fyah.jpg
Det virker som var det i en anden tidsalder, men første gang jeg var på Rubadub var der 20 mennesker, maximum. De var spredt rundt i lokalet; nogle hang i baren, andre stenede i de midt på dansegulvet anbragte sofaer og en ensom Hydepark stod oppe på scenen og spillede reggae, som så mange gange før. Det var første sommer, i 2002, og forholdene skulle snart ændre sig.

Allerede den følgende sommer, 2003, var klubben godt fyldt næsten hver søndag. Jeg var på dette tidspunkt flyttet udenlands og at komme tilbage til Stengade var en nærmest magisk oplevelse. Som var jeg trådt ind i et parallelunivers, hvor københavnerne var vilde med reggae, pigerne var endnu sødere end normalt, og ingen kærede sig om hvad morgendagen bragte.

Sommeren 2004 var pulsen steget yderligere; Bikstok Røgsystem fyrede op uge efter uge og virkede mest som et noveltyband. Det skulle snart ændre sig. Klubben besøgtes endvidere på særligt heldige søndage af gæster fra udlandet, først og fremmest Jamaica. Køen udenfor spillestedet havde det nu med at strække sig ud mod gaden. Og der synes pludseligt at være reggaearrangementer overalt, fra Saxon’s over Rust til Vega. Øen i Midten var for alvor gået i byens blod.

Jeg kan huske at jeg en aften det år snakkede med min homie Ras Money og at vi hurtigt blev enige om, at Rubadub var noget vi ville komme til at huske tilbage på som noget særligt mange år frem. At vi stod midt i et stykke københavnsk klubhistorie i støbeskeen. Det har vist sig at holde stik. Der er nu gået 6 år og klubben lever i bedste velgående. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere sidst jeg besøgte Stengade, tilbage i begyndelsen af juni. David Rodigan fejrede 30-årsjubilæum ved at røre godt i gryden, huset var stuvende og stemningen var helt igennem irie.

Der var næppe mange der tilbage i 2002 tippede Rubadub-konceptet til en vinder. En søndagsklub. Med reggae. Yeah, right. De færreste gik i byen en søndag for andet end at chille dengang, og reggae havde, hvor besynderligt det end kan virke, aldrig trukket det store publikum i København. Jeg ved ikke hvilke tanker Malachy og de andre folk bag gik med dengang, men jeg er ret overbevist om, at selv de ikke havde forestillet sig at de havde skabt en institution i det københavnske natteliv.

Jeg er ikke helt sikker, men måske skal vi tilbage til Montmartre i 70erne for at finde noget tilsvarende. Et sted, der ikke blot i den grad sætter dagsordenen, men fortsat skaber noget nyt, et arnested for ungdomskulturen. I medgang og modgang. Rubadub er et fristed på et tynget Nørrebro, der har måttet vinke farvel til et tidligere sådant, Ungdomshuset, og i en dansk musiksubkultur der nok blomstrer, men som sidste år på tragisk vis mistede sin førstedame, Natasja Saad (RIP).

noise.jpg
Som udenlandskøbenhavner kan jeg for eget vedkommende kun begræde, at jeg har måttet sidde over det meste af denne forrygende udvikling. Heldigvis kan jeg nu få et indtryk af hvad jeg er gået glip af via den i anledning af klubbens 6-årsdag tidligere på året udsendte DVD med fire timers livepluk fra de bedste koncerter, fortrinsvis med udenlandske navne, der har været afholdt på stedet siden 2005. Dette er garneret med optagelser med de inviterede kunstnere fra Jamaica og København, først og fremmest omkring Food Palace Music, Pharfars studie på Bryggen. Prikken over i’et er en optagelse af hele det store Danske Sound Clash-mesterskab, der afholdtes i efteråret 2007 i Grå Hal og om noget konsoliderede den danske reggaescene som true and living.

Førnævnte Pharfar har taget sig af lydsiden, mens den mangeårigt engagerede Andreas Johnsen (of Twisted Minds fame) har stået for optagelserne og redigeringen. Lyden fra de mange liveoptagelser er taget fra pulten og til perfektion mixet sammen med rumlyd fra publikum, mens Johnsens et-til-to kameraer har været på arbejde rundt omkring i den lille sal. Det er helt igennem professionelt gjort, selvom det som timerne går bliver en kende ensformigt. Der er ikke mange vinkler med plads til at optage fra og stort set alle nærbillederne er af samme grund nødvendigvis optaget med zoom. Johnsen har gjort sit bedste for at animere dette materiale i redigeringen, der på imponerende vis giver os illusionen af flere og mere bevægelige kameraer uden på noget tidspunkt at tabe kontakt til den stabile lydside.

Man kan så diskutere, hvor interessant det er at se på liveoptagelser af musik, især når der ikke fokuseres på instrumenteringen. Den visuelle virkning afhænger i så fald af folkene i front. Cedric Myton, Roy Johnson og deres backingsangere i The Congos er f. eks. ikke specielt aktive eller karismatiske på scenen og bliver derfor hurtigt kedelige at se på, selvom deres stemmer naturligvis trænger rent igennem. Og det er og bliver jo musikken der er det essentielle.

I den forbindelse ser det grangiveligt ud til, at jeg er gået glip af nogle forrygende koncerter med især Johnny Clarke, Rankin Joe & Horace Andy, Echo Minott og Burro Banton. Sådan er det, når man ikke holder sig til fadet. Blandt optagelserne finder vi også cool detaljer som et kort klip med Burro i Pharfars studie, hvorefter der klippes til Malachy, som på klubbens 5-årsjubilæum til store bifald spiller den special med “Ya Dun No” tilegnet Rubadub, som vi forstår han indspillede der.

Dertil kommer et par nøgleoptagelser med hjemlige navne: Bikstoks forrygende koncert ved deres album-releaseparty i 2005 og Natasjas intense optræden ved førnævnte 5-årsjubilæum, hvor hun for hvad der virker som første gang spiller “I Danmark er jeg født” så ikke et øje må have været tørt og stemmer så kraftigt i med “Gi’ mig Danmark tilbage”, at hun må stoppe inden tid. Jeg tror på, at jeg gerne ville have været der…

Optagelserne fra Jamaica giver det hele en fin subtekst ved at vise de inviterede musikeres kontekst, men er — bortset fra en enkel charmerende optagelse med to små børn der hører musik til en gadefest — ikke noget særligt i sig selv. Og de korte interviews med de forskellige musikere er i overvejende grad et godt eksempel på, hvorledes ganja ikke nødvendigvis hjælper på veltalenheden. De formulerer sig mest i klicheer. Det er imidlertid rørende flot at opleve David Rodigans nørdet akavede, gennemægte passion for musikken, med lysende øjne. Og så stikker det når Horace Andy stilfærdigt erkender, at “the 70s was a time when consciousness was really, really high on the agenda, not like now where killin’ is high on the agenda.”

Der er også blevet plads til et par originale musikoptagelser, af hvilke især Echo Minotts ballade “Judge and Jury,” smukt sunget over Pharfars pumpende “Morning” riddim og en griner optaget, tight udgave af “Pick di Plum” direkte fra Burro Bantons bøllefjæs er værd at vende tilbage til. Og så er soundclashet fra Grå Hal selvsagt fed underholdning, også for øjnene.

Alt i alt giver DVDen således et fint vue over seks år med Rubadub, om end i hvert fald denne seer gerne ville have set lidt mere dokumentarisk materiale om klubbens fremvækst og historie. Nogle flere optagelser rundt omkring fra klubben selv ville også have bidraget til at levendegøre den som sådan noget mere. Ikke desto mindre er dette et solidt stykke dokumentation af en af den slags sjældne fællesskabsmanifestationer, hvor tid, sted og folk bare er de rigtige og sød musik opstår.

rubaduuuub.jpg
Fotos bortset fra det nederste, der forestiller undertegnede og min homeboy Lars udenfor klubben, hentet fra Rubadubs MySpace. Dette er en let redigeret udgave af en artikel skrevet til Rapspot.