Man kan spørge sig selv, om det er et tilfælde, at Roskilde Festival ligger på nogenlunde den tid af året, hvor mange hedenske religioner fejrer, og fejrede, midsommeren. Og selvom festivalen har et skær af fejring af lys og livskraft over sig, så er det nok at trække den lidt rigeligt ud i romantiske anskuelser at forestille sig, at en skandinav fra år 900 ville kunne trække ligheder mellem nutides festival og fortidens midsommerfest : og så måske alligevel. Som den fejring af fællesskabet og livet Roskilde Festival også er, må man spørge sig selv, om ikke der et eller andet sted findes et urinstinkt i behold i de fleste mennesker, der for en tid byder os at sætte alle regler og normer ud af spil, og beruse os med hinanden og trygheden i, at vi alle er sammen om at afsøge virkelighedens grænser, lade tid og sted smelte bort, og opleve universalsproget musik i rammer, der giver små glimt af total samhørighed med alle man møder under solen og for et øjeblik bringer os tæt på drømmen om, at vi alle sammen kan eksistere i fredelig fordragelighed med hinanden.

For mit eget vedkommende har oplevelserne, både med og uden musik, været mange og forskelligartede. Ligesom de fleste andre har jeg været hele møllen igennem, fra at drikke varme dåseøl under en stegende sol og koge i teltet klokken 7 om morgenen, til at gå i opløsning i den silende regn og pissefryse i et utæt telt klokken 3 om natten. Jeg har oplevet en perlerække af koncerter, både alene og sammen med mennesker jeg aldrig siden har snakket med. Sammen med to finner, der ikke snakkede andet end finsk, oplevede jeg i 1996 Neil Youngs skovhuggerguitar pløje sig vej gennem 60.000 forsamlede mennesker, og jeg sværger at det var skideligemeget om jeg kunne finsk eller ikke, de to finner forstod alt hvad jeg sagde og omvendt, og vi var enige om, at dette var et øjeblik, vi ville huske for evigt. Et par år senere oplevede jeg det samme, men i mindre målestok, på en af de mindre scener, hvor en israelsk bassist ophævede samtlige kendte dimensioner foran en flok festivalgæster, der var hårdt ramt af lørdag formiddag. Der har, med andre ord, været oplevelser i både stor og lille skala, der alle har det til fælles, at de har formået at samle de tilstedeværende og skabe magi i øjeblikket.

Hvor er vi så på vej hen anno 2009? Lad os stille os oppe ved Orange Scene og se, om vi kan besvare det spørgsmål. Fredag klokken 17 mødte jeg her mine gamle helte, Faith No More, der i øvrigt var det allerførste band, jeg oplevede under den orange presenning. Her 17 år efter har tiden vist sig mere end nådig over for deres blanding af avantgarde rock og selvironisk sarkasme, end over for mange af de etablerede navne, der kom forbi i løbet af de næste dage. Men selvom Faith No More leverede en kraftpræstation af en koncert i år, der rev alle fordomme om hvad en genforening kan være op med rode og lod dem forsvinde ned i en stor pastelfarvet sæk, så kan man ikke lade være med at tænke lidt over festivalens fremtid set i lyset af, at Faith No More trods alt havde deres storhedstid i 90’erne. Nuvel, jeg ville nok aldrig have tænkt denne tanke, hvis ikke mange, eller rettere størstedelen, af årets navne på Orange Scene var bands, der havde deres storhedstid for 10-20 år siden, og ikke siden har præsteret noget, der for alvor gør dem relevante.

At man lader Oasis være fredag aftens hovednavn, er simpelthen en brøler af rang. Gnider man dertil salt i såret og sander, at festivalens bookinggruppe lod være med at hyre det gendannede Blur, selvom chancen bød sig, så nærmer vi os det direkte utilgivelige. Af de to kamphaner fra 90ernes britpopscene må Blur klart siges at være det band, der har vist sig at være det mest interessante og relevante i længden. Ligeledes beviste det noget sløje fremmøde til Nine Inch Nails også, at det simpelthen ikke er godt nok at man var et progressivt band for ti-femten år siden. Derfor kan man kun bekymre sig, hvis festivalen insisterer på at blive ved med at satse på Orange Scene som centralt fikspunkt. Fortsætter udviklingen fra i år, vil Orange i fremtiden forvandle sig til en mellemting mellem en elefantkirkegård for rockens ringvrag og showroom for det gårsdagens unge ville ha’. Det kan ingen være tjent med, og i sidste ende kan det true festivalens eksistens som et af Europas flagskibe blandt musikfestivaler.

I diskussionen “hvorhen Roskilde” kan jeg således ikke lade være med at tilslutte mig dem, der mener, at Roskilde Festival måske er ved at nå en skillevej, hvor man bør overveje at slagte nogle hellige køer. Festivalledelsen har flere gange været fremme med meldingen om, at man er nødt til at have en stor scene, hvor man kan have de navne, der trods alt er det der trækker mange folk til, men ved nærmere eftertanke klinger dette synspunkt på mange områder ret hult.

Selv har jeg haft mange af de helt store oplevelser ved Orange Scene, og når det er rigtig godt, så er det her at selve festivalens sjæl åbenbarer sig under sommerhimlen, når et band rammer lige præcis den rytme, der får 60.000 menneskers hjerte til at slå i takt så porten ind til en anden verden bryder sammen. Eksemplerne er sikkert lige så mange, som de folk, der ved hvad jeg taler om. For mig personligt er Neil Youngs føromtalte koncert i 1996, og gensynet i 2008, fikspunkter i denne del af sagaen om Roskilde. Få andre forstår som han at agere køkkenchef, når bryggen med rockekstase skal tilberedes og der er sære ting i gære ved Orange. Ligeledes leverede Rammstein i 1998 et mastodontisk svovlspyende show, der sparkede døren ind til hedeste helvede, REM var månesyge i ’99, og sådan kunne jeg blive ved. Pointen her er ikke mine egne minder om Orange, men nærmere at festivaloplevelsen er forskellig for hver eneste gæst, der driver rundt i støvet mellem scenerne. Lægger man dertil, at alle altid kommer hjem med en posefuld koncertminder fra de mindre scener, som har været mindst lige så stærke som dem ved Orange, så nærmer vi os måske noget, der kan danne bund for videre overvejelser.

Lørdag aften var det dog ikke lige så slemt. Slipknot beviste, trods dårlig lyd, at der stadig er bands tilbage i den klasse, der kan fylde Orange Scene uden at tømme festivalens bookingkonto, og som er relevante bidragsydere til nutidens musikscene. Mere interessant var dog det amerikanske sigøjnerpunkband Gogol Bordello, der beviste, at man sagtens kan være stort set ukendt blandt de fleste gæster og samtidig sparke gang i en fest, der når helt ned til madboderne i den anden ende af pladsen og får gang i dansefødderne hos selv de sorteste norske black metal-fans. Senere på aftenen fandt man tilbage i den gamle gænge og lod has-been popbandet Pet Shop Boys lukke lørdagen med en efter sigende temmelig kedsommelig koncert. Jeg ved det ikke, ligesom omkring 50.000 andre var jeg til Malk de Koijn på Arena, hvor man startede ud med at takke for det store fremmøde og bede folk om at passe på hinanden, når nu vi var så mange.

Her kommer vi til et par andre sider af problemstillingen med Orange Scene, nemlig festivalens ide om, hvad der rent faktisk skal til for et band for at kunne begå sig her. Gogol Bordello viste med al tydelighed, at man ikke behøver at være hverken genforenet, guldsælgende eller gammeldags for at kunne udfylde scenen under den orange teltpressening. Ligeledes må placeringen af Malk de Koijn på Arena siges at være et fejlgreb af de helt store, der lader en tilbage med fornemmelsen af, at festivalen måske ikke er helt så skarpe på, hvad der rører sig blandt gæsterne, som de burde være. Malk de Koijns genkomst har været ventet lige siden de sidste gang forlod Arena, og dermed for en tid hinanden, der har været talt og skrevet om forventningerne til deres koncert lige siden den blev annonceret, og de har heltestatus langt uden for hiphop miljøet. At man alligevel lader man dem optræde på Arena, der er beregnet til 12.000 mennesker, imens et popband, der havde deres storhedstid for omkring 20 år siden, betræder Orange, vidner simpelthen om manglende føling med publikum. Det siges at Malk de Koijn havde afslået et tilbud om at optræde på Orange, men den beslutning må til hver en tid ligge hos arrangøren, der vel har til opgave at fordele bands efter potentielt fremmøde. Handler det i virkeligheden om, at festivalen har svært ved at finde ud af, hvordan man skal bruge Orange Scene på nutidens festival, hvor musikkens sværvægtere har bevæget sig uden for rækkevidde af bookinggruppens checkhæfte?

Jeg er uenig i, at man skal være et stort navn for at kunne trække Orange Scene. Som Gogol Bordello beviste, så handler der nok nærmere om at spille den rigtige musik på det rigtige tidspunkt. Og som Malk de Koijn beviste, så handler det om at være sig sine valg bevidst og frem for alt udnytte dem optimalt i stedet for at bruge energi på diskussionen om, at Madonna er blevet for dyr til at hyre og satse på det, man tror er det sikre. Man kan lige så godt se i øjnene, at der bliver færre og færre bands, som garant for et stort fremmøde inden for festivalens budget, og derfra begynde at se på, hvordan man så kan tilpasse programmet på Orange.

Nutidens musik er svært definerbar, i konstant og vild vækst, præget af forandring, og vigtigst af alt fragmenteret ud i det absurde. Det der er in i dag, er yt i morgen, men in igen i overmorgen, det hedder bare noget nyt, der gør det yt dagen efter, hvor det alligevel er in, det er bare smeltet sammen med noget sygt, der gør det helt nyt indtil det ender med at blive yt. Moralen er, at selvom det bliver sværere og sværere at skabe en festival, hvor et enkelt musiknavn kan sende 60.000 mennesker ud på fælles færd i musikkens dimension, så udvikler musikken sig også på en måde der gør, at der er mange fælles fikspunkter. Kunne det tænkes, at fremtidens festival formår at skabe et fællesskab, der byder på mange musikalske indslag på flere mindre scener og derigennem skaber en oplevelse, der i højere grad er baseret på, at folk driver rundt mellem mange musikalske præferencer? At man ikke længere definerer sig som hiphopper, headbanger eller popdreng, men som festivalgæst på jagt efter en fælles oplevelse og nye indtryk? Måske trækker fremtidens festival stadig med løftet om den fælles ekstase, men båret af et program der tilpasser sig det faktum, at nutidens musikaficionado sagtens kan have Malk de Koijn liggende på sin iPod sammen med både Capleton og Sigur Rós, og et par numre med Tomahawk.

Hvis man skulle vælge det lige nu utænkelige, at nedlægge Orange Scene til fordel for flere mindre, så vil det uden tvivl forandre Roskilde Festival til ukendelighed, men dermed er vi også tilbage til det, som jeg mener er kernen i festivalen. Hvis Roskilde skal være relevant som oplevelse for fremtidens publikum, så er tiden simpelthen ved at være inde til at man tænker sig om og sander, at nutidens progressive musik i overvejende grad opstår som resultat af mange møder og påvirkninger de udøvende musikere imellem.

Måske er det i dette krydsfelt mellem en masse genrer og bands, at vi finder ind til fremtidens fællesskab imens vi nok engang rejser os fra svineriet ude på teltpladsen og traver gennem støvet til en af scenerne. Som en fejring af livskraften er festivalen en institution, men skal den blive ved med at være relevant, må den også sande, at livskraft bevæger og forandrer sig, og at man kun kan skabe fællesskabet ved at være der, hvor festivalgæsterne er. Vi kommer til Roskilde, ikke omvendt.

A founding member of Pink Floyd, Wright’s influence became apparent from 1968 onwards after Syd Barrett’s mythologised mental breakdown and subsequent departure from the band. He was an important part of the transformation that would lead the Floyd away from the psychedelic pop of their early days towards their massive success in the 1970s as the creators of several milestones in the history of modern music.

Wright was first and foremost a major component of the Pink Floyd sound. Although he did contribute with songs, few of them achieved enduring status : that is of course, with the exception of “The Great Gig in The Sky”, which ironically is one of the band’s finest achievements, as well as one of rock’s most memorable moments. And that being said, he was also co-composer of the majority of their important work up until the mid-70s.

There can be little doubt that Wright’s keen interest in jazz and avant-garde music, and the fact that he was the only member of the group with any formal musical training, enriched the spectrum of the Floyd sound and significantly helped separating the band from many of the other prog-rock acts of the day and put them in a league all of their own. One need only listen to the live disc on 1969’s double album, Ummagumma, to hear exactly how much Wright’s work formed a part of the band’s live sound. The droning, ethereal keyboards on “Careful With That Axe Eugene” lend an eerie feel to a tune that can otherwise best be described as a standard psychedelic space jam with echo effects, screaming and all. Likewise, “Set The Controls For The Heart of The Sun” derives most of its texture, finesse and detail from the subtleties provided by a keyboard that carries the tune all the way through its nine or so minutes.

Granted that Wright’s contributions were never of the kind that Roger Waters’ sense of writing a good song or David Gilmour’s spectacular guitar solos were, the devil is nonetheless in the details as seen in a documentary about the making of their crowning moment Dark Side of The Moon (1973). In one sequence, Wright demonstrates how he pilfered a particular chord from Miles Davis’ album Kind of Blue and included it in the chorus of the song “Breathe,” and it is exactly these tiny details that really shed light on his role in the band as the provider of nuance and tension that combine with the rest of the band’s contributions and make the sum greater than its parts. His work on the Syd Barrett tribute “Shine on You Crazy Diamond” from 1975’s Wish You Were Here makes this evident beyond question. From beginning to end, the song demonstrates how Wright’s sense of moods and ability to complement his colleagues provide the perfect foundation for Waters’ lyrics and Gilmour’s guitars and how he as such played an instrumental part in achieving the sheer emotional appeal that was the true strength of the band at the height of its creative powers.

Perhaps the best indicator of Wright’s influence on Pink Floyd lies with the change in the band’s sound that emerged in the late 70s. With Roger Waters increasingly taking artistic control, Wright’s influence waned until he was finally ousted from the band altogether, but then again, the Floyd was by then past their creative zenith, at least as a group, and their work around 1980 is better characterised as solo work by Waters with David Gilmour providing musical direction and advice. Of course, the Gilmour-version of Pink Floyd in the 80s would fare little better in terms of recreating Pink Floyd as a creative entity. Even though Wright rejoined and contributed to The Division Bell (1994), actually resulting in an album that had more of the classic Floydian feel than its somewhat cold and at times bland predecessor A Momentary Lapse of Reason (1987), it was clear that Pink Floyd had their best work behind them. The tours and court battles that followed the albums in the late 80s and 90s seemed more like a result of David Gilmour and Roger Waters battling over the rights to the legacy and myth of Pink Floyd than genuine attempts to reach the heights of their 1970s triumphs : although the stage shows certainly never ceased to impress.

This might just be where we finally come to shed some light on the person behind the keyboards. Rick Wright’s comments in the booklet for The Wall : Live (2000) give the impression of him being quite disenchanted with the direction the band was taking in the late 70s and hint at his dislike of playing concerts of the magnitude that the band were by now doing – quite ironic considering that they topped them on a mammoth scale in the 80s and 90s. Still, the comments hint of a musician who feels most at home with the creative process being a group effort and who is, above all, deeply concerned with the music. Perhaps this is really the true legacy of Rick Wright : that he was a musician much more than a rock star, that he saw music as a combined effort of the performers, and, by all accounts, that he was perfectly happy with his anonymity. One wonders whether he, sitting at his seat behind the keyboards at the great gig in the sky, does not smile at the thought that his death definitively puts an end to any mythomaniac speculations about a future Pink Floyd reunion.

