From Beatty's overture

It was a surprise when Sammy Harkham and Picture Box publisher Dan Nadel announced their plans for Kramers Ergot 8 about a year ago. Some of us had assumed that the monumental Kramers Ergot 7 had been the decadent word in what has been by far the most groundbreaking comics anthology of the new century.

Despite good intentions and hard work, Kramers Ergot 7 was a disappointment, but on the other hand it was a book with everything to lose and little to gain, and at any rate it marked a fitting finale to a great run.

As an aesthetic project, Kramers Ergot has succeeded beyond the wildest expectations, and especially the breakthrough Kramers Ergot 4 remains the high point of helmsman Sammy Harkham’s anthology series.

Kramers Ergot 4 marked nothing less than a paradigm shift. Although quite a few of the individual contributions were less than great, the synthesis it presented was seminal. It inspired many an art comics anthology the world over, including Matthias Wivel’s and my own BLÆK and the upcoming Kolor Klimax, as well as the great Finnish series Glömp, to name but a few examples from our neck of the woods.

Its two successors — 5 and 6 — were outstanding too; 6 especially mixed up the formula in a surprising way with remarkable short works by Suihō Tagawa and Marc Smeets.

From Gary Panter's "Jimbo" story

This is followed by a sequel to Susan Sontag’s famous essay “Notes on Camp” entitled “Notes on Camp II,” written by the musician Ian Svenonius. Sontag’s original — and excellent — essay was an intelligent and much-needed challenge to the then-stagnating and hopelessly out-of-touch conception of high culture versus popular culture that legitimized the aesthetic appreciation of comics and other forms as art incompatible with high-art sensibilities. The present follow-up offers half-baked and half-bright babble on Andy Warhol, religious history, the Roman empire, and underground comics. A non-starter.

Then comes the first “real” comic, by none other than Gary Panter, whose reputation as the originator of American art comics (or punk comics) has deservedly grown in the last decade or so. But this outing of his signature Jimbo character is a dull, mechanical, metaphorical lark on the blessings of the detour. It does not exactly heighten one’s expectations for the rest of the book.

A few pages on we get Johnny Ryan with a Prison Pit-like rampage. Fun and energetic for what it is, but wait… it suddenly brings to mind Kramers Ergot 5, which spiked its great punch with Mat Brinkman’s small masterpiece “M.L.E,” a spirited mash-up of Jack Kirby and Gary Panter that established the kind of fucked-up mayhem on which Johnny Ryan has since been riffing in Prison Pit. Dejà vu or dull cover? It is hard to get particularly worked up about it in either case.

From Johnny Ryan's "Mining Colony X7170"

As an ensemble piece, Kramers Ergot 8 is tiring, uninspired and, most notably, decadent. If one compares with the shock and awe of holding Kramers Ergot 4 in one’s hands for the first time back in 2003, it is just a terribly depressing showing. That seductive, infectious, almost electrical feeling is long gone.

From the reprints of Ron Embleton and Frederic Mullalley's "Oh, Wicked Wanda"

(And where is that next shit today? I don’t know. I haven’t found it).

Ware er som bekendt hovednavn på tegneseriefestivalen i Øksnehallen, Kbh., 22. og 23. maj, køb dit eksemplar der, og nyd (den både sjove og særdeles reflekterede) Ware i samtale med Metabaron Matthias Wivel ham selv om lørdagen.

I Information blev dette lille interview med Ware i øvrigt bragt forleden.

/tt–

Tegningen ovenfor er udført af Mårdøn Smet, i et sært følsomt øjeblik…

3.-28. november: Kom hjem-udstilling på Højbjerg Bibliotek
I forbindelse med et foredrag jeg holder på Højbjerg Bibliotek den 16. november, har selvsamme bibliotek sat et udvalg af Kom hjem-skitser og -originaler til offentlig beskuelse (tak, i den anledning, til den fortrinlige Dan Knudsen, der kiggede forbi og hjalp med at sætte udstillingen op)

13.-15. november: Bogforum
Ã…rets bog-gedemarked er på godt og ondt en uomgængelig begivenhed. I år deltager jeg i flere arrangementer:
Lørdag, kl. 14: signering af Clint Eastwood på Aben Malers stand
Lørdag, kl. 17.20: samtale med Søren Vinterberg om Kom hjem, Under uret
Søndag, kl. 14.15: undertegnede interviewer Murakami- og manga-oversætter Mette Holm om Manga Messias og Manga Metamorfose i Bibelselskabets stand

15. november, kl. 20: Tegneseriesalon i Literaturhaus
Nemlig – mens der bliver slukket og ryddet op i Bogforum, afholder Dansk Tegneserieråd “Tegneseriesalon” i Literaturhaus på Nørrebro, 10 minutters gang fra Forum. Her vil jeg forsøge at styre landets førende tegneseriekritikere i en forhåbentlig livlig, underholdende og tankevækkende snak om tegneserier og kritik og meget mere (se listen over de prominente deltagere her).

