tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

TEGNESERIEN - ET 1800-TALSMEDIE

Af Håkan Lindgren 


Forsøger man at forestille sig hvordan tegneserien ville se ud, hvis man betragtede dem fra stor afstand - sådan som de vil fremstå for folk om to- eller trehundrede år - vil det sandsynligvis være et ganske anderledes medie man møder. Dets udvikling vil ikke karakteriseres ved de højdepunkter og lavpunkter vi i dag forestiller os, og man vil se at seriemediets udvikling i lige høj grad skyldes indre omstændigheder, som det omgivende samfunds historie.

 

Først og fremmest er tegneserien et 1800-talsmedie. Tegneserien har rødder i 1800-tallets mange forsøg på at gestalte bevægelse gennem forskellige former for billige og bredt tilgængelige massemedier inden filmens blev opfundet. Det virker som om man i 1800-tallet var besat af bevægelse: Århundredets kulturelle landskab er fyldt med thaumatroper, zoetroper, lanternae magicae, billedbøger med figurer, hvis arme og ben kunne bevæges, hvis man hev i snore, panoramamalerier som blev rullet frem for publikum, scene for scene, og på den måde tog én med på rejser til fremmede lande. Det virker helt naturligt at betragte tegneserien i denne sammenhæng, at se den i forbindelse med alle disse former for legetøj og opfindelser. Alle disse frembringelser havde til hensigt at give beskueren den oplevelse filmen giver os. Alle var de mislykkede forsøg på netop dette. Det virker som om man fornemmede at den tekniske udvikling var på vej til at muliggøre et massemedie, der kunne levere en ny, fascinerende illusion af bevægelse: Man havde en klar forestilling om, hvordan det ville være at opleve denne illusion før man vidste hvordan den skulle opnås (det viste sig først at ske i 1895, da brødrene Lumière præsenterede deres løsning: filmkameraet og -fremviseren).

 

Måske bør jeg præcisere hvad jeg mener: Jeg påstår ikke at tegneserien blev opfundet i 1800-tallet. Tegneserielignende billedsekvenser er blevet frembragt i hvert fald siden middelalderen (forsøget på præcist at definere en tegneserie, for derefter at finde frem til den første af slagsen, eller den første talebobbel, osv. er mig ikke specielt interessant), men 1800-tallet var det første århundrede, hvor massemediet som fænomen opstod.

 

Tegneserien var det billigste og enkleste af disse forsøg på at skabe film uden filmkamera. Et mere primitivt middel til at skabe indtrykket af bevægelse en håndtegnede, statiske scener er svær at forestille sig, og det fungerer som bekendt ganske glimrende. Det var præcis tegneseriens enkelhed, der muliggjorde at den kunne blive en massemedie. Zoetropen, praxinoskopet og de andre apparater som må anses som filmens forgængere havde aldrig samme potentiale og forblev legetøj og kuriosa.

 

Læserne havde ingen problemer med at forstå den bevægelse tegneserierne illuderede. De enkelte billedrammer opfattedes som stillbilleder, klippet ud af en fortløbende handling - ideen appellerede til en helt naturlig del af avislæsernes tænkemåde lang tid før det blev muligt at klippe stills ud af en filmstrimmel. 1830ernes tegneserielæsere gjorde noget med hovedet, som ikke skulle blive muligt rent praktisk før man havde adgang til et klipperum. Bevægelsen var ofte hele pointen: ældre tegneserier, fra 1800-tallet eller 1900-tallets begyndelse, er i langt højere grad end nutidens fyldt med visuelle gags som bygger på bevægelse. De fungerer ofte helt uden talebobler: de er stumfilm på papir, en færdigudviklet form langt inden stumfilmen fandtes. Der er talrige eksempler på forvandlingssekvenser; ting, som - fra den ene billedramme til den anden - vokser eller krymper, eller forandres så de ligner noget andet; sekvenser hvor nogen stigende bliver berusede eller irriterede. Kort sagt processer, vi i dag snarere forbinder med film end med tegneserier. Tag f. eks. tegningen "What may happen when little boys play leap-frog too much": to drenge som hopper over hinandens rygge forvandles til et par frøer. Winsor McKays Little Nemo bygger ofte helt på sådanne forvandlinger: benene på Lille Nemos seng vokser ramme for ramme indtil sengen kan skræve over et hustag. 1800-tallets serier og dem som skabte dem tilhører en nu glemt verden. Hvis man er interesseret i at gå på genopdagelse, kan det anbefales af besøge Dachshund Early Comics - en webside med en fantastisk samling serier fra tiden før 1900-tallet.

 

Filmen udraderede zoetropen og alle de andre lignende apparater da den indførtes, men tegneserierne vedblev med at eksistere. Samtidig med at filmen udvikles og perfektioneres, i perioden 1910 til 1940, fortsætter tegneserierne med at blive udviklet og når nye højdepunkter. De amerikanske seriers "Golden Age", fra slutningen af 30erne til midten af 40erne (Superman debuterer 1938, Batman det følgende år, Disney udgiver sit første serieblad i 1940), er samtidig med Hollywoods guldalder. Tegneserierne udvikler en genre som ikke forekommer, og skulle vise sig ikke at fungere, i noget andet medie: superhelten. Det synes plausibelt at betragte superhelten som en udløber af 1800-talsmelodramaets fascination af mystiske maskerede mænd med slængkapper, blandet med 30ernes og 40ernes hårdkogte detektivhistorier.

 

Det er af en eller anden grund praktisk taget umuligt at skabe film på basis af en tegneserie og derfor er der ingen grund til at bekymre sig for at filmen skal stjæle tegneseriens ideer og udkonkurrere den. De mange delvist mislykkede filmatiseringer af romaner er derimod med til at udviske forskellene mellem film og litteratur, selv når de laves med de bedste hensigter. Forholdet mellem film og litteratur præges af dyb, gensidig misundelse. Filmen misunder litteraturen dens status (tegneserien har ingen status at misunde den for); litteraturen misunder filmen fordi den tillader sig helt og holdent at være kommerciel, og fordi oplevelsen af en fil i biografen, med farver, lyd, musik og bevægelse er meget mere intens og lettilgængelig end en tekst.

 

Tegneseriens forhold til filmen er meget mere selvstændigt og konfliktfrit end litteraturens. Tegneserierne låner sine funny animals til filmen uden at forlange noget og uden at blive skadet af det - Felix the Cat, Mickey Mouse i Steamboat Willie og Tom & Jerry er i bund og grund tegneseriefigurer. Og i stedet for at skade det som har succes på film, benytter tegneserierne sig af filmfigurerne og forædler dem, mest suverænt set da Carl Barks tog Anders And ned fra filmlærredet og udviklede ham til en langt mere interessant figur end han nogensinde var på film.

 

Tegneserien, dette primitive 1800-talsmedie, klarer også mødet med TV uden problemer. Kort efter sin fremkomst erstattede TV filmens som det vigtigste massemedie. Perioden hvor TV slår igennem er falder sammen med de amerikanske seriers "Silver Age". Ofte, når folk forsøger at karakterisere tegneseriemediets kerneegenskaber, sammenligner de med filmens fortælleteknik, det betones, at tegneserier ligger film nærmere end litteraturen, men serier må åbenbart gøre noget der er fundamentalt anderledes end film og TV, eftersom der åbenbart ikke forekommer konkurrence mellem dem - hverken om publikum eller om den svært definerbare "kulturelle energi" et medium udvikler i sine mest inspirerede perioder. Tegneserien har det godt i de samme periode som film og TV, uden de behøver at stjæle fra hinanden.

