentation i tegneserieform til sjældenheder : til det første skal man kunne tegne vanvittigt hurtigt, mens de to sidstnævnte kræver en tålmodighed, der sjældent står mål med den endelige læserskare. Derfor vælger mange noget midt imellem, eksempelvis rejseskildringen, personportrættet eller den dramatiserede øjenvidneberetning.

Læs den her, hvis du kan betale.

The above video was made a few months ago to coincide with the opening of the Sansovino Frames exhibition at the National Gallery. We had just successfully acquired the beautiful Venetian (non-Sansovino) frame which now adorns Titian’s Allegory of Prudence, partly through crowdfunding, and which features in the clip. I think it encapsulates well some of the very real pleasures of working with great artworks: the fact that details count; the kind of holistic thinking the works demand of you when you plan their display; and not least the passion and expertise that they demand. I appear for a brief moment and contribute nothing, but do watch the video for the insight it gives into our framing department and the great work Peter Schade and his staff do there.

OK, here are some links: