Hvordan kan det være at Danmark nu for tredje gang i træk går en periode med blokpolitik i møde? Er danskerne ligeglade med at blive ledt af en regering, hvis parlamentariske grundlag er et kulsort, højrepopulistisk parti? Og hvordan går det til, at danske vælgere tilsyneladende uden videre tilgiver statsministerens fatale insisteren på proaktiv udenrigspolitik i Irak? Svaret er: fladskærme.
I Anders Fogh Rasmussens to regeringsperioder har en benhård og effektiv økonomisk politik gjort Danmark og danskerne særdeles velstående. Skattestop, afvikling af udlandsgæld og øget friværdi er blandt de bedrifter, der har givet vælgerkorpset mulighed for at erhverve samtalekøkkener og bil nummer to, for ikke at glemme opsvingets måske mest lysende ikon: fladskærmen. Danskerne er i de seneste 6 år blevet mere materielt fikserede end nogensinde før; vi er vilde med mærkevarer og statussymboler.
Den privatøkonomiske bundlinje blev tilsyneladende det afgørende parameter for flertallet af vælgerkorpset, selvom præmissen for Ny Alliances dagsorden syntes at være dybt reel :- det borgerlige Danmarks voksende irritation over regeringens parløb med Dansk Folkeparti. At mangen en borgerlig vælger stemmer med pengepungen, frem for diverse politiske visioner og projekter, er en kendt sag, som der tilsyneladende ikke kan stilles meget op med :- men hvad så med disse ‘anstændige borgerlige’?
‘Borgerlig anstændighed’ er en smart gimmick, et frygtindgydende retorisk koncept, der med sin blotte tilstedeværelse synes at signalere, at manglende borgerlig anstændighed er reglen, og ‘borgerlig anstændighed’ undtagelsen. Et koncept, der er i listigt ledtog med venstrefløjens selvproklamerede humanisme, og som potentielt kan ramme alle borgerlige vælgere med bare en smule moralsk selvforståelse.
Og der ER jo noget om snakken. Det var nærmest tragikomisk at iagttage statsministerens løfter om bedre vilkår for børnene i asyllejrene (løfter, som valgresultatet i øvrigt ikke levner store chancer for at blive indfriet), for timer efter at udskrive valg. Når man med andre ord har haft seks år til at forbedre nogle meget stakkels menneskers vilkår og først begynder at snakke om handling dagen inden valgudskrivelse, ryger kæden indlysende af. Utroværdigt, opportunistisk og pinligt.
De ‘anstændige borgerlige’ har mildest talt ikke manglet argumenter for at vende regeringen ryggen. Danmarks pinlige og fatale knæfald for den måske ringeste amerikanske præsident i historien er alene grund nok :- Danmarks aktive og helhjertede bidrag til at bringe mellemøsten ud i en voldsspiral, hvis frygtelige konsekvenser vi stadig ikke kan overskue, er en decideret udenrigspolitisk tragedie.
Flygtningepolitikken, der har gjort Danmark til et af de mest lukkede samfund i den vestlige verden, er et andet meget voldsomt argument. Den bastante og utidssvarende negligering af klimaproblemerne (forsøgt løst ved hjælp af figenbladet Connie Hedegaard, hvis politiske retorik i øvrigt storflirter med den ‘borgerlige anstændigheds’ vokabularium) et tredje.
Men hvorfor stemte disse ‘anstændige borgerlige’ så ikke på Naser Khader og kompagni da det kom til stykket?
Fordi Naser Khader og hans projekt endegyldigt floppede. Ny Alliances opbud af det, som kløgtige og kritiske politiske kommentatorer kaldte ‘storbytosser’, virkede ikke effektivt. Særligt den dristigt selvfede Lars Kolinds udmelding om 40% skat på Fyn og klippefaste tro på sine egne fortrinlige evner som statsminister må have givet en del konservative vælgere tics i øjenkrogene.
Naser Khader, som Nyhedsavisens chefredaktør David Trads for et halvt år siden sammenlignede med John F. Kennedy, viste sig i bedste fald som en svag skygge af selvsamme. Hans telefonopkald til Se & Hørs Henrik Qvortrup (“Du er et svin! Du er et svin!” etc. etc.) afslørede en politiker i følelsesmæssig vildrede, ude af kontrol :- meget uheldige egenskaber for en toppolitiker. Khaders manglende evne til resolut at besvare anklagerne om køb af sort arbejde var også uheldig, ligesom duellen mod Pia Kjærsgaard i Kalundborg afslørede, at den nye alliances leder var ude af stand til at forklare sin egen højt profilerede skattepolitik.
Den vældige karisma og troværdighed, som kendetegnede Khader under Muhammed-krisen, forsvandt stykke for stykke under valgkampen, og tilbage stod en svag og vaklende leder for en flok storbytosser uden evne til at brænde igennem med andet end budskabet om at folkene i Dansk Folkeparti er dårligt selskab.
Skønt Ny Alliance akkurat klarede spærregrænsen, ser fremtiden alt andet end lys ud for partiet, der takket være et mandat fra Færøerne reelt er sat uden for indflydelse.
Man forstår godt de ‘anstændige borgerlige’, der tøvede med at sætte deres kryds ved liste Y. Men når alt kommer til alt, var stemmerne til Ny Alliance den eneste mulighed for at bryde blokpolitikken. Og de af Venstres og de Konservatives vælgere, som tæller sig blandt proselytter for den ‘borgerlige anstændighed’, svigtede i realiteten ved at forpasse muligheden for at stemme på Cirkus Khader.
Dermed er det disse ‘anstændige borgerlige’, der bærer ansvaret for fire år til med Pia Kjærsgaards utidssvarende og ucharmerende nationalromantik, med alt hvad den indebærer. Særligt vælgerne hos de Konservative, hvis folketingsgruppe som bekendt fastholdt sine mandater.
Kvababbelser?
For sent.
Foto: Jacob Ehrbahn, hentet fra Politiken.