RACKHAM - Artikelbase

UNGERMANN, DEN VIRTUOSE PH-LAMPE
Arne Ungermanns 100-årsjubilæum

Af T. Thorhauge

I anledning af at Arne Ungermann i december 2002 ville være blevet 100 år, har Gyldendal udsendt en rigt illustreret antologi om manden og hans værk, Ungermann, ligesom Sophienholm i Lyngby frem til 21. april udstiller et større udvalg af Ungermanns billeder.

Her på sprøjten føler vi os lidt som en del af hurlumhejet, selvfølgelig mest fordi Rackhams chefredaktørs far, Mikael Wivel, har skrevet et af bogens vigtigste afsnit, men også fordi Rackhams layouters morfar, Ole Storm, i sin tid stod bag den store bog om Magasinet - Politikens tillæg 1922-62 (1984), samt i øvrigt 10-bindsværket Danske forfattere beretter (1967-1969), hvor Ungermanns streg og design pryder samtlige omslag. Bogen om Magasinet er, som naturlig konsekvens af Ungermanns vældige arbejde på tillægget af samme navn (han var kunstnerisk redaktør fra 1946-56), proppet med Ungermann-illustrationer. Derfor har Rackhams layouter, Frederik Storm, i sin barndom været udsat for meget mere Ungermann-lir end de fleste andre danske børn, som har måtte nøjes med Palle alene i verden (1942), Okker Gokker Gummiklokker (1943) og Abel Spendabel (1945) (og måske også den lidt mindre kendte, men aldeles skønne Pusti, som hverken var fugl eller fisk (1956)).

"Ungermann? Det er noget småborgerligt, kulturradikalt fims..." (Uhh, et dejligt paradoks!), sagde selvsamme Frederik, og smilede som om han havde lavet graffiti på en kirkemur. Men hvad med Ungermanns elegance, knaphed, intelligens, etc.? "Det ændrer ikke en tøddel", fastholdt han.

Frederiks pointe er naturligvis, at Ungermanns tegninger og design helt naturligt har fået samme status som PH-lampen, Wegner-stole og så videre. "Helt naturligt", for Ungermann var jo netop kaptajnen på kulturradikalismens hovedorgans (Politiken) state of the art-tillæg (Magasinet) og var en del af den kulturradikale inderkreds; bl.a. fraveg han princippet om kun at trykke artikler, der ikke tidligere havde været offentliggjort, således at Poul Henningsen i 1948 fik trykt en kontroversiel artikel om magtbalancen mellem USA og Sovjetunionen - i Magasinets oplag på 300.000 eksemplarer. Ungermanns status er konsolideret - om ikke andet, så med den nye bog - og derfor følger de gradvise forsøg på nedpilning, ligesom vor tids unge møbeldesigneres (hidtil forgæves) forsøg på at neutralisere Mogensen, Wegner & co.: Ungermann er en PH-lampe, for helvede! Ud med det gamle lort!

Tonen i antologien Ungermann er indlysende stik modsat. Den er præget af den let defensive tone, som alle tegneseriejournalistiklæsere kun kender alt for godt: den stil man bruger, når man skal beskrive noget, som man ved er godt, men som man samtidig ved, tror, eller har fornemmelsen af, nok er en smule ildeset. Som f.eks. at hævde, at tegneserier kan have samme værdi som stor skønlitteratur eller billedkunst (som man ofte hører det her fra Rackham), eller at hævde at bladtegning kan have samme værdi som stor billedkunst (Mikael Wivel i bogens afsnit om Ungermanns avis- og reklamearbejder), eller at hævde at børnebøger kan have samme værdi som stor voksenlitteratur (Søren Vinterberg i afsnittet om Ungermanns børnebøger).

Overordnet samler dette organs interesse sig mest om Wivels og Vinterbergs tekster - tegneserien er som bekendt Rackhams prime objective, som groft forenklet er ganske beslægtet med de fleste former for børnebøger og illustration. Plakater gider Rackham ikke beskæftige sig med (... øhh... hvorfor siger jeg nu det? Vi plejer da absolut ikke at stå tilbage for at se udover tegneseriens snævre grænser? Ugh! Måske er det fordi, at Lars Dybdahls plakatafsnit "Brug øjnene..." - trods masser af kyndig indsigt i allehånde plakatfremstillingsprocesser, de øvrige danske (og udenlandske) plakatkunstneres miljø og udtryk, etc., etc. - er umådeligt tungt og anstrengende skrevet. Skulle man være rigtig fræk, kunne man måske sige, at det dog er en fremstilling, der passer en smule til Ungermanns plakatkunst. I forhold til avistegningerne, Hanne Hansen-siderne, børnebøgerne, bogomslagene og vignetterne forekommer det i hvert fald denne betragter, at plakaterne - trods deres kløgtige gags, deres stramme kompositioner, deres blændende teknik - altså bare ikke helt er på højde med alt det andet. Plakaterne er netop lidt tunge og anstrengte, dog slet ikke i samme grad som Dybdahls tekst. Måske er det fordi jeg slet ikke har lyst til at gå i kødet på Dybdahl, eller andre i øvrigt; jeg vil helst kun anmelde det der gør mig glad...).

