Lyt her og læs mere på Nummer9.

Parallellerne til virkelighedens etniske integration er åbenbar, men det kræver en vis tålmodighed at tilpasse allegorien syntetiske mennesker, der kan flyve, ‘fase’ deres kroppe, så de bliver immaterielle som spøgelser og i det hele taget besidder kræfter, der kan udslette alt omkring dem. Når det alligevel et langt stykke hen ad vejen lykkes, skyldes det, at historien søger at bruge netop dette koncept til at udforske vores normalitetsbegreb, og hvor ødelæggende det kan være, når det ophøjes til ideal.

Læs anmeldelsen her, hvis du har abonnement.

Eisner, som alle dage havde haft sans for markedsføring, påhæftede den betegnelsen ‘A Graphic Novel’. Begrebet eksisterede allerede og det samme gjorde tegneserier, der trak på den oplevede virkelighed, men hans lancering af samlingen i romanformat var en genistreg : pludselig fik begrebet kulturel kurrans. Selvom der strengt taget ikke var tale om en novel, altså roman, men snarere en novellesamling, præsenterede den meget konkret et bud på, hvordan tegneserien kunne, og måske burde, opfattes som litteratur. Begrebet blev hurgtigt udvandet af udgivelser, som dybest set blot var omkalfatrede genreserier, men formen vandt stille og roligt indpas og den kritiske masse, der gjorde begrebet alment kendt, begyndte at indtræffe i årene efter årtusindskiftet.

God læselyst!

Her er et uddrag:

[Det er] typisk Leine. Han har det med at anbringe sine mandlige hovedroller i ekstreme situationer og dermed tilspidse deres indre konflikt mellem drift og fornuft. I hans romaner forløber det imidlertid mere organisk, med plads til menneskelig uforudsigelighed, mens det her ekspliciteres i forklarende talebobler, nogle af dem alt for lange. Måske er det blot de startvanskeligheder, man kunne forvente i forbindelse med skiftet til et uvant medie, men det synes også at være gået lige lovlig hurtigt.

Umiddelbart skulle man tro, at Mosdal, skaberen af det dragende vikingeepos Fimbulvinter (2014) : der satte den tidlige Grønlandsfarer Erik den Røde under meget lignende pres : ville være den perfekte fortolker af Leines machounivers. Men desværre forvalter tegneren opgaven omtrent ligeså skødesløst som forfatteren.

Læs hele anmeldelsen her (men desværre kun hvis du har betalt).

Paw Mathiasen skoler rosset i boghåndværk, Angoulême 2007 (forstør for yderligere indsigt)

Fahrenheit er ganske enkelt den væsentligste danske tegneserieantologi de sidste tre årtier. Det samme gælder forlaget Fahrenheit på dets område. Man kan muligvis til tider have savnet en redaktionel linje, men det er nok samtidig en af hemmelighederne bag forlagets sejlivethed og brede betydning. Det ganske enkelt svært at forestille sig den opblomstring af dansk tegneserie og dansk tegneseriekultur, vi ser i dag uden. Paw har holdt faklen højt i op mod fyrre år og står fortsat som en konstant, varm og progressiv kraft et sted i kulturens hjerte. Fra Godfather til gryende Grand Old Man, med familie i nuet og en fortid at kigge stolt tilbage på. Cyklens fase fire—fremtiden—venter.

Tak og tillykke Paw!

UPDATE: Der er en stor fødselsdagsgave til Paw fra venner og kolleger på Nummer9.

Ønsker du mere om Habibi, kan den her 2011-serie af artikler fra Hooded Utilitarian anbefales. Jeg selv bidrog også til den med en mere grundig tekst end ovenstående.