Radio Rackham: Daniel Clowes’ Monica


Denne omgang Radio er tilegnet selveste Daniel Clowes. Mere præcist hans seneste udgivelse, Monica, der forekommer en eminent velstruktureret og fortættet syntese af store dele af oeuvret. Selvom den kan læses lige ud ad landevejen, er det ikke en nem tegneserie, så vi besluttede os for i fællesskab — ikke mindst med vores gamle ven Andreas Gregersen — at tale os frem til nogle ideer om, hvad Clowes forsøger at opnå og dermed forhåbentlig også hjælpe potentielle læsere derude. Lyt her og læs mere på Nummer9.

Nick Drnaso i Informeren


I fredags kunne man (med nogle måneders forsinkelse) læse min anmeldelse af Nick Drnasos første og tredje bøger, Beverly og Acting Class, der tidligere på året udkom på dansk fra forlaget Fahrenheit, den sidste med den danske titel Dramaholdet. Begge er formidable tegneserier, ikke mindst sidstnævnte, hvilket gør det desto ærgerligere, at den rubrik, den illustration og de udgivelsesinformationer, som redaktøren har valgt at bringe giver indtryk af, at det kun handler om Beverly.

Nå, men der er altid en avis igen i morgen og det handler om gode tegneserier, som jeg håber at kunne inspirere flere til at læse. Så ja, læs!

Radio Rackham: Joe Matt


Som markering af Joe Matts nylige død, tager vi en snak med Matilde Digmann – netop aktuel med Bad Boys, andet bind af sin stort anlagte, autofiktive trilogi – om Matts arbejde, men også om hendes, og om selvbiografi, autofiktion, selvudlevering, terapi og meget andet. Jeg er ret glad for den måde, vi efterhånden har udviklet et koncept hvor vi snakker med samtidige, aktive skabere om klassiske serier! Lyt her og læs mere på Nummer9.

Radio Rackham: Må man brænde bøger?


Denne gang dykker vi ned i den ophedede politiske debat omkring den danske regerings lovforslag om at forbyde såkaldt ‘utilbørlig’ omgang med genstande af særlig religiøs betydning (læs: Koranen). Satirehistoriker Dennis Meyhoff Brink argumenterer for, at det er en ny blasfemilovgvining mens tegner Stine Spedsbjerg opsummerer bladtegnernes oplevelse af usikkerhed omkring lovens konsekvenser for satiren i Danmark. Lyt her og læs mere på Nummer9:

Radio Rackham: Spider-Man No More!

I denn e episode krydser vi linjen og samarbejder med vores søstercast, Supersnak! Vi har nemlig selveste “Marvel-Morten” Søndergård i studiet til en granskning af The Amazing Spider-Man #50, med den klassiske historie “Spider-Man No More!” af Stan Lee, John Romita, Mike Esposito, Stan Goldberg, mv.

Episoden er på mange måder noget særligt, men ikke mindst fordi den også (momentant?) markerer Henry Sørensens tilbagevenden til castet efter godt halvandet års fravær. Det var en udelt fornøjelse, så vi arbejder på at det bliver mere end en enlig svale!

Lyt her og læs mere på Nummer9.