Den landede for nogle uger siden, men det gør den ikke mindre aktuel. Den Store Storm P.-bog er et overflødighedshorn af den danske humorists bedste værker — valgt på tværs af tid og genre. Den dækker hele karrieren og alt fra ungdommens grove satire og ekspressionistiske maleri over banebrydende tegneserier som De tre små mænd og Nummermanden og Den kulørte side til klassiske plakater og ‘opfindelser’ og ikke mindst, alderdommens flue-bevingede visdomskondensater. Og meget mere.

Bogen er redigeret af Steffen Rayburn-Maarup fra forlaget Aben Maler i samarbejde med Storm P.-museet og Alvilda, der som bekendt i disse år har gang i en større udgivelsesrække med Storm P. Og jeg har haft æren at skrive forordet, hvilket trak tænder ud, men endte med at være en fornøjelse. Storm P. er svær at skrive om, fordi hans geni er så svært at indkredse, og fordi han bare er sjovere en dig og mig og hvad vi kan finde på at sige om ham. Men jeg har i efterhånden en del år gerne villet prøve kræfter med opgaven og her kom den så. Jeg havde givet mig selv alt for dårlig tid til at producere det gennemarbejdede essay, jeg førhen havde forestillet mig at ville skrive, men sådan er virkeligheden jo og jeg endte med at være godt tilfreds, selvom meget (‘i en perfekt drømmeverden’, som min mand Thorhauge altid siger) kunne have været bedre.

Men hul idet, det er Storm Ps. fantastiske og usigeligt morsomme tegninger det handler om, og dem har den her bog in spades. Læs den.

PS — bogen er også planlagt til udgivelse i USA, hos kvalitetsforlaget Fantagraphics. Hvornår ved jeg ikke, men du kan læse mere om det her.