Merry Christmas!


Merry Christmas everyone! This one I’ve chosen to mark with a picture that’s very special to me: Baldassare Peruzzi’s Nativity, which has recently gone on view at the Ulster Musueum in Belfast. They acquired it last year after it was export stopped by DCMS and I was involved in securing it for the Nation, acting as its “champion” (ie. person in charge with finding an institution that will offer a price that matches its temporarily export-barred sale). Full credit of course goes to Anne Stewart, director of the Ulster Museum, who saw the potential of its acquisition for Belfast and raised the funds to achieve it. The picture was subsequently with our conservators at the National Gallery, cleaned and restored by Olivia Stoddart. It was a pleasure thus “living” with it for about a year.

This is not only the first Italian Renaissance painting to enter the collection, but an incredibly rare piece of the so-called Roman High Renaissance, ie. that crucial period in the first few decades of the sixteenth-century when artists, poets, humanists reshaped our culture, defining core aspects for what we call the modern era. Peruzzi was friendly with, and worked alongside such key figures as Raphael, Michelangelo, Bramante, and Sebastiano del Piombo. Primarily an architect, secondarily a freso painter, only htree or four easel paintings by him survive and this one is the finest. Before its recent sale, it belonged to the family of the great connoisseur, curator at the British Museum, Philip Pouncey who died in 1990. I hope he would have been happy with its entrance into such a fine national collection.

Check out this short video on X, featuring Anne, Olivia, Marika Spring, Head of Science at the National Gallery, and myself talking about the picture.

Radio Rackham: Strids den Fantastiske bus


Den her sneg sig ind, da vi i sidste øjeblik skulle have et cast i kassen, hvilket ofte resulterer i gode afnit. Vi byggede videre på ideen i min anmeldelse af Strids nye magnum opus om, at Den fantastiske bus‘ rejse har endestation i Elysium, de evige jagtmarker, Astrid Lindgrens Nangijala. Det var fedt, at gå på opdagelse i en af årets udgivelser med de briller på!

Radio Rackham: Joanna Rubin Dranger


Joanna Rubin Dranger skrev nordisk tegneseriehistorie for nylig, da hun blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris for Ihågkom oss till liv, hendes monumentale familiehistorie, om den moderne jødiske tilværelse, i Sverige, Norge og Europa, og — uomgængeligt — om Shoah. Hun var for nylig i København, i forbindelse med den jødiske litteraturfestival, og indvilligede til interview. Det var fint at få snakket med hende og gå i dybden om hendes arbejde, snarere end blot at diskutere den ulykkelige situation i Gaza og Israel, der jo trænger sig på – og den antisemtisme, der igen breder sig, selvom vi naturligvis kommer ind på begge.

Strid i Informeren!


Jeg anmeldte i sidste uges Jakob Martin Strids Magnum Opus, Den fantastiske bus. Længe ventet, stort overskud, et hovedværk med accenter af kunstnerisk testamente, men også de sædvanlige defekter. Hermed et uddrag:

Det er i skildringen af bussen, at Strids tegneglæde udfolder sig mest vitalt, ja nærmest fetichistisk: de menneskehøje bildæk, motorens atten turbinestempler, den knortede krumtapaksel. Herligheden udfoldes også i Claus Deleuran-agtige cutaway-diagrammer, der viser bussens forskellige dæk, med køkken, karbad, køjesenge og legeværelse hinsides det blinkende kontrolpanel i styrerummet. Samlet set er fartøjet en hilsen til den japanske eventyrmester Hayao Miyazakis levende slot fra filmen af samme navn (2004): en skrumlende, animeret metalbiotop. Det er selvsagt også under Miyazakis blå himle, eventyret udspiller sig.

Strid har altid elsket biler og mekanik. Han ser skønheden i de anordninger og maskiner, vi mennesker skaber: ved første øjekast kan det synes paradoksalt, at hans antikapitalistiske sympati for den lille mand indkapsles i kærlighed til materielle goder, men Strid forestiller sig tydeligvis menneskets snarrådighed, opfindsomhed og teknologi som vor redning. I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor (2018) – en anden tydelig forgænger for nærværende bog – var det således intet mindre end et dekomissioneret russisk atommissil, der blev hovedpersonens redning.

Læs anmeldelsen her.

Radio Rackham: Daniel Clowes’ Monica


Denne omgang Radio er tilegnet selveste Daniel Clowes. Mere præcist hans seneste udgivelse, Monica, der forekommer en eminent velstruktureret og fortættet syntese af store dele af oeuvret. Selvom den kan læses lige ud ad landevejen, er det ikke en nem tegneserie, så vi besluttede os for i fællesskab — ikke mindst med vores gamle ven Andreas Gregersen — at tale os frem til nogle ideer om, hvad Clowes forsøger at opnå og dermed forhåbentlig også hjælpe potentielle læsere derude. Lyt her og læs mere på Nummer9.

Nick Drnaso i Informeren


I fredags kunne man (med nogle måneders forsinkelse) læse min anmeldelse af Nick Drnasos første og tredje bøger, Beverly og Acting Class, der tidligere på året udkom på dansk fra forlaget Fahrenheit, den sidste med den danske titel Dramaholdet. Begge er formidable tegneserier, ikke mindst sidstnævnte, hvilket gør det desto ærgerligere, at den rubrik, den illustration og de udgivelsesinformationer, som redaktøren har valgt at bringe giver indtryk af, at det kun handler om Beverly.

Nå, men der er altid en avis igen i morgen og det handler om gode tegneserier, som jeg håber at kunne inspirere flere til at læse. Så ja, læs!

Radio Rackham: Joe Matt


Som markering af Joe Matts nylige død, tager vi en snak med Matilde Digmann – netop aktuel med Bad Boys, andet bind af sin stort anlagte, autofiktive trilogi – om Matts arbejde, men også om hendes, og om selvbiografi, autofiktion, selvudlevering, terapi og meget andet. Jeg er ret glad for den måde, vi efterhånden har udviklet et koncept hvor vi snakker med samtidige, aktive skabere om klassiske serier! Lyt her og læs mere på Nummer9.

Radio Rackham: Må man brænde bøger?


Denne gang dykker vi ned i den ophedede politiske debat omkring den danske regerings lovforslag om at forbyde såkaldt ‘utilbørlig’ omgang med genstande af særlig religiøs betydning (læs: Koranen). Satirehistoriker Dennis Meyhoff Brink argumenterer for, at det er en ny blasfemilovgvining mens tegner Stine Spedsbjerg opsummerer bladtegnernes oplevelse af usikkerhed omkring lovens konsekvenser for satiren i Danmark. Lyt her og læs mere på Nummer9: