Som Metabunkerens læsere vil erindre, fik det hæderkronede danske tidsskrift STRIP! for nylig et eller to borgerlige ord med på vejen, udbasuneret på den velkendte vulgære og ufølsomme facon, af denne skribent. I omtalen blev Thomas Bergers anmeldelse af Jakob Stegelmanns bog Verdens 25 bedste tegneserier undtagelsesvist rost, og det fik Stegelmann til tasterne. Hermed følger korrespondancen mellem undertegnede og Jakob Stegelmann, Danmarks vel nok vigtigste formidler af tegneserier og andre populær-kulturelle medier gennem tiden:
Kære Thorhauge,
Jeg finder det sært, at min lille bog med mine yndlingstegneserier er problematisk, som du skriver i din ros af Bergers anmeldelse. Det er jo ikke en kanon, men kun en gammel tegneserielæser/anmelder/formidlers kommenterede liste over personlige favoritter, en slags klassikerliste med personlige begrundelser. Jeg kunne da sagtens have medtaget mængder af serier, der lige nu imponerer og fornyer (hvad forordet for øvrigt også opsummerer) – men det er jo mere end svært at pege på, hvilke af de aktuelle ting, der også holder og hvilke, man som læser har glemt om kort tid. Filmfolk afviser jo heller ikke Welles og Hitchcock, bare fordi Tarantino imponerer. Det bør de ihvertfald ikke, synes jeg.
Noget andet er, at den slags best of-lister dybest set er tåbelige og at bogen på den baggrund er uden betydning, det er jeg helt med på – medmindre nogen skulle være interesseret i min personlige mening om de udvalgte serier.
Bedste hilsner 
Jakob
:
Kære Jakob,
Mange tak for din respons (tilgiv det sene svar, jeg er lige kommet hjem fra lidt vinterferie) – jeg er enig i de ting, du fremfører, og jeg er i øvrigt svært begejstret for stort set alle de 25 tegneserier, du omtaler i din bog. Det kan måske lyde mærkeligt, men når jeg alligevel kalder Verdens 25 bedste tegneserier for ‘problematisk’, er det i virkeligheden en anerkendelse af din store og velfortjente betydning som formidler af (bl.a.) tegneserier. Dine personlige tegneseriefavoritter er naturligvis en ærlig sag, ligesom der indlysende heller ikke er det mindste galt i at skrive en bog om de tegneserier, du ynder mest. Men – men, men, men … Du repræsenterer på den anden side Danmarks Radio (og Berlingske Tidende), du har kontakt til et stort og bredt publikum, du har en masse bibliotekarers bevågenhed – du er, like it or not – en institution, og derfor må man formode at dine bud på verdens bedste tegneserier har en vis vægt og betydning. Og i det lys fortjener dine bud på en top-25 naturligvis debat og kritik.
Jeg har læst tegneserier al den tid, jeg kan huske : alle slags tegneserier, fra mange egne og tider : og er af den klare overbevisning, at den udvikling tegneserien er inde i netop nu, er noget ganske særligt. Jeg har (som du sikkert ved) sammen med Matthias Wivel lavet bogen Forandringstegn om de nye tegneserier, og vi går så langt som til at kalde tidens tegneserier for ‘en ny guldalder’. Derfor falder det mig meget naturligt – ja, det er mig ligefrem påliggende – at påtale det udvalg, du har sammensat i din bog, først og fremmest med hensyn til det markant tilbageskuende perspektiv (som Thomas Berger og flere andre også har bemærket). Jeg synes absolut det er din ret at fastholde din liste som den er, men personligt beklager jeg det billede, den tegner af tegneserien som udtryksform. Jeg går gerne i detaljer, men nu indgik omtalen jo i en anmeldelse af STRIP! …
Bedste hilsner
Thomas T.
PS. I øvrigt tror jeg ikke det er statsstøttens skyld, at du ikke er fan af Peter Madsens bibeltegneserier…
:
Kære Thomas
Tak for dit uddybende svar. Jeg er fuldstændig enig i det meste af, hvad du skriver, blot finder jeg det svært at skulle optræde som institution med særlige forpligtelser. Hvad synes du, en sådan status indebærer? For jeg ved det ikke rigtig selv.
Tegneseriens udvikling lige nu er både fantastisk og også problematisk. Den kunstneriske/tekniske kvalitet og de indholdsmæssige dybder er ofte imponerende, men det elitære kan nemt komme til at underminere det folkelige, samtidig med at den anerkendelse, som vi jo alle kæmper for, på hver vores måde, ikke altid er et så velsignende mål, når man endelig når frem til det. Den æra, hvor den klassiske tegneserie både var rebelsk, provokerende, blev betragtet som underlødig og blev læst af millioner, er til dels slut. Og det er den periodes tegneserier der står mit hjerte nærmest og som min bog derfor forholder sig til.
