Har netop fået en email fra Jan Frederiksen, der var medlem af Rackhams hedengangne forum:

“Nu skriver i jo selv at i vil have kommentarer pr mail på Metabunkeren, så here goes.

Først tillykke med det nye initiativ : det har længe været lidt vanskeligt (ahem) at finde det man søgte på rackham, så skiftet er tiltrængt, og det ser fedt ud.

Men jeg er bekymret for, om Rackham.dks væsentligste funktion nu går tabt: nemlig den kollektive overvågning af markedet for publikationer af interesse for jeres læsere. Running commentary på tegneserien i al almindelighed er skam fedt nok, men alt andet lige har det været for at finde inspiration og kvalificeret kritik, at jeg har frekventeret Rackham, og det har jeg især fundet i diskussionerne i forummet. I modsætning til andre fora, var det overskueligt, og fokus var på nogle interessante ting. En anmeldelse bliver noget mere spændende at læse, når man kan følge diskussionen af den med det samme.

Jeg er lidt bange for, at uden nogen at lege med, kommer i til at miste den dynamik og spændvidde som gjoirde forummet på Rackham spændende. Jeg forstår godt at i ikke gider vedligeholde et forum, og det er heller ikke det i for min skyld skal prioritere. Men hvad med at åbne for kommentarer i bloggen?”

Grunden til at vi ikke har åbnet for kommentarer er, at vi over fire år har erfaret, hvorledes internetdiskussioner stort set altid bringer skrumpende afkast med sig. Ja, vi har haft nogle rigtig fine diskussioner i Rackhams forum, og jeg ville ikke have været foruden, men de hørte til sjældenhederne. Og her snakker jeg sådan set ikke om skænderierne – de havde ofte deres eget besynderlige liv – men snarere om alle de ligegyldigheder der fylder den serverplads, forumet ligger på, ligegyldigheder vi alle har del i. Vi anser det for langt mere konstruktivt at reel, kvalificeret kritik eller kommentarer får plads og det overflødige skæres fra. Derfor denne tilbagevenden til det gode gamle læserbrevssystem.

Dette betyder naturligvis, at der er visse former for kommunikation vi ikke længere kan varetage på helt samme måde. De uforpligtende “hey, check lige det her ud”-posts, der var en stor del af forumets indhold er lidt sværere at levere helt så konsekvent i blogformatet, ligesom det eksempelvis er sværere at fortsætte den ‘kollektive overvågning af markedet’, du nævner. Noget kunne man gøre, f. eks. have en sidebar med lister over nye, interessante udgivelser, eller lignende, men det indebærer en forpligtelse vi ikke orker at tage på os pt. (og åbning for kommentarer på enkelte posts ville jo ikke afhjælpe dét problem).

Håber I forstår, og vil komme til at sætte pris på vores nye opsætning. Vi sætter stor pris på Jeres input og på at I gider læse det vi skriver.