16. november, kl 19.30: Foredrag om Kom hjem og bølgen af graphic novels på Højbjerg Bibliotek kl. 19.30
Masser af billeder, bøger og aha-oplevelser til dem, der endnu har graphic novel-oplevelsen til gode, kom frisk!

Grundpræmissen i KBLs kronik er, citat: “Det er manuskriptet, og ikke som mange vist tror, tegningerne, der afgør om en tegneserie er virkelig god”

Denne herligt skråsikre påstand er naturligvis fjollet (og det ved KBL vel nok, jeg formoder klart vi har med polemik at gøre, men alligevel). Det giver som bekendt kun ringe mening at opdele en kunstform i forskellige formalistiske kategorier, for derefter at måle og veje dem mod hinanden. Det er en frisk betragtning, som i al sin reducerende vælde har noget forførende over sig : men hvordan man end vender og drejer den, er det desværre en ubrugelig betragtning. Vil man snakke om de ting, skal det gøres specifikt, der skal et værk på bordet.

KBL nævner så faktisk en række – meget væsenforskellige – danske tegneserier: Palle Schmidts Den blodrøde konkubine (der så vidt jeg ved faktisk hedder Blodets konkubine), Allan Haverholms Sortmund, Anders Walters Solas og min egen Kom hjem som eksempler på tegneserier, der “ikke for alvor er slået igennem [fordi] det danske tegneseriemiljø simpelthen mangler en superforfatter eller to“. Kom hjem er imidlertid det eneste værk, KBL diskuterer bare en smule: det roses for at være “pisseflot og (interessant nok) også vanvittigt godt fortalt“, men det er ikke skrevet “godt nok, og derfor bliver plottet for sludrende, karaktererne for flade og dialogen for uskrap [der menes vel ‘uskarp’?]”.

I en kronik, der går til angreb på bestemte tendenser, er det lidt ærgerligt, at der ikke leveres bedre analyse således at påståede problemer er klart identificerede, så de fremstår troværdigt. Ikke fordi KBL ikke har ret i at der mangler gode forfattere i Danmark, mere fordi det desværre kun give ringe mening at slå fx Sortmund og Solas over samme læst.

Jeg gør mig ingen illusioner om min egen tegneserie Kom hjem, og prøver konstant at identificere og arbejde med egne svage sider (og der er mange!) – men sæt nu, at det var intenderet fra min side, at “plottet [er] sludrende“, sæt nu jeg bevidst har arbejdet med en bestemt form for stilisering af figurernes fremtræden og så videre? Sæt nu at det netop ikke har været min intention at lave en fortælling, der river læseren med på den måde en Hollywood-film eller en Alan Moore-tegneserie gør – hvad så?

Jo, så kan Kom hjem stadig være mislykket alt det, det skal være. Men ikke efter de præmisser der opstilles. Doven kritik i kategorien “Rock-koncerten var dårlig, fordi de ikke spillede hip-hop” er og bliver… doven kritik. Det skal ikke lyde som et surt opstød, der er bare ikke så mange måder at sige det på…

Da jeg havde læst KBLs kronik kom jeg i tanke om Umberto Ecos meget morsomme essay Beklager at måtte afslå (konsulentudtalelser til forlaget), hvori en fiktiv forlagskonsulent i en fiktiv forlagsverden skal bedømme Kafkas Processen, Cervantes’ Don Quixote, Odysseen, Bibelen m. fl., hvor pointen hele tiden er, at de ikke kan antages til udgivelse, fordi de bryder med almindelige konventioner, og ikke fungerer på underholdningsromanens præmisser.

Den underliggende agenda hos KBL er tydeligvis en meget bestemt opfattelse af hvad, der gør en god tegneserie – det er “historien”, den del af værket, som forfatteren står for. Og hvad er det, kunne man så spørge? Det står en smule uklart, men KBL nævner Alan Moore, Frank Miller og Neil Gaiman som “de største stjerner på tegneseriehimlen i de senere år“. Senere nævnes i flæng René Goscinny, Greg og Steven T. Seagle som gode eksempler på folk, der leverer varen. Det tætteste KBL egentlig kommer på et kvalitetsparameter er hvilke tegneserier, “Hollywood går på rov i“.

