|
Havde Rackhams udsendte specialdelegation – Wivel & Thorhauge – haft blot den ringeste anelse om den betragtelige mængde af sort uheld, der ventede dem ved Berlins første tegneseriefestival, er det muligt at pengene var blevet brugt på noget andet. Men festivalen lokkede med at være en af de "seriøse" af slagsen, og det er umuligt ikke at hoppe på, når man render rundt på Rackhams redaktion med en utvetydig "seriøs" selvforståelse. Festivalprogrammet var gedigent på den gode måde, primært centreret om en lille håndfuld yngre, ambitiøse serieskabere – heriblandt Martin Tom Dieck og Anke Feuchtenberger – plus lidt tegneserielitterær salon med kulørte kloge-åger som Jens Balzer og Thierry Groensteen (hvis alle disse navne ikke siger læseren noget, har læseren ikke læst dette & de forgående Rackham-hæfter grundigt nok, tsk tsk...), samt lidt uspecificeret udstilling og messe.
Alligevel var det med bange anelser at delegationen forlod København; ser man bort fra pioneren Wilhelm Buschs billedfortællinger om Max und Moritz har Tyskland ligeså lidt at gøre på tegneseriens verdenskort, som Norge har på filmens. Yderligere sporede man lette tegn på tics hos Wivel & Thorhauge, når talen faldt på festivalens fysiske rammer og (det eventuelle) publikum. Den nyligt afholdte børne-tegneseriefestival i Odense, der blev afholdt i et dystert og indelukket spillested, hvor publikum måtte klemme sig forbi et friturelugtende køkken for at komme ind salen (der stadig emmede af alkohol og svedsekreter fra nattens udskejelser), hvor der ikke var andet at gøre end at joine køen af gustne 30-årige med Spiril-albums under armene, i forventning om at få øget sin begrænsede livskvalitet med en ægte Spiril-tegning fra en af de guddommelige fransk-belgiske Franquin-kloner, stod stadig relativt klart hos Rackham-delegationen, og kunne man tillade sig at forvente mere af en tegneseriefestival i Berlin, som er & bliver Christiane F.’s hjemby, der hvor materien flyder?
EN SERIØS CHICAGO BULLS-SWEATSHIRT
Al tvivl blev naturligvis gjort til skamme, tysk orden & effektivitet viste sig at præge festivalen på samtlige niveauer. Desværre kunne man ikke sige det samme om Rackham-delegationen, der i ukarakterisk underlegen stil med det vuns begyndte at forkludre, hvad der var at forkludre. Festivalen blev indledt med en smagfuld aften-reception og fernisering, hvor delegationen havde planlagt samtidig at anskaffe sig det veltilrettelagte & omfangsrige pressemateriale. Desværre havde Wivel glemt at medbringe et eneste eksemplar af nærværende tidsskrift, og selv Thorhauge synes det var lidt komisk at iagttage Wivel – der var iført en autentisk "Chicago Bulls"-sweatshirt – forsøge at overbevise festivalens presseansvarlige om at han redigerede & udgav et "seriøst" tegneserietidsskrift. Heldigvis har tyskerne stadig forbandet dårlig samvittighed over 2. Verdenskrig, så de lod Wivel få sin vilje. Wivel, der nu havde vendt en fiaskosituation til en succesoplevelse, så hurtigt sit snit til overmodigt at kringle aftaler om interviews med Feuchtenberger og Dieck. I mellemtiden havde den anderledes beskedne Thorhauge set nøjere på pressematerialet, og til sin overraskelse opdaget at stjernemakkerparret José Muñoz og Carlos Sampayo (dem med mesterværkerne Joe’s Bar og Alack Sinner) gæstede festivalen, en opdagelse der kort efter begejstrede Wivel umådeholdent. Ferniseringen var i øvrigt overraskende velbesøgt, og især antallet af tjekkede chicks blev noteret af delegationen, der ellers hjemmefra er vant til at tegneserier blive behandlet som en affære for drenge. Kort efter blev Thorhauge midt i det hele interviewet til tysk tv. Han troede fejlagtigt, at tyskerne ville vide hvornår hans anmelderroste album, Det der går forud, ville udkomme på tysk. Desværre handlede det om de originaler, der var ophængt lige bagved ham af den tyskbosiddende, svenske serieskaber Max Andersson. Imens skulle Wivel interviewe Martin Tom Dieck, hvis ouevre iflg. Wivel minder om Mattottis, bare bedre (!). Wivel var stor i slawet og inviterede Dieck på en nærliggende café, hvor et grundigt, omfangsrigt og meget succesfuldt interview kom i kassen, mens der blev indtaget både kaffe og øl. Thorhauge, der pga. uvidenhed om Diecks værker ikke deltog, var især glad for at han ikke var med, da regningen skulle betales. Wivel havde nemlig glemt pengene.
O ANKE, DU FÅR
MIT HJERTE TIL AT BANKE
Tilbage på hotellet opdagede Wivel & Thorhauge, at der kun var et sengesæt, hvorfor Thorhauge sov med sengetæppet over sig – til gengæld overlod Wivel uselvisk hovedpuden til ham. Delegationen havde nu kun halvanden dag til rådighed. Ikke meget syntes Wivel, der alligevel insisterede på at belaste programmet med utallige besøg på kunstmuseer. Thorhauge havde heldigvis fulgt godtnok med i Berlingske Tidende og Weekendavisen til at vide at drejede sig om en familiesvaghed. Den følgende formiddag skulle bruges til at interviewe Anke Feuchtenberger og få fat i Muñoz & Sampayo til endnu et interview. På hotelværelset havde Wivel & Thorhauge nøje udvalgt det kun allermest nødvendige udstyr til dagen, og målrettet bevægede de sig mod festivalens charmerende omgivelser, der apropos Odense mindede ikke så lidt om Brandts klædefabrikker. Anke Feuchtenberger var præcis og klar til at blive interviewet - selvom også hun var forundret over at Wivel ikke kunne dokumentere at der faktisk eksisterede et "seriøst" dansk tegneserietidsskrift, ved navn Rackham (og "Chicago Bulls"-trøjen, som Wivel stadig bar, øgede på en eller anden måde ikke hans troværdighed synderligt). Men nu var det Thorhauges tur til at fucke op. Da Wivel og Feuchtenberger endelig havde fundet en passende fysisk ramme for interviewet, viste det sig at Thorhauge ikke havde fået Wivels mini-disc med i farten. Feuchtenberger, der i modsætning til sine forstyrrende og esoteriske tegneserier, selv var udadvendt, smuk og meget venlig, tog det pænt, og blev ved med at lade som om hun troede på, at Wivel var en "seriøs" tegneserieformidler, men skyndte sig videre uden at lave en ny aftale. Thorhauge syntes at forløbet var ekstra pinagtigt, da den fagre Anke havde fået hans hjerte til at banke, så han var lige ved at glemme den omstændighed at han er lykkelige far til to og stadig meget forelsket i ungernes mor (og i øvrigt 10-15 år for ung til Anke, der sikkert også har andet for?).
