Hvordan kan det være at Danmark nu for tredje gang i træk går en periode med blokpolitik i møde? Er danskerne ligeglade med at blive ledt af en regering, hvis parlamentariske grundlag er et kulsort, højrepopulistisk parti? Og hvordan går det til, at danske vælgere tilsyneladende uden videre tilgiver statsministerens fatale insisteren på proaktiv udenrigspolitik i Irak? Svaret er: fladskærme.

I Anders Fogh Rasmussens to regeringsperioder har en benhård og effektiv økonomisk politik gjort Danmark og danskerne særdeles velstående. Skattestop, afvikling af udlandsgæld og øget friværdi er blandt de bedrifter, der har givet vælgerkorpset mulighed for at erhverve samtalekøkkener og bil nummer to, for ikke at glemme opsvingets måske mest lysende ikon: fladskærmen. Danskerne er i de seneste 6 år blevet mere materielt fikserede end nogensinde før; vi er vilde med mærkevarer og statussymboler.

Den privatøkonomiske bundlinje blev tilsyneladende det afgørende parameter for flertallet af vælgerkorpset, selvom præmissen for Ny Alliances dagsorden syntes at være dybt reel :- det borgerlige Danmarks voksende irritation over regeringens parløb med Dansk Folkeparti. At mangen en borgerlig vælger stemmer med pengepungen, frem for diverse politiske visioner og projekter, er en kendt sag, som der tilsyneladende ikke kan stilles meget op med :- men hvad så med disse ‘anstændige borgerlige’?