Tegneserie-, SF- og spilbutikken Fantask overgår til ny ledelse pr. 1. oktober. Det er netop blevet annonceret, at stifterne Rolf Bülow og Søren Pedersen fra den dato trækker sig som ledere og overdrager faklen til Marit Nim, der efterhånden har arbejdet i butikken i 14 år og har administreret spilafdelingen en væsentlig del af den tid.
Det lyder som en fornem løsning på den helt naturlige situation, at der måtte komme et generationsskifte i denne, en af de ældste og væsentligste institutioner i dansk tegneseriekultur. Rolf og Søren fortsætter i butikken nogen tid endnu og kan nu se frem til at se deres forretning videreført, også når de velfortjent trækker sig tilbage.
Jeg tænkte jeg ville skrive lidt om, hvor meget Fantask har betydet for mig, og for dansk tegneseriekultur, men har ikke det store at føje til den tekst jeg skrev i anledning af butikkens 30-årsjubilæum tilbage i 2001 (oprindeligt trykt i Rackham #4), så den bringes hermed i ganske let redigeret udgave.
Tillykke Rolf, Søren og Marit! Alt det bedste i fremtiden.
—
“I en kælder sort som kul/aller dybest nede/lå en lille bitte biks/hvor man fyred’ fede”. Sådan lød åbningslinierne til en aldrig færdiggjort selskabssang i anledning af en af den københavnske tegneserieforretning Fantasks årlige firmafrokoster (læs: “den årlige julefrokost, der ikke holdes ved juletid og derfor ikke kan kaldes en julefrokost”). De citerede linier trak naturligvis deres veksler på biksens ‘alternative’ ophav i 70ernes første år. Billederne af det langhårede stifterpar i kælderåbningen er efterhånden blevet en del af dansk tegneseriehistories kanon. Og med god grund.
De to deltidshippier og universitetsdropouts ville nemlig andet end blot sidde og inhalere tossetobak. Rolf ‘Gespenstet’ Bülows forretningssnilde og stoiske overblik i forening med Søren ‘Praktiske Gris’ Pedersens viljestærke hyperdrive af et gå på-mod viste sig at være den rette formel for foretagendets usædvanlige sejlivethed. Grundpræmissen var fra starten at lave en rigtig biks — i ordets bedste forstand. Et sted interesserede mennesker kunne komme og få afløb for deres tendenser i kulørt retning, men også et sted der udviklede sit eget miljø, et sted man kunne få sig en sludder med ligesindede om alt fra de mest nørdede spidsfindigheder til tilværelsens store spørgsmål (I kid ye not!). Et sted med stemning. Til dette har en række ansatte i foretagendet bidraget på altafgørende vis — uden ‘Marvel’ Morten Søndergård, ‘Redaktør’ Mads Stoumann, ‘Boghandler’ René Tang (alias ‘Corben-varulven’) og alle de andre kendte ansigter, ville det ganske enkelt ikke have været det samme. Deres unikke personligheder har, i lighed med stifterne, sat sine uudslettelige præg på biksen, der i dag er verdens næstældste, stadig eksisterende tegneserieforretning.
Endvidere må det konstateres, at Fantask efterhånden er blevet et af branchens faste holdepunkter herhjemme — en bastion, der står for nogle afgørende værdier i det danske tegneserieland. Til trods for at de to Founding Fathers forlængst har taget ved lære af de gamle viisdomsord, “don’t get high off your own supply”, og nu fordriver fritiden med at spille henholdsvis kontrabas og golf, i stedet for at sidde med næsen begravet i en kulørt serie eller en fremtidsroman, har de ikke givet køb på ånden i forretningen. Det kan godt være, at personalet i biksen til en vis grad har mistet følingen med, hvad der sker på markedet i dag, men det er selvsagt helt naturligt og, hvad vigtigere er, så forsøger de at holde sig åbne. Og, i modsætning til visse andre danske seriepushere for hvem profitmaksimering i nuet synes at være både den største og eneste dyd og for hvem unge serieskaberes arbejder mest af alt forekommer at være et stadigt irritationsmoment, tildeles danske undergrundspublikationer i Fantask ofte hæderspladsen midt på disken, når de udkommer. Biksen har ikke glemt hvor den kommer fra.
Fantask er, til trods for en række fine konkurrenter og sine 30 år, stadig den suverænt bedste tegneserie- og science fictionforretning i Danmark og må betragtes som et eksempel til efterfølgelse. En institution i den danske serie- og SF-verden. Lad os hæve glassene for folkene bag. Bunde eller resten i håret!