Det følgende er ikke en formfuldendt artikel, men en let redigeret tekst hentet ud af en debat i Rackhams nu lukkede forum fra december 2002. Den omhandler det kronisk genkommende og ganske umulige problem at definere hvad en tegneserie er. Der tages forbehold for uklarhed, uvished og umulighed… og groteske mængder tankestreger.
Først, et par citater fra Dylan Horrocks, fra mit interview med ham i Forandringstegn:
“Jeg har det personligt sådan, at grænsen mellem tegneserier og tekster er en illusion. Den almindelige måde at forestille sig tegneserier på er, at man har en serie af billeder, som regel med lidt tekst indeni. Men indimellem kommer der så en tegneseriekunstner og arbejder helt uden ord : eller måske med enormt mange ord. Dave Sim har f.eks. lavet tegneserier, hvor ordene mere eller mindre har overtaget det hele. Nogle tegnere bryder sig ikke om den slags : de ser det lidt som et forræderi mod tegneseriens essens. Jeg ser det bare som endnu et skridt mod tegneserier uden tegninger : jeg kan virkelig ikke se det truende i det. Jeg mener, tegneserier uden ord er det helt store blandt de mere “arty” tegnere for tiden, så hvorfor ikke udforske den anden yderlighed?
Når man presser Scott McCloud til at drage en linie mellem tegneserier og illustrerede tekster, siger han, at i tegneserier skal billederne være dominerende. Det synes jeg ikke er rimeligt. Den linie eksisterer ikke for mig. Og det siger jeg virkelig ikke for at være pervers eller langt ude. Jeg mener bare, at vore normale antagelser omkring kunst : eller hvad som helst : er vanetænkning. Og det er sundt at tage et skridt væk fra de vaner : at se verden uden de forudsætninger, uden at være bange for, hvad man nu kunne støde på. Det er ligesom det med kortlægning igen – vore velkendte kort bliver indgroede i sådan en grad, at de næsten erstatter landskabet foran os, så vi ender med at se bort fra de interessante ting i landskabet – af den simple grund, at de ikke er med på kortet. Når billederne endelig forsvinder helt fra Sims tegneserier, skal vi så sidde og vride vore hænder og bekymre os om, hvorvidt det nu også er tegneserier? Eller kan vi bare nyde den oplevelse det kan være at læse en tegneserie uden billeder?”
og, ikke mindst:
“…det er ikke definitioner, jeg advarer imod. Det er mere de begrænsninger, der ligger i kun at bruge et enkelt kort. Og jeg prøver at minde folk om, at definitioner er “konstruerede” – de er bygget ud fra alle mulige mere eller mindre åbenlyse ideologiske forudsætninger. Definitioner fremhæver noget, men de udelader også noget. For virkelig at udforske tegneseriemediet og åbne det op på den måde som Scott taler om, har vi brug for lige så mange tegneseriedefinitioner som vi overhovedet kan finde på, ellers vil vi gå glip af alle de fine sprækker og krinkelkroge, tegneserielandskabet gemmer på.”
Jeg henviser til ovenstående som special disclaimer : jeg deler i høj grad Horrocks’ syn på definitioner som nyttige, men i sidste ende konstruerede størrelser, som man skal passe på ikke at lade sig hæmme for meget af.
For mig er der forskellige indgangsvinkler til problemet:
McClouds definition, der bygger på statiske billeder i sekvens, er et godt sted at starte: Som han viser det, går tegneserien med den definition tilbage til hulemalerierne, hvilket jeg i og for sig ikke har noget problem med : det kan ikke anfægtes, at tidligere narrative billedfortællinger, som ægyptiske vægmalerier, middelalderlige billedcykler og lign. på mange måder fungerer på samme måde som moderne tegneserier. Jeg tror grænsen her går et eller andet sted, hvor narrationen ophører : CD-booklet’en til Radioheads Amnesiac falder f. eks. ikke ind under definitionen af tegneserier, fordi den er et forløb af rene non-sequiturskift. Hvor præcis man trækker grænsen her, finder jeg ikke bare svært, men umuligt at sige : hvis der skal være en form for narration, begrænses de spændende muligheder, der ligger i tegneserielyrik à la Anke Feuchtenbergers Das Haus (se Forandringstegn), og hvis man på den anden side lader det hele flyde, kan man lige så godt begynde at se tegneserier overalt : “fliserne på fortovet er sidestillede, ergo er det en tegneserie”.
Afledt af denne snak er den definition, der opererer med at tegneserier skal indeholde både billeder og tekst, som fungerer i samspil : de skal altså understøtte og supplere, ikke blot illustrere, hinanden : på den måde skaber man et skæl mellem tegneserier og billedbøger. Men man udelukker samtidig tegneserier uden ord, hvilket jo ikke går. For mig at se er det springende punkt for distinktionen mellem tegneserier og billedbøger hvor fortættet narrationen er, hvorledes billederne bruges til at formidle mere komplekse narrative forløb, i stedet for blot at være en række enkeltbilleder. Dette gør Prins Valiant til en tegneserie, men udelukker mere løst sammenhængende, lyriske serier, så der er igen et problem. Derudover kan man, som Horrocks gør det, stille det provokerende spørgsmål om tegneserier overhovedet behøver at indeholde billeder : er en bog ikke i en eller anden forstand en tegneserie uden billeder? De fleste, inkl. undertegnede, vil stejle her : tegneserier skal indeholde billeder, men ikke nødvendigvis tekst : men det er en tankevækkende provokation, der viser, hvor kunstige definitioner er: hvor meget ren tekst skal der fx. til, før noget, som fx. de senere numre af Cerebus ophører med at være tegneserier?
Så er der den institutionelle definition, der hævder, at noget først eksisterer, når det af toneangivende instanser opfattes som sådan : i mange tilfælde en ganske brugbar definition, om end behæftet med mange problemer, da den er meget “værksky” : den tager simpelthen ikke stilling til selve værkets form og udtryk. Med denne definition har Outcaults Yellow Kid pga. hvad der må beskrives som en kollektiv hjerneblødning blandt tegneseriehistorikere længe været den første tegneserie, men konsensus er heldigvis ved at skifte nu. Udover helt ufunderede påstande om at det var den første serie med sekvens, talebobler, gennemgående figur, osv., var argumentet at det var med den, at tegneserien i sin moderne form nåede et massepublikum. Men det er alt sammen ren og skær myte: The Yellow Kid er hverken den første tegneserie med sekvens, gennemgående figur, farver, massedistribution eller talebobler. Den er ikke først med noget. Konsensus er pt. at tegneserien som moderne medie opstod i slutningen af 1700-tallet, og fandt frem til sit grundlæggende formsprog og karakter med Rodolphe Töpffers arbejde fra 1820erne og frem.
Næste punkt på dagsordenen har med selve tegne- og fortællestilen at gøre: er den ‘tegneserieagtig’? Dette begreb er imidlertid, jvf. nærværende diskussion, behæftet med en masse forstyrrende og nedladende konnotationer : vi mangler simpelthen et ordentligt begreb på dansk. På engelsk ville man spørge om en given serietegner var en cartoonist. Dette begreb er også vanskeligt : for mig fortæller det først og fremmest noget om den måde en tegning fortæller på. I cartoons som de er flest får konturstregen et eget liv : den bliver et tydeligt aktiv, snarere end blot ‘det, der holder sammen på formerne’. Derudover forsimples formerne, således at de bliver lettere tilgængelige, mere ikonagtige så at sige. For det tredje rummer selve tegningen/billedet i sig selv narration : det vil sige, at det aktivt fortæller en af “gummitid” udstrakt sekvens af handlinger: et ganske enkelt eksempel kunne være den måde en tegnet figur i et enkelt billede, der jo er statisk, fuldt ud kan overbevise læseren om, at han rent faktisk afleverer en svada, der ville tage flere minutter at aflevere i realtime (en af grundende til at fototegneserier, og til dels malede tegneserier, har tendens til at fungere a helvede til : det er for ‘fastfrosne’, de benytter sig ikke af cartooning).
Denne definition strækker tegneseriens fødsel tilbage til 1700-tallets karikaturtegnere, som fx. Gillray, og 1800-tallets, som fx. Daumier, og indbefatter selvsagt en stor del af de bladtegnere, der benytter sig af enkeltbilleder. Til gengæld opstår der, hvis ikke man benytter den i sammenhæng med nogle af de ovenstående definitioner, problemer med at inkludere mere “realistisk” illustrative serier, så alene går den ikke som en definition af tegneserier, men det er jo også en definition af cartoonen. Grunden til at jeg inddrager den er, at cartooning for mig at se er en af de vigtigste ingredienser for tegneseriens succes og effektivitet som medie, uden at den på nogen måde er nødvendig for at noget kan være en tegneserie (den ligger i øvrigt også til grund for de fleste traditionelle tegnefilm).
Nogle, som fx. Ralph Steadman (i et interview der kan findes i denne opsamling), lægger en form for socialt engagement ind i cartoonen og udstrækker i det hele taget begrebet til at indbefatte klart ‘ikonoficerende’, kunstnere som Breughel og Goya, hvilket egentlig giver meget god mening, jo mere man tænker over det. De kan jo godt være satire/karikaturtegnere, selvom de ikke har en avis at boltre sig i. (Sidstnævnte har i øvrigt lavede tegneserier i McClouds’k forstand, altså sekvenser af fortællende billeder)
Det er de traditionelle og meget brugbare retningslinier : de digitale medier byder på en hel række nye, interessante problemstillinger, som jeg ikke orker at inddrage her og nu.
Under alle omstændigheder tror jeg at man bliver nødt til simultant at benytte sig af en kombination af flere definitionsrammer, hvis det skal give nogen som helst mening.
I øvrigt: På spørgsmålet om ikke den traditionelle billedkunst har benyttet sig af fortælletekniske og ikonografiske greb, vi i dag forbinder med tegneserien, kan kun replicere med et rungende “Jo, det har den da”. Det er fx. velkendt, hvordan en form for talebobler* findes i både maya-indianernes narrative billedforløb og den europæiske middelalder ditto og billedkunstnere har til alle tider og især fra renæssancen og frem, arbejdet med at få statiske billeder, det være sig maleri, skulptur, eller andre medier, til at fortælle noget, der ligger udover øjeblikket, på samme måde som tegneserien gør det.
* Diskussionen om hvad en tegneserietalebobbel er, er faktisk heller ikke så ligetil. For den bedste gennemgang vil jeg henvise til Thierry Groensteens fremragende artikel om emnet i Comic Art 8 (jeg er uenig med ham, men det er stadig en god artikel, hæhæ.)
Illustration hentet fra Rodolphe Töpffers L’Histoire de M. Vieux Bois, tegnet i 1827, udgivet i 1837.