Dermed bringer KBL et virkeligt kedeligt og udynamisk tegneseriesyn på banen, men et tegneseriesyn han desværre ikke er alene med. Misforstå mig ikke; jeg har ikke det fjerneste mod underholdningstegneserier, der forsøger at håndhæve de samme kvaliteter som Hollywood-mainstream (og dog…), men jeg synes det er særdeles problematisk at arbejde for en opløsning af auteur-ideen, som i disse år har været fuldstændig og aldeles afgørende for den vitalitet der præger det, vi kalder tegneseriens nye guldalder. I min verden er det ikke overraskende David B., Chris Ware, David Mazzucchelli, Marjane Satrapi, Charles Burns, Joann Sfar, Lewis Trondheim, Daniel Clowes, Joe Sacco, Robert Crumb, Anke Feuchtenberger og mange flere, der står som de “største stjerner på tegneseriehimlen de senere år“, endda ret entydigt. Jeg gentager gerne: det er den fløj, og ikke Neil Gaiman/Frank Miller-likes, der har stået for den rigdom, der har reetableret tegneserien som en stærk, tidssvarende kunst- og udtryksform.

Problemet med KBLs kronik er altså KBLs tegneseriesyn, som er fikseret på en en meget bestemt type tegneserielitteratur. Noget værre er det, at KBL tilsyneladende er ubevidst om dette forhold, siden der ikke gøres anstrengelser på at skelne mellem æbler og pærer. De nævnte danske tegneserier fortjener garanteret en masse kritik, men helst en stærkere, skarpere og mere præcis.

Men netop fordi det er mit indtryk, at KBL ikke er alene med dete tegneseriesyn, er det omvendt vigtigt at lytte. Jeg fornemmer klart en uvilje fra visse dele af tegneseriekulturen mod tegneserier, der i et eller andet omfang arbejder kunstnerisk med sin form, og som følge deraf også udfordrer læseren med sin form. Jeg synes det er et ærgerligt og noget forarmet forhold at have til tegneserier – eller film og litteratur, for den sags skyld. Jeg finder selv stor fornøjelse i Grant Morrisons mainstreamtitler eller Ed Brubakers ditto-krimier, men hvorfor dog stoppe der, når verden er så meget større?

Men har KBL ikke ret i, at der ikke produceres tegneserier a la Neil Gaiman i Danmark? Og har han muligvis ikke også ret i, at det er beklageligt? KBLs argument om hvad der slår igennem og hvad der ikke gør, er godt nok ikke meget bevendt i denne diskussion, da både Neil Gaiman og Alan Moore mig bekendt aldrig har slået stort igennem i Danmark (Interpresses satsning med Watchmen/Vogterne var så vidt jeg ved nærmest en katastrofe, selvom den blev udgivet i de glade 80ere) – men det ville da helt klart være dejligt om tegneserien havde sine egne hitmagere, sin egen Rowlings, Marklund eller Peter Jackson, hvem det nu kunne være. At prioritere manuskript på en kommende tegneserieuddannelse er tilsvarende noget, der kun kan komme gode ting ud af : men jeg ser ingen grund til at forsøge at påvirke kommende tegneseriefortællere i retning mod team-produktion, hvis det nu ikke er der, de føler sig hjemme. Som en Frank Miller-figur siger i slutningen af Sin City-skrønen Family Values: “It’s a great, big, wide world out there, gentlemen. There’s all kinds of families in it“…

The day clearly belonged to the Duke of American comics, the great David Mazzucchelli, whose long awaited graphic novel Asterios Polyp debuted at Pantheon’s booth. Saturday evening saw the opening of an almost unbelievably strong retrospective exhibition at MoCCA’s actual museum, curated by Picturebox’s boy wonder Dan Nadel — undoubtedly the absolute highlight of the festival, with original artwork from Batman: Year One, Daredevil: Born Again, Rubber Blanket stories (“Discovering America”, “Big Man”, “Near Miss”), Asterios Polyp and much more.

Although I myself participated in the lively Scandinavian panel discussion, I unfortunately missed all the other panels. Paul Karasik’s show seemed very exciting though. But on with the flix!

Smiling Vikings take Manhattan

The Scandinavian Panel

The Scandinavian Panel

Steffen Maarup, Ron Regé Jr.

Mazzucchelli

Dash Shaw (left), Dan Nadel

Mazzucchelli

Mazzucchelli

Mazzucchelli

Mazzucchelli Manga

More Danes

The Notorious Ib Kjeldsmark

Steffen Maarup, Chrysler Building

Som Metabunkerens læsere måske erindrer, resulterede Egmonts opkøb af Bonniers forlagsdivision for et par år siden i en langvarig og opslidende undersøgelse af monopolforholdene, som endte med at EU-kommissionen beordrede Egmont til at frasælge Carlsens tegneserieudgivelser (dog med manga som en dybt mærkværdig undtagelse, siden Egmont som bekendt netop har monopol på japanske tegneserier i Danmark), hvilket resulterede i forlaget Cobolt, der med Kurt Damgaard og Carsten Søndergaard ved roret viderefører Carlsens tegneserieudgivelser, mens Carlsen-redaktør Johnnie McCoy simultant (og prisværdigt) har opstartet en ny tegneserieproduktion i Carlsen-regi.

