carlo_garn_x.jpg
Der lyder i disse dage stor kritik af Berlingske tidende fra dele af det danske tegneseriemiljø, efter dagbladet har annonceret, at de ikke har intentioner om at fortsætte med at bringe en af vinderstriberne i den stort anlagte tegneseriekonkurrence, de kørte i efteråret. Dette er ganske forståeligt – konkurrencen blev amatøragtigt afviklet og den meddelelse, kulturredaktør Iver Høj Nielsen netop har givet de tre vindere, er da også fesen. Dumt, dumt, ligesom det var dumt pludselig at annoncere en anden runde, da vinderne var fundet, uden at have nævnt muligheden for en sådan fra starten. Men når det er sagt, ville det have været endnu dummere af Berlingske rent faktisk at have bundet dagligt an med en af de middelmådigheder, konkurrencen affødte. Ingen grund til at føje skade til spot.

Høj Nielsens forklaring om, at avisen er ved at skære ned og derfor ikke mener at have penge til at starte en hjemmeproduceret dagstribe op, har givetvis en del på sig – Berlingske har længe hostet blod op – men det kræver ikke de store analytiske evner at læse mellem linierne og konstatere, at redaktionen ganske enkelt ikke anser de striber, de har at vælge mellem, som gode nok. Og selvom jeg har det relativt dårligt med det, er jeg i dette tilfælde enig.

Lad os, med forbehold for det meget begrænsede eksempelmateriale der er tilgængeligt, tage et kig på vinderne. Carlo Garn af Jakob Rask Nielsen, som vandt førsteprisen, har en vis charme i stregen, der med tiden muligvis kunne udvikles frodigt i ekspressiv retning, men lider af et tyndt og gennemtærsket grundkoncept. Et af de viste eksempler kører, som hundredevis af striber før den, på en vandet billedliggørelse – et skelet til fedtsugning, men med store hænder gemt for både læseren og Carlo af billedrammen – og de andre på sin hovedpersons skørlevned og den småsorte humor denne kan medføre. Et af de mest gennemtraskede koncepter i humorserien siden tressernes undergrounds, udført til et lille ottetal i en stribe, som vil vække en søvndyssende følelse af déja vu hos enhver, der har brugt mere end et kvarter på at checke tegneseriestriber på nettet.

bladtegnerdk_x.jpg
Bladtegner.dk, af Hans Müller, en art WulffMorgenthaler til Familiejournalen: “…Helmuth, det er sgu’da på den røde knap man tænder for kaffemaskinen, er det ikke…?” siger alt. URL! af Rasmus Bregnhøj, Poeten og Lillemor på en dårlig dag i 90erne, udsat for reklameæstetik, om en forfatter med højere selvanseelse end talent og en lidende familie. Set før? Jo tak. Og Morten Voigts Centrum, der vrider et par banale grin ud af en stereotyp småborgerepression? Heller ikke ligefrem The Mothership.

Det er sådan set ikke, fordi jeg mener at juryen har klokket i den her. Jeg har forgæves søgt bidragene til konkurrencen igennem for bare én stribe, jeg synes skiller sig ud og kunne være værd at bruge tid og energi på at udvikle. Måske er jeg pessimist, men jeg ser ikke de store løfter gemt i de småborgerlige banaliteter og anstrengte forsøg udi pointeløse artsy-fartsy anti-strips, bidragene ganske egalt deler sig imellem.

Kunne Berlingske have gjort anderledes? Det har været oppe at vende, at de kunne have opsøgt tegnere, de vidste havde noget at byde på, og mere målrettet have forsøgt at udvikle en stribe i fællesskab med disse. Et fint forslag i teorien, men svært ladesiggørligt i praksis. Jeg har selv i anden forbindelse været involveret i noget meget lignende, og det er ganske enkelt tæt på umuligt at finde en etableret dansk tegner, der er i stand til at levere en god daglig stribe, især hvis den skal være morsom.

Og i øvrigt har Berlingske allerede forsøgt sig med denne strategi, tilbage omkring årtusindskiftet, hvor de hyrede Søren Behncke til at imitere Strid, hvilket selvsagt ikke fungerede. Luc havde muligvis potentiale, og kunne måske have udviklet sig i positiv retning, men hverken læsere eller redaktion satte tilstrækkelig pris på den til at det blev aktuelt. (Jeg forstår, at Behncke i dag laver en uinspireret stribe til 24Timer, men generelt koncentrerer han sin energi andetsteds). Jeg ser ingen grund til at tro, at Berlingske skulle have mere held med den strategi i dag.

Den åbne konkurrence var derfor en forståelig løsning, der ideelt set kunne have bibragt avisen, og os, en bred vifte af interessante bud på, hvordan den næste store danske dagstribe kunne komme til at se ud, fordi den netop fungerede som motivation for tegnere udenfor branchens søgelys til både at tænke og tegne stort. I stedet fik vi et deprimerende panorama af middelmådighed, der ikke just gør en optimistisk på den dansk avistegneseries fremtid.