KYS OG KRAM
Til gengæld havde Wivel arrangeret et interview med José Muñoz om aftenen (Sampayo var endnu ikke ankommet). Thorhauge ofrede resolut Thierry Groensteens forelæsning , og tog som en anden martyr tilbage til hotellet for at hente mini-disc’en. Derefter flaskede tilfældighederne sig endelig for delegationen, og det lykkedes Wivel & Thorhauge at få interviewet Feuchtenberger, selvom de, bortset fra Das Haus, først var blevet bekendt med hendes værker dagen før. Feuchtenberger havde som konsekvens af delegationens mangel på strømlinethed afsat blot 20 minutter til interviewet, som alligevel endte med at vare langt over en time, sandsynligvis fordi delegationen kun kunne overraske positivt. Om aftenen var det José Muñoz’ tur – Sampayo var stadig ikke kommet. Wivel & Thorhauge fandt Muñoz på den aftalte café, desværre i munter snak med sin tyske forlægger og den svenske heroin-serieskaber, Max Andersson. Wivel & Thorhauge måtte pænt sætte sig og vente. Da Wivel endelig kom til, blev hans mini-disc desværre lunefuld, men efter en halv snes minutter gik den endelig i gang, omtrent i samme sekund som José Muñoz rejste sig op, slog armene ud til siden og brølede "CARLITO!". Bag delegationen var Carlos Sampayo endelig dukket op. Muñoz sprang hen til Sampayo, der til gengæld klyngede sig til sin stok, tydeligt gangbesværet. De to gamle mænd omfavnede og kyssede hinanden på ægte sydamerikansk maner, så ikke et øje var tørt. Wivel & Thorhauge følte sig pludselig som irriterende distraktioner for denne gribende gensynsglæde og trak sig hensynsfuldt tilbage.
Forlæggeren tog imidlertid kontakt til Rackham-delegationen, og aftalen var nu et interview på Muñoz’ & Sampayos hotel over morgenmaden næste dag. Delegationen regnede ud, at den derefter havde ganske kort tid til at finde bussen, der skulle bringe den tilbage til Danmark, men Wivel anslog ikke overraskende at et enkelt museumsbesøg lige kunne presses ind.
WE ARE REAL!
Muñoz & Sampayo-interviewet var uden tvivl højdepunktet for Wivel & Thorhauge, på trods af at Sampayo kun talte spansk og italiensk, Muñoz endvidere fransk og engelsk til husbehov. Heldigvis mestrer Wivel et drevent fransk, og en yderst fornuftig samtale blomstrede på skiftende sprog. Spøjst var det også, at Anke Feuchtenberger viste sig at være indlogeret på samme hotel, og at hun tilmed spiste morgenmad på samme tidspunkt, lige bag ved Muñoz. Muñoz, som hvis man skulle have glemt det er ham der tegner, førte ordet, og fortalte blandt andet at det hverken er kunstnerisk ambition eller nysgerrig legesyge eller politiske agendaer, der er drivkraften for de tos tegneseriegerning. "It is our friendship!" understregede Muñoz, der også anfægtede et af Wivels spørgsmål om en mulig tilknytning til magisk realisme, med henvisning til at den betegnelse og forestilling er et europæisk/nordamerikansk påhit: "We are not magic. We are real" fastslog Muñoz med myndig stemme.
Wivel & Thorhauge takkede for interviewet, tog afsked med de to mestre i en atmosfære af mellemfolklig lykke først på dagen. Thorhauge benyttede forudsigeligt lejligheden til endnu en gang at komplimentere Feuchtenberger hendes værker. Delegationen aflagde herefter turens sidste museumsbesøg, og indtog herefter en burger på Alexanderplatz, da Wivel pludselig opdagede, at Thorhauge havde regnet forkert, således at der var en time mindre at gøre med end planlagt.
Derefter gik det over stok og sten, og i farten nåede delegationen ikke at købe billetter til U-Bahn’en, hvorfor Thorhauge med ét blev vældig paranoid og så kontrollører overalt. Selvom Thorhauge hev sig selv og Wivel ud af toget flere gange pga. kontrollørvrangforestillinger, nåede de dog bussen, og indtog for første gang på turen en del dåseøl i eufori over den tyske tegneseriepionerånd, og til en vis grad over sig selv.
EPILOG
To dage senere ringede Wivel slukøret til Thorhauge,
efter at have konstateret at Muñoz & Sampayo-interviewet
af uransagelige årsager aldrig blev optaget på Wivels
forpulede, forpulede, forpulede minidisc. Donnerwetter!
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
|
Berlin set gennem Ole Comoll Christensens øjne i antologien Krautsalat
Jo, mestrene - tv. Muñoz, th. Sampayo - var der rent faktisk, selvom hovedtelefonerne i flasken ikke optog noget...
|