På scenen tager Under Byen opstilling med forsanger Henriette Sennenvaldt placeret længst tilbage og trommeslager og strygere i front. Nogenlunde så langt fra rock’n roll som man kan komme, men det skaber plads til at publikum kan opleve det centrale, nemlig musikken. Sådan er Under Byen når det virker, som det eksempelvis gjorde da jeg så dem på Roskilde Festival i 2006, hvor jorden forsvandt under mine fødder og Under Byen gav en af de oplevelser hvor tid og sted simpelthen hører op med at eksistere : og det i øvrigt uden andre stimulanser end fire dages mangel på søvn. I aftes blev det en lidt blandet landhandel, som dog desværre aldrig nåede længere end til at fjerne nogle af guldbrædderne så man kunne se ned i dybet, vi nåede aldrig for alvor derned.

Det siger sig selv, at et otte mand stort orkester kræver musikere der er i stand til at finde melodien sammen, og man er ikke i tvivl om at bandet kan sin musikalske ABC. Der hvor filmen knækkede over flere gange var nærmere i skiftene, der ofte blev lige en tand for abrupte og brød helheden i musikken. Under Byen mestrer ellers den svære kunst at bygge et nummer op, fra en lille drypvis melodi til en enorm voldsom flodbølge, men her til aften gik den altså i fløjten indtil flere gange. Vi oplevede desværre alt for få at de rutscheture fra bølgetop til bølgedal, og tilbage igen, som Under Byen, både i kraft af sin sammensætning og sit koncept, er så ovenud i stand til at levere.

Det kan synes absurd at begynde at skille de enkelte musikere ud i et band som i den grad insisterer på at være en enhed. Alligevel er det svært at lade være, og måske ligger en del af aftenens blandede oplevelse her. Henriette Sennenvaldts vokal er skiftevis hviskende, syngende og råbende, og inderligheden i hendes aflevering af sine tekster er ikke til at tage fejl af. Dog syntes hendes stemme flere gange at lukke sig om sig selv, det virkede som om den forsvandt ind i eget univers, og det var synd, især fordi den vitterlig har så mange ting at byde på. På den anden side, hvis vokalen til tider syntes at forsvinde ind i musikken, så har Under Byen i Stine Sørensen en trommeslager der formår at lægge et bundsolidt fundament, og på samme tid levere en enorm mængde af finesser der konstant understreger og bidrager til musikken. Det er helt rart at opleve et band hvor sanger og trommeslager, der normalt synes at have deres plads i et til tider meget rigidt hierarki, ikke sjældent betinget af størrelsen på den enkeltes ego, indgår på mere eller mindre fuldstændig lige fod i det samlede lydbillede.

Under Byen byder, når det går godt, på en musikalsk oplevelse der uden hverken at over- eller underdrive bedst kan karakteriseres som anderledes. Få andre bands tør i samme grad bygge et lydbillede op, der lader lytteren drage med på en rejse som i lige så høj grad handler om hvad han eller hun vil have ud af sin oplevelse. I aftes gik det desværre ikke helt så godt, og resultatet var at man ofte stod og blev lidt skuffet fordi billedet flød ud, farverne skar for meget i forhold til hinanden og helheden aldrig rigtig nåede ud til publikum. Selvom vi stadig fik en række glimt af hvad der sker på de bedre dage, og det serveret af et band der ikke er bange for at bryde med stort set alle rockmusikkens konventioner og lade musikken tale for sig selv. Således var navnet på gæstevokalist Michael Møller de eneste to ord der blev ytret til publikum hele aftenen, selv ikke den obligatoriske idiot der nede bagfra salen brægede “boring!” fik svar på tiltale.