Selvom man godt kunne være i tvivl, når man ser bladets business as usual-forside, markerer tegneserietidsskriftet Strip! med sit seneste nummer sit tiårsjubilæum. Det helt igennem uinspirerede layout, forside-interviewet med Joann Sfar, som sagtens kunne have ventet en postgang, og andet fyld bidrager desværre til at tilmudre en udgave af Strip! der på ganske sjælden vis præsenterer kritisk stof. Et længere, tankevækkende debatindlæg af forlægger på Bonnier Comics Carsten Søndergaard, samt et interview med hans kollega, lederen af Carlsen/Sesam Jens Trasborg, giver et glimrende billede af tegneseriemarkedet i Danmark lige nu og siger også en del om mediets tilstand på vore breddegrader.
Dertil kommer en sektion, hvor tegnere. redaktører, forlæggere og meningsdannere giver deres besyv med i kortere indlæg. Til den sektion har også T. Thorhauge og undertegnede bidraget. Som en smagsprøve på dette ret usædvanlige nummer af Strip! — læs det — bringer vi her vores indlæg. Trods vores forbehold overfor bladet, ønsker vi hermed Strip!s redaktion, der tæller nogle af det danske tegneseriemiljøs mest ihærdige og prisværdige kræfter, et uforbeholdent og stort tillykke med jubliæet.
Danmark hægtet af
Tegneseriens dagsorden er i de sidste 10 år blevet domineret af to tendenser: mangaens gennembrud i Vesten og den eksplosive tilsynekomst af ‘de nye tegneserier’, herunder graphic novel-fænomenet. Begge bryder med en række af de dogmer, som var med til at kvæle den europæiske mainstreamtegneserie i 80’erne og har således rekontekstualiseret tegneserien som et spændende, vedkommende og tidssvarende medie.
I de ti år, der er gået siden Strip! første gang så dagens lys, er der på besynderlig vis sket meget og samtidig meget lidt herhjemme. Trods efterhånden ganske talstærke danskversionerede udgivelser af både manga og ‘graphic novels,’ er der stille i den danske tegneseriekultur. Dødstille. Vi lever i tegneseriens nye guldalder, men danske udøvere synes at resignere overfor den voldsomme internationale udvikling. Danske tegnere orker ikke at læse tegneserier, der ikke ligner dem de læste som små. De synes at have mistet glæden, lysten og mælet — det er en opgivende stemning man fornemmer i den danske tegneseriekultur anno 2008.
Nogle iagttagere beskylder tegneseriestøtten for at være synderen. I Kulturminister Brian Mikkelsens tid er kunststøttesystemet blevet reformeret, og det nye systems første litteraturråd valgte at uddele færre, men større poser penge frem for det gamle tremandsudvalgs taktik, hvor mange fik lidt. Den nye metode har som den gamle sine fordele og ulemper, men der er næppe tvivl om at en detaljeret og gennemtænkt plan for en ny tegneseriestøtte vil være kærkommen.
Strip! selv har endvidere i årevis været blottet for nerve, og bladets (i øvrigt noble og sympatiske) redaktion har via sin angst for kritisk journalistik, debat og ledere ført an i en resigneret og bevidstløs slingren mod tegneserieåndelighedens afgrund. Trist og forstemmende, men stadig langt at foretrække frem for fx seriejournalen.dks grinagtige afstemninger, selvpromovering forklædt som nyheder og ærlige, men utidige tilbedelse af tegneserier fra fortiden. Tegneseriefestivalen Komiks.dk er et positivt initiativ, men også her synes man i overvejende grad at mangle visioner for, hvad det er man vil opnå.
Trods væsentlige forbedringer siden 90’erne, kunne tingene også være bedre blandt forlagene. Det seneste års lukning af Mangismo og fusionen af Egmont og Bonnier bidrager begge til at kvæle alsidigheden på det danske marked. Heldigvis har vi stadig en del energiske mindre forlag, men det er symptomatisk at flere af disse lider af den mangel på forstand på redaktion og grafisk tilrettelægning, der med få undtagelser altid har redet de danske tegneserieforlag som en mare. Hvor svært kan det være?
At sprogområdet er lille og markedsvilkårene svære er ikke en undskyldning. Den danske tegneseriekultur savner fremadrettet selvforståelse og nytænkning. Men først og fremmest lider vi af akut mangel på spændende og tidssvarende danske tegneserier.