Metabunkeren er ikke nærmere informeret om Trasborg & co’s bevæggrunde, men vi holder os ikke for gode til at videregive vedholdende rygter om at Egmonts opkøb af Bonnier har været en særdeles frustrerende proces for Carlsen.

Her i Bunkeren ønsker vi Trasborg, Brun og Holm Hansen tillykke med de nye udfordringer, som vi glæder os til at høre mere om, ligesom vi sender de bedste ønsker til Carlsens tilbageblivende stab. Vi håber kun at Carlsen kommer ordentligt på fode igen.

But while Moebius after an extended period of creative insolvency (who would not rather forget the exploitation piece Le Nouveau rêve of 2001?) has only recently caught his second — or third, or fourth? — wind, Jean Giraud has never experienced this kind of crisis. The classic western series Blueberry continued at full steam after the death of its writer and co-creator, Jean-Michel Charlier, in 1989. Giraud’s five-part cycle ‘Mr. Blueberry’ (which features two of the greatest legend of the Wild West, Geronimo and Wyatt Earp; read more here and here) was an exhilarating read, from start to finish, not the least because Giraud managed to integrate into the series his particular artistic sensibility while remaining loyal to the Blueberry universe (and at the same time, he mustered the opportunistic energy to draw an album in Jean van Hammes popular but ordinary Robert Ludlum pastiche XIII).

I am unaware of the future plans for Lieutenant Blueberry, but the latest album in the series ties together the earliest and most recent chapters and if nothing else conveys a sense of full circle on the part of its author. Apaches collects and expands the flashbacks that were featured all along the main narrative of Blueberry vols. 24-28 and retold the story of how the young Blueberry met the legendary Indian chief Geronimo.

Shortly after the end of the Civil War, a deeply alcoholic but nevertheless noble and daring Blueberry is on the way to serve at Fort Mescalero. In addition to the cavalry, the fort houses an orphanage where Indian children are educated according to Christian precepts. It so happens that one of the children is Geronimo’s son Dust, which naturally causes problems with the neighboring Apaches. Blueberry is cast in opposition to the unsavory Pastor Younger and the two debate expositorily the nuts and bolts of colonialist us-and-them discourse…

The many faces of Pastor Younger …

And let it be said: Apaches is not a great work of comics, but if you are a fan of Blueberry and Giraud/Moebius it is a wonderfully energizing read. Giraud draws in lush detail and with great enthusiasm and once again puts to shame the notion that drawn naturalism is unsuited for comics. The plot is acceptable; although the points Giraud makes that have to do with the reeducation facility and the Indian children are rather heavy-handed, he for example gets a lot of mileage out of the Fort’s lack of firewood. One soon forgives the clumsy voiceover at the beginning and gives in to Giraud’s cheekily subversive tendency to draw the villain of the piece, Pastor Younger, differently each time he appears (although he remains a caricature of Moebius’ old friend Jodorowsky throughout) as more of a fun creative indulgence than a mistake.

Predictably, the story is garnished with quite a lot more Indian shamanism than Charlier would have been comfortable with, and the unsubtle portayal of the Indians as the good guys and the cavalry as the bad guys is just business as usual. Not surprisingly, however, the main attraction is Giraud’s drawings of people, clothes, buildings, landscapes, and so on, as well as his enjoyment of humorous incident and silly facial expressions. It just does not get much better than this.

More than anything, Apaches is generous and enjoyable piece of work, even if the album is not exactly an essential chapter in the saga of Lieutenant Blueberry. More generally, however, it conveys the rare, and rather life-affirming experience of seeing someone vigorous and enthusiastically creative in old age.

Jean Giraud, Apaches, Paris: Dargaud, 2007. This text appears in Danish on my blog and is translated for the Bunker by Matthias Wivel.

Det ser vitterligt ud til at Divus Madsens tid er ved at ebbe ud. Men hvem ved, måske er der et liv efter døden?

Følg Egoland uden Madsen, her.

Today is the 200th anniversary of the great pioneering scientist Charles Darwin’s birth. May his wisdom prevail!

Illustrations: David Levine, left 1998, right 1973, (copyright New York Review of Books)

… Masters of comics: Chris Ware & Daniel Clowes…

See them all: