Sidste år kritiserede jeg Ivar Gjørups Egoland for at have gennemgået en kreativ afmatning de senere år. Den opfattelse har jeg fortsat, men striben er jo ikke Danmarks bedste tegneserie uden grund, og ind i mellem brænder Gjørups vid og satiriske talent stadig klart igennem.
De seneste uger har striben således budt på et særdeles veloplagt forløb om tegneseriens natur, der ikke sætter sin ambition på mediets vegne under en skæppe. De velkendte temaer er på plads: billedets frihed kontra skriftsprogets bogstavelighed, præsteskabernes påberåbelse af fortolkningsretten, Divus der knepper Sandra. Men det afleveres elegant og med kærlighed: Guds tilstedeværelse i tegneserien, med bogstavelighedens djævel iboende.