I sit afsnit "Tres år og tusindvis af tegninger" adresserer Mikael Wivel problemet eksplicit: "fra gammel tid er det nu engang sådan, at det er finere at male med olie på lærred, end at det er at tegne noget, der bare skal trykkes i en avis. Det er en nedarvet fordom, som har mere end hundrede år på bagen, og som har vist sig endog meget vanskelig at udrydde. [...] Men det kan ikke blive ved. Når forløbet af det 20. århundredes danske kunst skal gøres op, bliver det umuligt at se bort fra de ovennævntes [Eiler Krag, Peter Lautrop, Per Arnoldi] indsats." Denne vurdering af Ungermanns status er indlysende noget anderledes end Frederik Storms, der i modsætning til parnasset, er helt på det rene med, at Ungermann er up there (han er blot utilfreds af andre årsager). Derfor griber Mikael Wivel det tunge skyts, allierer sig med Lars Bukdahl (whom you can't argue with, but just wanna hug) og dennes betragtninger i Weekendavisen om børnebogen Fire børn, en missekat og en Kvanki-Vanki (1950), og fastslår, at Arne Ungermann som surrealist langt overgår både Vilhelm Bjerke-Petersen og Wilhelm Freddie. Sådan rusker man i etablissementet, og for Rackhams årsunger er det jo lidt chokerende og tankevækkende, når selv autoriteter som Wivel, Vinterberg og Dybdahl finder det nødvendigt at sparke til noget, der er større end dem - vi troede jo netop at det var dem, der var etablissementet?!

Men Wivels taktik afholder ham ikke fra at kåre en reklametryksag med den ultra-funky titel VIS ELECTRICA (bemærk versalerne!) som et mesterværk. Publikationen blev forfattet af ingen ringere end gruk-guruen Piet Hein, og bestilt af Elektricitetsselskabet Isefjordværket Interessentselskab. UHA, det ser godt ud - desværre er der kun gengivet to illustrationer derfra i bogen; hvor hulen får man fat i en reklametryksag fra 1962? (svar: det gør man her...)

I det hele taget har Wivel gjort et prisværdigt stykke researcharbejde udi Ungermanns reklamearbejder, som karakteristisk nok blev fremstillet med ligeså stor omhu og entusiasme som hans arbejder i de mere anerkendte genrer. Men Wivel skifter selv ubesværet mellem genrerne, fra Ungermanns rim og vignetter i Revisions- og Forvaltnings-Instituttets 25 års jubilæumshæfte til de kølige, men erotiske illustrationer i Boccacios Dekameron: "Der er tale om et af de absolutte højdepunkter i Ungermanns værk - en klassiker i sin egen ret."

For Søren Vinterbergs vedkommende er det, som antydet, opgøret med børnelitteraturens manglende anerkendelse, der bringes frem. Han indleder sit afsnit, "Palle og Hanne", med at fastslå, at det frem for Ungermanns øvrige værker, er børnebøgerne, der vil blive stående, og fortsætter: "og det skal der nok være nogen der finder provokerende eller måske ligefrem uretfærdigt - dem der ikke regner børn for helt så meget som voksne, og derfor heller ikke kunst og kulturprodukter for børn. [...] Nå, dem om det" (lidt spøjst er det også at Mikael Wivel i sin artikel begræder at "Begrebet [kunst] blev i udvidet kraftigt i de år [1960erne] og kom tilsyneladende til at omfatte de fleste billedmæssige udfoldelser - pladeomslag og tegneserier, eksempelvis. Men så langt som til bladtegning nåede man altså ikke.", hvorimod Vinterberg, der netop beskæftiger sig med tegneserierne, betegner selv samme som "det ydmygeste af de medier, han [Ungermann] arbejdede i"...)

Vinterberg disker op med flere aha-oplevelser, og dem kan man jo aldrig få nok af. Det er muligt jeg er alene her, men jeg vidste f.eks. ikke, at der først i Palle alene i verdens 4. oplag, blev tilføjet et sidste udglattende billede af en smilende og tryg Palle på legepladsen med kammerater. Den oprindelige slutning - Palle, der græder alene i sin seng, efter at have indset at det hele bare var en drøm - var for barsk. Men, tilføjer Vinterberg, det fine ved den oprindelige slutning var netop, at den antydede "den mere eksistentielle ensomhed [som] hverken forældre eller legekammerater uden videre kan afhjælpe" (skønt jeg ikke er palleolog, kan jeg konstatere, at den oprindelige slutning atter er tilbage; i mit eksemplar (7. udgave, 1. oplag) er det glade legepladsbillede væk - men jeg kan tydeligt huske det fra tidligere udgaver). Også den enkle og grundlæggende iagttagelse - se, hvor meget Ungermann i Abel Spendabel får ud af Jens Sigsgaards vers "Av, godav / maa jeg laane din Sav? / Vel maa du ej / du maa gaa din Vej" er virkelig glimrende, netop fordi øjet har det med at acceptere enkle og raffinerede billeder uden nærmere granskning; Ungermanns hæmningsløst lemlæstede landskab er virkelig en vild fortolkning, "som frække ord i stuen."

Vinterberg gennemgår derefter let skematisk Ungermanns øvrige børnebøger, for så at tage springet til perlen, Hanne Hansen. Oooohhhhh! Hvis man ikke allerede har Jens Peder Aggers 125-siders udvalg Hanne Hansen - Udvalgte episoder 1935-1945 (1980), så få fat i det nu!

Hanne Hansen, der så dagens lys i 1935, er trods den polemik, der altid vil være i de ret håbløse diskussioner om hvad store kunstneres endegyldige hovedværker er, måske det bedste bud på Ungermanns. Ikke blot kommer hans lette og elegante streg helt til sin ret, hans lyriske åre har hele sekvenser for sig til udfoldelse (selvom Vinterberg lidt blasfemisk, men ikke ukorrekt, gør opmærksom på at rimene er "lette og mundrette i tonen, altid pointerede i en kontrast- eller forstærkelsesvirkning med (slut)tegningens egen pointe, og de rummer samtidig det strejf af selvironi, der også tillader en omvendt ordstillling eller et lidt højtravende eller søgt ord for at afhjælpe akut rimnød."). Måske er dette mest af alt fordi Ungermann (med C. E. Soyas ord) af gemyt var "skeptisk, snarere end tillidsfuld, havde nemmere ved tvivl end ved tro, og nemmere ved satire end patos"; men, som Vinterberg smukt og skarpsindigt tilføjer, "i Hanne Hansen [...] finder vi måske tydeligst en voksens modvægt til skepsis, tvivl og satire. Og dét er ikke patos, så snarere tillid og tro, men i hvert fald: En mild overbærenhed med menneskers svagheder, om end ofte parret med øjeblikkelig opbragthed over dem. Men her bæres aldrig nag, blusser en vrede op, glemmes den lige så hurtigt igen for varmen, viljen til latter og lyse stunder." - Se, det er da en flot pejling af sandt format! Men Vinterberg har mere krudt i bøssen, så han tager lige et par skridt til: "Man kan ikke andet end at beundre Ungermann for hans artistiske elegance og dødsforagtende surrealisme, hans ironiske lune og polemiske præcision. Men ved mødet af det ydmygeste af de medier han arbejdede i, tegneserien, er det heller ikke muligt andet end at elske den skarpe satriker for hans - elskelighed."

Bogens "polyfone koncept", belysningen af Ungermann fra flere synsvinkler bekommer denne læser vel. Der er sådan en lidt Rashomon-agtig glæde ved at se, hvordan de samme aspekter divergerer fra perspektiv til perspektiv. For eksempel kommer de fleste bidragydere omkring Ungermanns politiske ståsted, som hos nogle fastslås til midten, hos andre længere ud til venstre. Der er et god demokratisk, eller pluralistisk, statement i at ingen enkelperson får patent på mennesker, der ikke længere kan svare for sig selv. Politikens, så Dagens, og nu vist nok igen Politikens Ebbe Mørk indleder med at berette om Ungermanns lange karriere på Politiken, og Arne Ungermanns datter, den nu 59-årige Line Ungermann afslutter smukt, indfølt og med stor beundring, med en mindre tekst om livet med far Arne (om det forhold, at Line Ungermann ikke er krediteret på omslaget med de øvrige forfattere, er et udtryk for morbid politisk ukorrekt humor på Gyldendal ved jeg ikke, men pinligt er det!). Begge afsnit er yderst velskrevne, og i øvrigt fyldt med gode anekdoter; Ebbe Mørk er på pletten med et Hans Bendix-citat, der meget morsomt fanger det forhold, at Ungermann ikke blot var en fremragende tegner, men tillige en betragtelig åndskapacitet: "Johannes V. Jensen sagde engang til mig: 'det er mærkeligt med min kollega [fra Magasinet] Ungermann, han kan også tegne'.", og Line Ungermann fortæller om en ferie i Frankrig, hvor farmand desværre var nødt til at kaste den ugentlige Hanne Hansen-stribe af sig, men løste problemet ved at henlægge handlingen til de steder, de selv var. Hør bare her:

