Julie Christie and Oskar Werner in François Truffaut's Fahrenheit 451 (1966)

The week in review

This week I have a Danish-context comics-related grievance I want to address, so please excuse the shift in language here. International links below!

Bogtillægget til denne uges Weekendavis skæmmes af et fejlinformeret og tendentiøst opslag. En ærgerlig plet på en ellers som regel velredigeret og seriøs publikation. Kan det overraske, at emnet for begge artikler på opslaget er tegneserierelateret?

På venstresiden får vi en kommentar til sidste uges tildeling af Kronsprinsparrets Kulturpris til tegneren Jakob Martin Strid, skrevet af Bo Bjørnvig, der tydeligvis stadig ikke er kommet sig over halvfemsernes skingre presseopgør med tressernes venstrefløj (kan læses online her). Bjørnvig pointerer det pudsige i, at folk — herunder kunstnere — bliver mere konservative med årene, mere specifikt at Strid (og Bjørn Nørgaard, og givetvis også, ad åre, dilletanterne i kunstnergruppen Surrend) fralægger sig tidligere tiders ekstreme holdninger for mere samfundsbevarende af slagsen. Der bliver minsandten også plads til en stikpille til Carsten Jensen.

Alt er, med andre ord, ved det gamle. Og Bjørnvig tager da heller ikke fejl i sin observation, om end hans inddragelse af de andre kunstnere forekommer irrelevant. Problemet er imidlertid, at han hovedsageligt baserer sine anklager mod Strid på et groft redigeret, misvisende citat. Med henvisning til den berygtede episode i Politikenstriben Strid fra 2000, hvor tegnerens alter-ego tog til genmæle mod Carsten Jensens udtalelser om, at den tyske stat havde hans fulde sympati da de jagtede Rote Armee Fraktions medlemmer til døde, skriver Bjørnvig:

I sin daglige stribe i Politiken roste tegneseriepersonen Strid Rote Armee Fraktions »likvidering« af »tidligere nazister, erhvervsfolk og politikere «. Var det terrorisme? »Gu er det ej : det var fedt!!!«

Bjørnvig udelader her broderparten af Strids tekst. I den omtalte stribe, som kan læses her, forklarer Strid ikke alene hvorfor han syntes de omtalte likvideringer var retfærdiggjorte, men refererer specifikt til RAFs angreb på den amerikanske militærbase i Frankfurt i 1972 — en aktion, som han mener reddede utallige nordvietnamesiske liv, fordi den stoppede de amerikanske napalmbombninger der i over tolv timer (om det så er korrekt er en anden sag). Det er det, Strid fremhæver som “fedt.”

Det kunne ikke ligge mig fjernere at forsvare de likvideringer Strid tydeligvis støttede dengang, ej heller har jeg nogen som helst sympati for Rote Armee Fraktion, men jeg synes det er trist endnu engang at se Strids ungdommelige idioti blive gjort alvorligere end det var og samtidig se alle de ganske væsentlige mellemregninger skåret fra, mellemregninger der trods knytter an til en kontekst, der bl.a. omfatter USAs krigshandlinger i Vietnam og den Persiske golf. Fordrejende kritik har vi nok af, uden at Weekendavisen behøver at hoppe på vognen.

(Derudover vil læsere af Strid helt roligt kunne afvise Bjørnvigs spekulationer om, at tegneren i sin stribe måske også kunne have fundet på at springe Amalienborg i luften: Strid har altid udvist en god gammeldags, småborgerlig begejstring for kongehuset).

På højresiden af bogtillægget finder vi en anmeldelse af Tim Hamiltons tegneserieudgave af Ray Bradburys Fahrenheit 451, som forlaget Fahrenheit har udsendt på dansk i anledning af sit 20-årsjubilæum. Anmelderen, Damian Argimbau, tager fat i Bradburys påstand — sent i livet — af, at bogens centrale tema er mediernes fordummende virkning på os. Selvom han godt kan lide tegneserien, fører dette nærmest Pavlovsk Argimbau til at konkludere:

[det er] lidt ironisk, at netop Bradburys roman præsenteres som tegneserie, primært henvendt til en målgruppe, der bruger flere timer foran skærmen end den bruger på bøger. I den forstand fik den gamle forfatter ret: Fjernsynet og skærmen har i den grad taget over, at ældre klassikere nu må genudsendes med masser af billeder og færre ord, så man kan sikre sig, at de stadig bliver læst.

Argimbaus fører altså en hel række historisk konsoliderede fordomme om tegneserier og unges brug af medier til torvs: at tegneserier primært er for børn, at tegneserier er mindre udfordrende og værdifulde end “rigtige” bøger, at børns medieforbrug er skadeligt og — må man formode — at tegneserieformen grundlæggende rummer fordummende karakteristika. Jeg ved godt det er naivt, men jeg troede vi efterhånden var nået lidt videre, i hvert fald når det kommer til kulturelt sofistikerede medier som Weekendavisen. Vi skriver, trods alt, 2012.

Links: