Dansk Folkepartis tilegnelse af Natasjas humanistiske opråb til det danske folk, “Gi’ Mig Danmark Tilbage”, i deres seneste annoncekampagne, er ikke blot udtryk for en usmagelig mangel på respekt for den afdøde protestsangerindes eftermæle, men for to centrale karakteristika ved den propagandastrategi både Folkepartiet og regeringen med succes har benyttet sig af i deres kamp om kulturen, eller “sjælene” som vor Landsfader så malende beskrev det for nyligt.
For det første er der tale om den velkendte strategi, hvor tænderne trækkes ud på ens opposition ved tilegnelsen af dens retorik og politik, og den derpå følgende forvrængning efter egen interesse, ofte til ukendelighed. Dansk Folkeparti er et langt stykke ad vejen bygget på denne idé. For det andet er tildragelsen af Natasjas refræn et typisk eksempel på hvorledes retorikken vendes på vrangen således at det politiske establishment fremstår som som den tapre underhund. Vi hører hele tiden, hvordan pladderhumanismen regerer på bjerget, til trods for at vi ikke har oplevet stort andet end eskalerende materialisme og forråelse af debatten om samfundets svageste de seneste 10-15 år. Hvis det gentages ofte nok, er det sikkert rigtigt.
Det er opløftelsen af den tidligere skatteministers kreative bogføring til styrende princip i kulturkampen. Og nu var turen så kommet til Natasja, der som resultat er blevet overdraget til brug af Enhedslisten. Et måske logisk og i hvert fald forståeligt valg fra hendes arvinger, men unægtelig lidt ærgerligt for en sang der rækker langt ud over partipolitiske skel.
Foto af Natasja v. Carsten Seidel.