"Vist er den god, den franske mad.

Men spisekortet - ved De hvad, det er nu svært at pejle.

Man tror man får en saftig bøf,

Så kommer der et lille oeuf,

Og otte sære snegle.

Til selv det mindste måltid mad

Står ti tallerkener på rad,

Jeg tror jeg ville få en prop,

Hvis jeg var den der vasker op."

På Sophienholms Ungermann-udstilling (der i øvrigt til lejligheden har produceret en plakat, der på ingen måde kan stå mål med Ungermanns egne; det er ONDT at udsætte en afdød plakatmester for slattent DTP-arbejde!) er der smæk for skillingen. Store montrer fyldt med store og små bøger, gamle numre af Magasinet med den ene virtuose Ungermann-forside efter den anden (det var gerne novelleillustrationer der prydede forsiderne, af så forskellige forfattere som f.eks. Ray Bradbury og Georges Simenon), et plakatafsnit, et rum helliget Hanne Hansen (ren fryd!), de sene Matador-vignetter og så videre (der er ingen undskyldning for ikke at tage til Lyngby!).

Desværre sætter Ungermann-udstillingen Ungermann-bogen i et lidt skidt perspektiv. For nu opdager man for alvor, hvor ærgerligt det er, at Gyldendal tydeligt har været for fedtede til at spendere på et større format; bogen er simpelthen for lille og for tynd. Særligt i Lars Dybdahls afsnit er det efter at have beset den rene vare på Sophienholm, nærmest en tragedie at kigge ned i bogens gengivelser af Ungermanns plakater, der som oftest er i frimærkestørrelse. Dybdahl opregner at Ungermann i sin karriere producerede ca. 140 plakater i alt, men kun ni er gengivet på hele sider (der i forvejen er for små). Men det er også surt at Hanne Hansen-siderne, som der i øvrigt klart kunne have været flere af, ligeledes er gengivet i reduceret format, ligesom det heller ikke er fedt, at bogomslagene i Wivels afsnit også er gengivet i frimærkestørrelse. Hvad de har tænkt inde på Gyldendal ligger hen i det uvisse, for det synes da oplagt at øge formatet til f.eks. noget A4-agtigt, når nu en stor del af Ungermanns forskellige arbejder ville kunne gengives 1:1 i det format. Dybdahl især, må da virkelig korse sig, forvænt med pragtbogen Den danske plakat (1994)'s store format. Det er sgu for fedtet, d'herrer Stig Andersen & Johannes Riis! Ny omarbejdet andenudgave ønskes, tak! (hvor de pixelerede vignetter på side 169 og 182 enten bør fjernes eller scannes om i en højere opløsning, ligesom billedet fra Gustav Wieds Livsens Ondskab, side 83, og Palle alene i verden-billedet s. 129 også lige bør scannes ind igen - det er blevet lettere at lave bøger med flotte billedgengivelser, men det er også blevet lettere at lave fejl!).

På den anden side skal man måske bare være glad for, at der i det hele taget udkommer en bog om Ungermann, antologi-konceptet er jo glimrende, artiklerne er jo fine, der er er jo farveillustrationer på nærved hvert eneste opslag, og der er masser af illustrationer. På den tredje side, er en af de (få) fordele, der er ved at være Rackham i stedet for (det Gyldendal-publicerede) Kritik, at vi med knusende, uafhængig dødsforagt har mulighed for at være TOTALT kompromisløse, så vi fastholder kritikken, hohoho; om igen!

(På den fjerde side: hvis du kan lide Ungermann, for pokker, så er der ingen vej uden om: køb den!)

Dybdahl, Lars, Mørk, Ebbe, Vinterberg, Søren, Wivel, Mikael (og Line Ungermann!). 2002. Ungermann. Gyldendal. Kr. 299,00.

Ungermann-udstillingen på Sophienholm varer til 21. april 2003.