Fra Cavs bidrag til antologien BLÆK som undertegnede redigerede med Thomas Thohauge og Frederik Storm i 2006.

Jeg holdt meget af ham, som kollega og menneske. Det var altid en fornøjelse at være sammen med Cav. Han lyste op og gjorde glad, hvor end han gik, men det tyder på at det ikke altid gik den anden vej. Han var tydeligvis også dybt plaget i perioder. Thomas Thorhauge har skrevet en oplysende og gribende nekrolog og jeg har ikke meget konkret at tilføje, men synes alligevel jeg ville dele nogle anekdotiske minder.

Cav var en af de få, der mødte min udfordring om fint tøj til Ping-prisen, og han gjorde os alle til skamme i sin habit. Her i en intim situation med Thorhauge til prisuddelingen i 2016.

Han gjorde sin entré i denne tråd og det er klassisk Cav. Han starter totalt afvæbnende og får hurtigt alle til tasterne med venligt sind til en diskussion om hvordan vi sammen kan hjælpe tegneseriekulturen til trivsel. Hans entusiasme er tydeligvis smittende. Ja, jeg begynder i løbet af tråden, helt uden at tænke over det, at fremhæve netop entusiasme som afgørende for en sund dansk tegneserie, mm.

Cav på Manhattans Lower East Side, 2011.

Check i øvrigt denne tråd fra det følgende år, hvor en yngre, vordene tegneseriemager melder sig på meget lignende vis, med nymøntet ambition. Cav er straks klar til at dele af sin erfaring og glæde ved faget, og igen trækker han os med sig.

Fra Necropolis (2003); ord af Simon Petersen

Nogen tid efter forelå hans egentlige langspillerdebut, Necropolis, forfattet af Simon Petersen så. Den var rå i kanterne, men vital, morsom og kombinerede kløgtigt genrekonventioner i en aldrig tyngende skildring af den der mærkelige filosofiske selvsikkerhed, der ofte underbygger ungdommelig usikkerhed. Jeg anmeldte den med fornøjelse (ligesom min gode ven Henry Sørensen to år senere skrev varmt og informeret om dens grafisk legesyge opfølger, Lorca-versioneringen Blodbryllup, med manus af Henrik Rehr).

Cav og Allan Haverholm i Rackhams stand på Komiks.dk 2004

Og nu vi er der, så var det netop en sådan optræden, der førte til det fineste Cav-øjeblik jeg kender på nettet. Det var Komiks.dks fjerde ombæring i 2010; festivalen var flyttet til Øksnehallen. På åbningsaftenen var der fest, og vi havde tilrigget et kamera og en mikrofon — gennem en anden god ven, Tue Søttrup — og Cav stillede op som interviewer af tegnere og andet godtfolk. Han hev fat i Stine Spedsbjerg, der samme aften havde vundet festivalens pris for Ã…rets onlineserie for sin — ikke mindst sidenhen — så toneagivende Stinestregen. Sød musk opstod. For folk der senere så ham blandt DRs Smagdommere, er det ingen hemmelighed at Cav var god på TV, men hold kæft, hvor han brænder igennem i den video. Stine lavede kort efter en række striber om det og ikke et øje var tørt.

You do not want to miss these genuine insights from a scholar of both renaissance- and pop culture, trust me on this… https://t.co/v0AVFO38qg

— Cav Bøgelund (@SaintCav) January 27, 2018

Min sidste interaktion med Cav var igen på nettet. På Twitter. Da jeg oprettede min profil tilbage i 2010, tror jeg det var, var han den første jeg fulgte. Det virkede ligesom naturligt. Han var dengang en konstant, vital tilstedeværelse der. I løbet af de senere år var han desværre i perioder helt væk. Som udlandsdansker kunne jeg fortsat kun følge begivenhederne på afstand, men hans Instragram-profil antydede konturerne af de dæmoner, han i stigende grad syntes at kæmpe med. Set i bakspejlet er de tegninger han der postede fra sin skitsebog blandt hans reneste udsagn. Det var derfor altid en ekstra opmuntrende begivenhed, når han postede eller kommenterede noget på Twitter. Den 27 januar, blot få dage før sin død, retweetede han noget jeg havde postet med en generøs, hjertevarmende kommentar. Det blev hans sidste pip.

Instagram 5 Januar 2018

Farvel Cav. Jeg glemmer dig ikke. GRTZ!

Jon Gorga and Palle Schmidt dipping underground at Bergen Street

I particularly enjoyed it as an opportunity immediately to get acquainted with the New York comics scene and meet in person a number of people whose work I’ve been appreciating, and some of whom I’ve been corresponding with, over the last half decade or more. I enjoyed attending the Strandicon event and meeting for the first time the whole Comics Journal crew, old and new (videos of panel here); it was great to drop in for a reception at the fine Bergen Street Comics, where I’d never been before, and chat to Tucker Stone. I was great finally to meet comics critics and scholars such as Bill Kartalopoulos, Joe McCulloch, Marc Sobel, Chris Mautner, Alex Dueben, Heidi McDonald and others, and it was cool to sit down and chat with my good internet spirit Derik Badman (read his MoCCA report here). I also got to catch up with a bunch of my Danish friends and colleagues, who were over here in force, as well as some of our Nordic brethren, plus several New York cartoonists I haven’t talked to much since I last lived here.

All good times, but it really overshadowed what seemed to me a somewhat unremarkable festival. The programming was largely unremarkable, lacking in both marquee names or particularly worthwhile themes, so it came down to the offerings in the main hall. I like the democratic aspect of MoCCA, with tables being sufficiently cheap that a lot of DIY and underground stuff is on display, but at the same time I saw very little remarkable work outside the rosters of the show’s few “big” publishers. The impression it left of the American grass roots scene was one of slight stagnation after many years of redoubtable creative growth.

Søren Mosdal, Cav Bøgelund and Rikke Bakman at the Danish table

Yes, a new book by Lisa Hanawalt is not to be scoffed at, Austin English is always interesting, and that Warren Craghead piece in the Sundays antho is gorgeous, but these are still slim pickings. Joseph Lambert’s hyped I Will Bite You is a pretty book, but seems to me slight… I dunno, maybe I’m just grouching or I possibly missed a lot of good work.

Of course, a lot of the high-profile books released or teased at the show seems remarkable — I cannot wait to get my hands on Chester Brown’s Paying for It (D&Q, in a smart marketing move, only brought 25 copies selling out almost instantly); Jim Woodring’s Congress of the Animals predictably looks great, if also perhaps plain predictable (the new Dave McKean porn book is the opposite: unpredictably kitschy, even for him…); it is fantastic to see Lewis Trondheim’s Approximate Continuum Comics finally out in English (after all these years); Shigeru Mizuki’s Onward Towards Our Noble Deaths is a fascinating if flawed work that I’m glad to see released in English; and the collection of Bagge/Hernandez’ Yeah! and the latest Hate! Annual are welcome distractions; Winshluss’ Pinocchio is an impressive if somewhat shallow book, but worth a read; and that fat-ass 301st issue of The Comics Journal (the Éprouvette version) packs a great critical punch.

Perhaps it was just the historical surroundings (noblesse oblige!) or the awareness that across the ocean, in Luzern, another awesome-sounding installment of Fumetto is taking place right now. Anyway, it was great meeting everyone!