Hermed videregives besked fra det danske konsulat i New York vedrørende årets MoCCA-festival. Sidste år var Danmark velrepræsenteret — er I på igen i år?
Kære danske tegneseriefolk
Tak for jeres deltagelse i Mocca 2007. Vi har fået mulighed for i alt 8 nordiske borde endnu et år og ved godt at det er en sen udmelding, da festivalen allerede finder sted 7.-8. juni. Men I skal alligevel have tilbudt to borde til danske forlag og tegnere, som måtte have lyst til at benytte sig af dem. Så vi har tilladt os hurtigt at gribe chancen og booke dem. Vi dækker udgiften til leje af de to borde men kan ikke tilbyde at dække andre udgifter. Hvis ingen fra dansk side kan bruge dem, vil de blive givet til de øvrige nordiske lande, så de kan brede sig noget mere. Det vil komme til at fungere meget lavpraktisk i forhold til sidste år: Er der nogen af jer, som gerne vil deltage, vil I selv skulle koordinere jeres deltagelse og brug af bordet. Vores kulturkontor her på Generalkonsulatet er nemlig lukket fra 1. maj og frem til 1. september på grund af en vacance, da jeg forlader jobbet som kulturattaché. Men assistent Louise Yung Nielsen vil kunne kontaktes for tilmelding og vil have kontakten til de to nordiske koordinatorer, Mats Silberg fra det norske generalkonsulat og Johan Brunkvist fra det svenske generalkonsulat.
Så tilkendegiv om I er interesseret i at deltage ved at sende en email til Louise på louini@um.dk. Hendes telefon nummer her på det danske Generalkonsulat i New York er 001 212 705 4958. Louise vil også være den, som fremsender de praktiske informationer i forhold til indregistrering, hvor bordene er etc.
I er meget velkomne til at give følgende tilbud videre til kollegaer indenfor branchen, som ikke har fået denne email. Henrik Rehr her i New York har spurgt om vi vil garantere et år eller to mere : det kan vi godt melde ud at vi gerne vil : såfremt den fællesnordiske oplevelse er lige så positiv som sidste år. Mocca er altså ikke noget det danske Generalkonsulat vil gå ind i alene, men vi vil følge en fælles nordiske beslutning om at gentage projektet. Og det ser sådan ud i øjeblikket.
Mange hilsener
Irene Krarup