Jeg glemte helt at poste det her, men jeg havde for nogle uger siden endnu en anmeldelse af den nye zombie-Asterix i Information. Serien er blevet tilført ny energi ved erstatningen af forfatter Jean-Yves Ferri med Fabcaro, selvom det stadig er et lidt farveløst simulakrum. Hermed et uddrag:

Fabcaro er en gevinst for serien. Med Den hvide iris fra 2023 – en hæderlig parafrase på klassikeren Lus i skindpelsen (1970) – erstattede han den af salig Uderzo udpegede, farveløse Jean-Yves Ferri. Han har primært har gjort sig i underspillet, absurdistisk humor med socialsatirisk islæt, men også der tilpassede han sig behændigt andres udtryk, først og fremmest den enestående tegneseriehumorist François Ayroles. Særligt gennembrudsværket Zaï Zaï Zaï Zaï (2015) – om en menneskejagt på en tegneserietegner, der har stjålet en porre fra et supermarked – funkler trods pasticheelementet stadig.

Læs anmeldelsen her!

Asterix anno 2020, komplet med bedaget racistisk karikatur

Det kan ses som et opgør med meget af seriens arvegods: den grænsende til chauvinistiske franske nationalisme, præmissen har indbagt; at den stærkes ret i sidste ende er den determinerende faktor i historiernes afvikling; og den måde trylledrikken som deus ex machina underminerer mulighederne for konflikt og ikke mindst selve ideen om Romerrigets overherredømme.

Det er ikke tilfældigt, at de bedste Asterix-album generelt er dem : oftest fra Goscinnys sene periode i halvfjerdserne : hvor konflikten udgår fra de enkelte karakterers svagheder eller fra sociale forhold snarere end dem, som primært bygger på satire over nationale og kulturelle særtræk: Byplanlæggeren (1971) eller Cæsars gave (1974) over Asterix og Briterne (1966) eller Asterix på Korsika (1973).

Men desværre er Ferris manuskript, der uselvstændigt låner takter fra gamle historier som Asterix og Vikingerne (1966) og Asterix ta’r til Spanien (1969), gumpetungt: De romerske fjender, som hjælpes af en farveløs gallisk forræder, udgør aldrig en troværdig trussel, og generationsportrættet er for fadt idealiserende til at byde på en interessant kritik af den evige konflikt mellem forældre og deres børn, endsige om de udfordringer, ungdommen i dag står overfor.