Så er vi tilbage med vores vanlige analytiske tilbageblik på tegneserieåret der gik. Denne gang fokuserer vi på branchen, på tegneseriens kulturelle og foorretningsmæssige tilstand, i forlængelse af bl.a den rapport, Danske tegneseriers tilstand, som vi i Dansk Tegneserieråd udsendte for nylig. I den forbindelse fik vi selskab af Pernille Arvedsen, Benni Bødker og Stine Spedsbjerg. Det var en fornøjelse — godt nytår!

Lyt her og læs mere på Nummer9.

Det er selve kærligheden, det gælder. Og dens betydning i parforholdet. Det profane, popkulturelle udgangspunkt er klassisk Strömquist: Hun undrer sig over, hvordan det kan være, at Leonardo DiCaprio i årevis har datet unge undertøjs- og bikinimodeller, den ene efter den anden, og aldrig særlig længe ad gangen.

Han er »lidt ligesom en lunken kogeplade på komfuret … der aldrig rigtig får vandet til at koge. Man kan endda sætte hånden på kogepladen uden at blive brændt«. Hvad mangler der?

Køb abonnement og læs her.

Hermed et uddrag:

Hjertet er på rette sted, men helt fri af stereotypen går Charlier og Giraud ikke : indianerne omtaler sig selv i tredje person og råber i flæng »Hooka hey!«, når de angriber. Det er i den sammenhæng interessant at opleve den unge Blueberrys fordomsfulde blik på dem: ligesom alle sine hvide frænder omtaler han dem som »røde djævle«, »feje hunde« og lignende.

Dette kan virke overraskende hos en mand, som vi forstår indrullerede sig i Unionshæren i Borgerkrigen, til trods for at han hidrørte fra Syden, fordi han ikke kunne tolerere slaveriet (i øvrigt et af de mest markante blinde punkter i serien som helhed).

Samtidig er det interessant hos en helt, der, som læsere af seriens senere album vil vide, ender med at blive indlemmet i en navajostamme. Det er imidlertid et vigtigt greb, både fordi det umiddelbart forankrer Blueberry i sin tids virkelighed og på den længere bane viser, at han er en person under udvikling.

Læs det hele her, hvis du har betalt.

Det er ambitiøst, men rejser det velkendte spørgsmål om, hvorvidt børnelitteraturens klart tegnede fantasifigurer tåler et så direkte virkelighedstjek.

Læs mere her, hvis du har abonemment.

Ret foruroligende at kunne konstatere, at man er så defekt, når man sidder og arbejder til deadline. Heldigvis er det nu en ny uge, hvilket betyder at bogtilægget er historie og de fleste eksemplarer sandsynligvis er smidt ud (eller snart bliver det) af læserne, og på avisen har de i mellemtiden været så flinke at uploade den rigtige, færdige version af artiklen, som bl.a. indeholder anmeldelser af Margaux Motins Egentlig ville jeg så gerne have vaeret antropolog… (billede ovenfor), Marten Vande Wieles Paris og Aben Malers dagbogsantologi Jeg tegner, når jeg skriver, såvel som korte omtaler af Maren Uthaug og Stine Spedsbergs tegnede blogs.

Primært er artiklen dog et forsøg på meget kursorisk at skitsere en væsentlig udvikling indenfor tegneserien, set med danske øjne — med alt hvad der følger af kønsdiskurs og -kontroverser.

Hele herligheden kan læses her.