Jeg synes ikke man kan komme udenom at tegneserien har mistet sit greb om almindelige mennesker for i stedet at blive noget, der nydes af en stor, men begrænset og ret indforstået gruppe mennesker (med manga som en lovende undtagelse). Hvilket naturligvis ikke forringer de kunstneriske landvindinger – og det, at vi i dag i Danmark har en meget stor udgivelses-bredde. Jeg synes derfor som dig, at Seriejournalen er fuld af unødigt brok. Jeg synes bare at Bergers anmeldelse af min bog var både ubehagelig og uforstående og at den derfor ikke havde brug for støtte eller ros…..
Hvad angår stats- og bibelselskabsstøtte – det er ikke min kop te, jeg trok nok mest på den kultur, der fremstilles på læsernes betingelser fremfor styret af kommisærers smag, uanset hvor god den måtte være.
Bedste hilsner
Jakob
PS: Jeg har faktisk ikke skrevet om tegneserier i Berlingske i flere år. I dag skriver jeg hver lørdag i BT, hvor jeg dækker computerspil, film og tegneserier både journalistisk og anmeldende (farlig cocktail, jeg ved det). Berlingskes mand i dag er Kristian Lindberg, som er meget dygtig, selvom det er småt med spaltepladsen. Da jeg var tilknyttet Berlingerens kulturredaktion i 80erne og 90erne var der anderledes plads til tegneserieanmeldelser.
:
Kære Jakob,
Mange tak for svar igen : lad mig starte med at replicere dine betragtninger om tegneseriens tilstand her til lands; jeg er helt og aldeles enig i din analyse, men nok ikke helt med din konklusion (som du godt nok ikke tydeliggør, men som jeg fornemmer); jeg beklager også den vestlige mainstreamtegneseries åndelige sygemelding, men glæder mig utvetydigt over både mangaen og de såkaldte ‘graphic novels’. Begge fænomener kan i mine øjne kun tjene som direkte eller indirekte inspiration, vejviser, pejlemærke : som medicin til den stakkels, stakkels patient. Jeg synes også, at der mangler en stamme eller et lokomotiv på markedet, men finder i øvrigt udviklingen løfterig : skønt ‘graphic novels’ muligvis har indbyggede kommercielle begrænsninger, mener jeg, at de har demonstreret det overskud, den ambition og den vedkommenhed, som den klassiske europæiske tegneserie jo ganske har mistet.
Dermed mener jeg også, at det er ‘problematisk’ at sende et signal om de gamle, klassiske seriers fortræffeligheder, netop i denne tid. Jeg elsker som sagt de fleste af de serier, du har udvalgt, og vedgår fortsat at Carl Barks og Hergé er blandt verdens tre-fire største tegneseriefortællere. Men hverken den ene eller den andens tegneserier er i dag ligeså tidssvarende som (d)engang. Særligt fremstår fx Hergé op mod sin 100-års fødselsdag, som en kunstner, hvis værk groft sagt kun appellerer til nostalgikere og feinschmeckere. Dermed mener jeg, at dyrkelsen af gårsdagens tegneserier faktisk bliver både sekterisk og elitær, og dermed en potentiel blindgyde for Udviklingen af Tidssvarende Tegneserier (U.T.T.â„¢). Jeg mener, at der burde være langt flere nye tegneserier på en top-25 (herunder japanske), ikke bare fordi der bør, af hensyn til signalværdi, men fordi de ærligt og redeligt har fortjent det.
Afslutningsvis, din indledning : skønt jeg naturligvis ikke har prøvet det, kan jeg levende forestille mig at det svært at danse med øvrighedens opfattelse af ens “institutionelle forpligtelser”. Jeg vil nødigt forsøge at udstikke retningslinjer for noget sådant, men hæfter mig dog ved din sammenligning med filmkulturen : du nævnte Hitchcock, Welles og Tarantino. Jeg mener, at der er en stor forskel på film- og tegneseriekulturen, hvor der i sidstnævntes tilfælde er langt færre kvalificerede og hørbare stemmer end hos førstnævnte. Jo, ‘lister’ og kanon er muligvis tåbelige, men jo også nyttige. De giver os en chance for at diskutere hvilke værdier, vi værdsætter og hvorfor. De giver os en mulighed for at forklare et værks fortræffeligheder, og åbne øjnene for nye læsere. Men når man har institutionel tyngde, mener jeg også at man bør være sin status bevidst, særligt når man får en unik chance for at byde på Verdens 25 bedste tegneserier. Du har naturligvis været bevidst, da du bestemte dig for at være tro mod dine personlige favoritter, snarere end fx at forsøge at fremstille en form for konsensusliste. Men derved bliver din udmelding jo også potentiel kontroversiel, og dermed opstår debat. Men får man et par på frakken af Thomas Berger (og undertegnede!), er det jo først og fremmest et tegn på, at man har ramt et eller andet tankeprovokerende : og det er jo pragtfuldt!
De bedste hilsner,
Thomas
PS. Støttediskussionen er vist et politisk anliggende, men jeg er dog helt overbevist om nødvendigheden af støtte fra stats- og fondsmidler. Dansk films dundrende succes og bredde er i mine øjne bare en af de seneste understregninger at støtteordningers nytte og gavnlighed. Men som så meget andet, er det naturligvis en balancegang.
:
Kære Thomas
Hvilken diskussion! Jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret i, at den evige dyrkelse af Barks og Hergé også kan blive sekterisk og dermed elitær og skadelig for tegneseriens udvikling. Faktisk har jeg på Troldspejlet altid prædiket, at vores børneseere ikke gad høre om at alt var bedre dengang – og jeg har af samme grund jævnligt rost Jumbo-bøgerne, selv om de af mange betragtes som blasfemi. Vi skal bestemt ikke helliggøre det gamle på det nyes bekostning, og de små drenge, der køber DragonBall og Naruto, gør det med samme glød som jeg selv købte AA&CO. Men jeg vil dog ikke være med til nedgøre Hergé som noget for feinschmeckere. Både han og Barks er på Holberg/Dickens/Andersen-niveau og er både klassikere og tidløse – de skal bare ikke serveres som nostalgi og man skal ikke overdrive sin formidling af dem til nye tegneserielæsere. Her er jeg klart skyldig og min bog et vidnesbyrd (jeg tror for øvrigt ikke, at der er nogen, der køber den – og hvis bibliotekerne bruger den som standard er det vel også OK, jeg vil især gerne se de biblioteker, der finder den eneste årgang af FLAX og indbinder den!).
Min fobi overfor statsstøtte skyldes nok, at jeg ikke deler den holdning, at dansk film er blevet bedre siden statsstøtten. Jeg ved godt, at det er landsforrædderisk, men jeg er faktisk ligeglad med en national kultur som sådan – og minder iøvrigt om, at fx dogme-filmene ikke blev lavet med statsstøtte. At en dygtig kommisær kan bruge skattemidlerne fornuftigt skal ikke udelukkes, jeg synes bare ikke, at det er sket i særlig udstrakt grad.
Filmkunsten har ganske rigtigt mange flere fortalere (altfor mange!) – men det er også tegneseriemediets fortrin, at det ikke beskrives og formidles og bedømmes så massivt som filmene. Jeg har med vilje holdt mig tilbage for at springe op på podiet i alle mulige sammenhænge og udnytte den institutions-status, du taler om – men hvis du eller andre har ideer til, hvad der konkret kan/bør gøres – måske på TV? – er jeg naturligvis meget åben for forslag…..bare ikke et awardshow…..eller en paneldebat…
Bedste hilsner
Jakob
:
Kære Jakob,
Haha, ja, det er unægteligt lidt landsforræderisk at være ude efter dansk films succes. Igen er jeg overvejende enig i at kvaliteten og diversiteten i dansk film ikke er så imponerende, som man ofte forledes til at tro. Men tager man dine markedsorienterede briller på, må man jo anerkende danske films imponerende store markedsandel blandt danske biografgængere (jeg mener at hver tredje-fjerde købte biografbillet er til danske film, helt unikt i europæisk sammenhæng). Støtten har på en eller anden måde ført til genuin public demand : tilsyneladende, i hvert fald. Jeg har ligesom dig heller ikke meget til overs for national kultur, jeg ligger ikke vågen om natten af skræk over at det danske sprog er ved at uddø, etc.
Til gengæld tror jeg heller ikke på, at noget er ‘tidløst’. I mine øjne er en klassiker – Rackham den Rødes skat, fx – en klassiker, fordi den udfra en mængde vedtagne kvalitetskriterier er et dygtigt, underholdende og virtuost værk, og som institutionerne (!) derefter nurser til et fantastisk eftermæle. Det er fx tankevækkende at Hitchcocks film stadig er så højtestimerede (helt fortjent, selvfølgelig), hvorimod Howard Hawks’ film synes at glide længere og længere væk (helt ufortjent, selvfølgelig). Tidløs på et helt konkret her-og-nu-niveau, synes jeg imidlertid heller ikke at Hergés Mission til månen (el. Månen tur-retur del 1) er; skønt mesterens ånd hviler over den, er den jo et omstændeligt og kedeligt NASA-kammerspil med meget få overraskende, humoristiske eller charmerende oaser (her var så lidt blasfemisk tale fra min side …).
Skønt jeg som sagt værdsætter dit bud på verdens 25 bedste tegneserier, håber jeg ikke at bibliotekerne vil bruge din bog som standard – med mindre de indkøbende bibliotekarer har et stort og kyndigt overblik over tidens tegneserier, og med klar førsteprioritet af disse. Jeg mener naturligvis at biblioteker bør ligge inde med en solid samling klassikere, men frygter at bibliotekerne kan ende som halv- eller heltomme museer over ulæste bøger. Biblioteker bør være tidssvarende, have fingeren på pulsen, og tilbyde nutidige og friske fortællinger til dagens og morgendagens læsere, hvad enten indholdet er kulørt eller monokromt. Med andre ord: klassikere er glimrende, og bør repræsenteres, men dagens udgivelser bør principielt have førsteprioritet på bibliotekernes hylder.
Og tak for opfordringen til at komme med forslag – hvis en ide rammer ned, vil jeg fluks forfatte en mail!
De bedste hilsner,
Thomas
PS. Dogme-filmene fik ganske rigtigt ikke støtte fra filminstituttet : de fik fra DR i stedet …