tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

FÆNGSELSSTRAF FOR AT SÆLGE TEGNESERIE!

I USA kommer tegneserieforhandlere jævnligt i problemer for at sælge 'obskøne serier', seneste skud på stammen er Texaneren Jesus Castillo, der er blevet tilkendt betinget fængselsstraf

Af Matthias Wivel

I 1999 gik den civilklædte politimand Craig Reynerson ind i tegneserieforretningen Keith's Comics i Dallas Texas. Han kunne se, at der bag disken blev opbevaret pornografiske tegneserier, som ekspedienten kunne udlevere til voskne interesserede på forlangende. Han spurgte denne, Jesus Castillo, som er medindehaver af forretningen, om ikke han kunne få lov at se den japanske Hentai (porno-)serie, Demon Beast Invasion #2, som han kiggede i og derefter købte. Noget tid senere dukkede Reynerson op igen og anholdte Castillo for at "sælge og promovere obskønt materiale".

 

I retten blev Castillio idømt en betinget fængselsstraf på 180 dage, samt en bøde på $4000 for sin brøde. Castillo, der for det første ikke mente, at den pågældende tegneserie rent juridisk var obskøn og for det andet på det mest eksemplariske netop havde indrettet sin forretning, så tegneserien ikke var tilgængelig for de børn staten med dommen har til hensigt at beskytte, mente ikke at dette forløb var retfærdigt og henvendte sig til græsrodsorganisationen The Comic Book Legal Defence Fund (CBLDF).

 

Den generelle, konservative opfattelse af seksualmoral i USA, samt en generel opfattelse af tegneserien som et medie, der per definition henvender sig til børn, sikrer non-profit foretagendet CBLDF stadig travlhed. Sager som Castillos er bestemt ikke enestående, endsige sjældne - tegneserieforretninger oplever jævnligt politirazziaer, hvor politiet enten agerer på egen hånd eller på en klage fra en bekymret forælder med den ovenfor skitserede verdensopfattelse. Blandt de mere spektakulære sager er den, ejerne af Planet Comics i Oklahoma City blev udsat for tilbage i 1997. De blev bl. a. beskyldt for at sælge rigtig børneporno, fordi de blandt andre 'obskøne' serier forhandlede en tegneserie - tegnet, ikke fotograferet - af Frank Thorne, der indeholdt noget, der kunne fortolkes som nøgne mindreårige. Planet Comics er nu lukket, ejerne er ruinerede og sidder hver med en betinget fængselsdom på tre år, fordi de for at undgå det, der var værre, valgte at erklære sig skyldige i visse af de anklager, der var blevet bragt mod dem (dog ikke det med børnepornoen). 

 

Staten Texas' sag mod Castillo hvilede udelukkende på Reynerson, der ikke kan karakteriseres som ekspert i hverken tegneserier eller den juridiske definition af 'obskønt'. Ikke desto mindre var hans  vidneudtalelse var nok til at få overbevist juryen om, at Castillo burde straffes. 

 

For at noget er obskønt pr. føderal lov, skal det være: "Seksuelt appellerende, udvise en morbid eller unaturlig interesse i genitalia, reproduktion, ekskrementer og være uden nogensomhelst form for formildende litterær, kunstnerisk, politisk eller videnskabelig værdi."

 

CBLDF havde indkaldt eksperter som Scott McCloud (Understanding Comics) og Susan Napier, lektor ved Asiatiske studier på University of Texas, der begge forsøgte at forklare juryen, at tegneserier godt kan indeholde materiale, der ikke henvender sig til børn, at noget sådant godt kan have kunstnerisk værdi og at hentai er en vigtigt udtryk for et aspekt af japansk kultur.

 

CBLDF har foreløbig spenderet over $30.000 på Castillos sag og appellerede i sidste måned sagen til den føderale domstol i Texas, der netop har stadfæstet den oprindelige dom. Næste, og sidste, skridt er at appellere til Højesteret.

 

[18/11/2002]



 


 

Links:

Mere: CBLDF

Mere: icv2.com
Mere: Newsarama

Kommentar: Newsarama

Interview med Castillo

 

rackham.dks forum

 
tilbage til Nyhedsarkiv 2001-2002



© 2002 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2002 the respective artists and authors. All rights reserved.