 

Derimod modnes tegneserien ikke under sine kommercielle storhedstider. Tegneserien kommer først i puberteten i slutningen af 60erne, med undergroundseriernes svælgen i sex, stoffer og bandeord, mens den bliver teenager af den sortklædte, deprimerede og kunstnerisk ambitiøse slags i 80erne. 80erne lader til at have åbnet en væsentlig dør; det er først ved udgangen af 80erne, at tegneserien har opnået den bredde, der karakteriserer et udviklet, kunstnerisk medie. Tegneserien er nu et medie, der lige godt - og lige naturligt - kan benyttes som journalistisk reportage fra borgerkrigen i Bosnien (Joe Saccos Safe Area Gorazde) og til at beskrive desillusioneret ungdom (som f. eks. i Martin Kellermans Rocky). For et par uger siden dumpede Fantagraphics' seneste katalog ind af brevsprækken: at se at så mange kunstnere fortsat finder det interessant at skabe tegneserier i år 2002, når der findes film og billige videokameraer og digital animation, synes umiddelbart at være lidt af en overraskelse, når man tænker på hvor tegneserien kommer fra. Tegneserien er et bemærkelsesværdigt fænomen blandt tidens visuelle medier. Objektivt set burde tegneserien for længst være forældet: "Tegneserier? Når der findes Flash?! Så kunne man da ligeså godt sidde og tegne thaumatroper."

 

Forudsætningerne burde altså være bedre end nogensinde, men samtidig virker det som om den energi som drev mediet i 1800- og 1900-tallet er ved at ebbe ud. Hvis man kigger ud over serielandskabet i dag, bliver der ikke længere produceret noget interessant. Det meste af det, som produceres er opkog af gamle ideer, og er ganske uinspireret og letvægtigt. De unge læser ikke længere tegneserier og oplagstallene daler. Den kommercielle drivkraft, mediet tidligere havde, har tabt sin kraft, serier er ved at blive et anlæggende for nørder, samlere og fanzineentusiaster. Måske er det computerspillene, der ender med at tage livet af tegneserien, noget der aldrig lykkedes for hverken film eller TV. Og måske vil tegneserien i fremtiden fremstå som et 1800-talsmedie, som levede lidt længere end det havde forudsætninger for. En primitiv måde at formidle bevægelse på gennem tegnede enkeltbilleder inden det blev muligt at gøre det samme med digital animation, et medie som oplevede nogle uforudsete storhedsperioder langt efter det burde have været uddødt og som siden forsvandt ud på kirkegården for døde medier og glemt legetøj.

 

[2002, Tilgængelig på originalsproget på agamemnon.se]



klik på billedet for at se det i en større version
Zoetrop og thaumatrop. Ideen om at en bevægelse kan inddeles i en serie enkeltbilleder var færdigudviklet lang tid før filmen. Indeni zoetropens tromle finder man en række tegninger, som flyder sammen i en bevægelse, når den snurres rundt og man kigger ind gennem revnerne. Thaumatropen er en papskive med en tegning på hver side, f. Eks. En fugl og et bur. Når papskiven snurres rundt, ser det ud som om fuglen sidder i buret.

klik på billedet for at se det i en større version
Frank Beard, "What may happen when little boys play leap-frog too much" (1889). Sammenlign denne serie af tegninger med tegningerne i zoetropen.

klik på billedet for at se det i en større version
Lanterna magica. En lanterna magica er det vi i dag forstår ved en lysbilledfremviser. Lanterna magicaen viste håndmalede, farvede glasplader. Glaspladerne kunne have bevægelige dele: F. eks. En kones arm, der giver et barn smæk, et skelet som rejser sig og springer frem, el. lign. Forestil dig en fremvisning af dette i et mørklagt rum, og du har en primitiv animeret film. Videre læsning: The Magic Lantern Society.

klik på billedet for at se det i en større version
Rodolphe Töpffer, scene fra serien om Monsieur Vieuxbois (1839). I denne stribe har Monsieur Vieuxbois hængt sig over ulykkelig kærlighed, men rebet er for langt. Han vækkes til live, da han hører den elskede udenfor sit vindue og glemmer helt at han har hængt sig.

klik på billedet for at se det i en større version
Tiltagende irritation. Fra George du Mauriers "Filosoffens hævn" (1869).

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Otto Messmers stumme tegnede Felix the Cat var en første klasses filmstjerne i 20erne. Der blev skrevet sange om Felix. Scenen her er fra Felix in Hollywood (1923).

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Robert Crumb - den fremmeste repræsentant for undergroundtegneserien.

 


links:

agamemnon.se

Dachshund Early Comics

Debat: rackham.dks forum



tilbage til Artikelbasen


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.