tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

O.K. ANTIKLIMAKS
Jean Girauds OK Corral

Af Henry Sørensen

Serien om Blueberry kan i år fejre 40 års fødselsdag, og det markeres på behørig vis med et nyt album - det 27. i rækken - efter fire års pause. Blueberry dukkede op for første gang i det franske seriehæfte Pilote i 1963. Forfatteren hed Jean-Michel Charlier og tegneren Jean Giraud, og de to fortalte i løbet af de næste tredive år og knap to dusin albums historien om den ekskommunikerede sydstatsløjtnant Blueberry i stadigt længere, stadigt mere raffinerede forløb, der oftest udspillede sig - og gerne tilbød nye vinkler på - en historisk korrekt baggrund.

Da Charlier døde i 1989 var det et tab, der kunne mærkes og spekulationerne angående den gode soldat Blueberrys videre skæbne var derfor mange. Giraud var naturligt nok nærmest til at kunne løfte arven efter Charlier, men ville det være et klogt valg? Siden halvfjerdsernes begyndelse havde tegneren nemlig også brilleret som forfatter under pseudonymet Moebius, men dennes udknaldede stream-of-consciousness-eskapader virkede dybt uforenelige med den stramme kontinuitet og det strengt logiske handlingsforløb, som læserne af Blueberry var kommet til at forvente af serien. Før sin død havde Charlier plottet endnu et album i serien, Arizona Love, som Giraud skrev og tegnede færdigt, men så blev der også stille.

Makkerparret Charlier og Giraud havde siden Blueberrys begyndelse med ganske få undtagelser udsendt et nyt kapitel i serien én gang om året. Der skulle gå fem år mellem Arizona Love og det næste bind, som udkom i 1995. Og jo, det var Jean Giraud, der stod for såvel tekst som tegninger, og som gjorde alle spekulationer til skamme. Med den sparsomme og højst udramatiske titel Mister Blueberry markerede det 24. album i rækken, at her var alt på en gang ved det gamle og så alligevel nyt. For hvor Blueberry i Charliers tid altid var at finde i begivenhedernes brændpunkt, bestiller han her ikke stort andet end at spille og vinde i poker, og så iøvrigt lægge ryg til en ordentlig røvfuld kugler på albummets sidste side.

Giraud påbegynder altså næste etape af krønikeskrivningen ved, så at sige, at skrive helten ud af eposet. I de følgende bind Tombstone og Geronimo er seriens hovedperson lænket til sygelejet, hvor fra han videregiver femten år gamle begivenheder til en sensationsforfatter, der er lige så ivrig, som han er talentløs. Og dét på et tidspunkt og et sted i historien, der måske overskygger alle andre i det vilde vestens mytologi: Blueberry opholder sig i byen Tombstone, mens autentiske skikkelser som Doc Holliday og Wyatt Earp så småt er ved at få krammet på den berygtede Clanton-familie, og ude i periferien lurer konstant den sagnomspundne apachehøvding Geronimo.

I det nye album OK Corral er Blueberry imidlertid atter kommet på benene. Under sin lange rekonvalescens er han blevet plejet af natklub-sangerinden Doree Malone, og da denne pludselig forsvinder, må den sårede soldat bide skudsårene i sig og selv tage affære. Således overladt til sig truer den selvhøjtidelige sensationsforfatter og hans unge protegé imens med at fortabe sig i Tombstones morads af et natteliv. Samtidig rykker opgøret mellem familierne Clanton og Earp hastigt nærmere; som albummets titel antyder, er scenen i hvert fald sat.

Lige som Blueberry ved pokerbordet spiller Giraud sine kort aldeles formidabelt i de tre første albums. Løjtnantens erindringer og begivenhederne som de udspiller sig uden for sygesengen, beflitter sig på en delvis parallelitet, og man læser spændt videre i sikker forvisning om, at de to handlingsforløb må konvergere på et tidspunkt. Albummene er krydrede med små, pudsige metanarrative øjeblikke, som da Blueberrys kronikør på sidste side i bind 25 ærgrer sig over, at han nu bliver nødt til at vente på resten af fortællingen. Man fornemmer, at Giraud har oparbejdet en kærlig ironisk distance til sin egen serie, men balancen mellem det parodiske og det seriøse kommer aldrig ud af ligevægt; han leger gerne med genren, men tager den samtidig dybt alvorlig.

De finurlige tiltag i det nye album begrænser sig imidlertid til et par intertekstuelle indslag, der på én gang er for åbenlyse og for malplacerede. Det kan have sin charme, når Blueberrys kronikør Campbell, ud fra et ønske om at falde i ét med lokalkoloritten, (selv)følgelig får skruet alt for meget op for farverne, lige som d'herrer Dupond og Dupont i sin tid havde for vane. Men når Giraud lader en væsentlig sekvens i albummet udspille sig som en allusion til Thomas Harris' Hannibal-bøger, er vi derude, hvor man må sætte spørgsmålstegn ved referencernes relevans.

De, der måtte have haft betænkeligheder ved Girauds suveræne overtagelse af serien, får med OK Corral i det hele taget et par af deres bange anelser bekræftet. For hvad angår plotstrukturering virker det unægtelig som om Giraud efterhånden har smidt det overordnede perspektiv over bord, og så at sige ladet historien gå sin gang - én side af gangen - som han jo også har for vane under pseudonymet Moebius. Der lades hånt om klassiske dramaturgiske spilleregler; fx indfinder der sig aldrig et klimaks i kapitlet, der til gengæld er rigt på (endnu) uforløste cliff-hangers.

Således må man vente til næste album Dust, med at se det legendariske opgør ved OK Corral udspille sig, og med herværende albums titel in mente kan det derfor være svært ikke at føle sig lidt snydt. Samtidig martres adskillige af albummets sider af for mange talebobler, der, for at gøre ondt værre, oftest er så akavet placeret i forhold til hinanden, at læseretningen vender som vinden blæser. Trods disse kritikpunkter er OK Corral stadig underholdende læsning, men albummet bliver aldrig til andet og mere end 46 siders tilløb. Det er højst sandsynlig en bevidst taktik fra Girauds side, der jo gerne leger kispus med læserens forventninger, men det er lige før, han spænder hanen en tand for meget denne gang.

 

Giraud, Jean (2003). Blueberry 27: OK Corral. 48 sider, farver. København: Carlsen, Kr. 89,95.

 

På originalsproget: Giraud, Jean (2003). Blueberry 27: OK Corral. 48 sider, farver., Paris: Dargaud.9, 45 Euro.

[December 2003]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Links:

Carlsen

Dargaud

 


tilbage til Anmeldelser


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.