tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

LIVET, TOUT COURT
Manu Larcenets Le Combat ordinaire, bd. 1-2

Af Matthias Wivel

Det er ingen hemmelighed, at det fransksprogede tegneseriemarked har oplevet en rivende udvikling de seneste ti års tid. Den omskrivning af reglerne L’Association og de andre små, uafhængige forlag med deres bevidst anderledes og personlige udgivelseslinier indledte i begyndelsen af 90erne har haft så gennemgribende konsekvenser, at markedet i dag igen er verdens måske mest alsidige og livlige. Sidste års Angoulêmevinder for ’Bedste album’ – første bind af Manu Larcenets serie Le Combat ordinaire – er tydeligt vidnesbyrd om tingenes tilstand. Ikke siden Claire Brétechers og Gérard Lauziers storhedsdage i de tidlige 80ere, har tegneserier af så prosaisk og hverdagsagtigt indhold opnået så stor populær anerkendelse, og den gang var der tale om satire. Selvom han bestemt ikke er uden humor, giver Larcenet os hverdagens umiddelbart banale, men altid vitale skærmydsler straight. Larcenet har indtil nu været bedst kendt for de altid veloplagte, morsomme og smukt tegnede serier, han fortsat producerer for Fluide Glacial og de albums han har lavet i samarbejde med bl.a. Lewis Trondheim, Joann Sfar og sin bror Patrice – fx Les Cosmonautes du futur (2000-2001), Donjon Parade (2000-2001) eller Les Entremondes (2000-2001). Men han har sideløbende haft en mere personlig produktion, der bl.a. omfatter de stærke selvbiografiske serier Dallas Cowboy (1997) og Presque (1999) og længe har vidnet om en ambition udover det sædvanlige. Men hvor den slags arbejder før blev foretaget for mindre forlag, har han nu med Le Combat ordinaire lanceret sit klart mest ambitiøse og personlige arbejde fra en af mainstreamens højborge, Dargaud.

Det er historien om en thirty-somethings livtag med den voksne tilværelse og det ansvar, den bringer med sig. Om den første præ-midtvejskrise, så at sige. Vi introduceres til vor helt, Marco, just som han forsøger at fortælle sin psykolog, og naturligvis sig selv, at han ikke længere har brug for hans assistance. Marco er fotograf, men føler ikke længere den kreative drift, der førhen har ledt ham ud i verdens afkroge på jagt efter det fortællende billede. Nu søger han tilflugt i sit gamle, fugtige hus i det smukke nordfranske. Marco er single, og bilder sig selv ind, at han ikke har behov for andet end sin koleriske lille kat, Adolf, i sit liv, hvorfor han gør sit bedste for at skubbe den kvinde, Émilie, han alligevel møder, fra sig. Marco har brug for en vejleder i livet, hvorfor han indleder et problematisk venskab med en gammel mand fra egnen, der viser sig at være mere kompliceret end han først synes. Marco ved at hans forældre er i en sværere situation end han har lyst til at indse, hvorfor han i stedet for konfrontationen søger tilbage til enklere tider foran Playstationen sammen med sin mere stabile, men næsten ligeså virkelighedsfornægtende bror, Georges, mens han nakker den ene ”gros pétard” (da. ”fede blålyn”) efter den anden. Marco har dårlige nerver, og hjemsøges af alvorlige angstanfald, selv ikke de piller han glubskt sluger hver gang det er ved at gå galt, helt kan forebygge. Marco skal tage sig sammen.

Det kan forekomme lidt banalt, når det opsummeres på den måde, og det er det for så vidt også. Seriens grundproblem kan afledes af denne banalitet – de fleste af menneskerne omkring Marco synes af blive sat i en tand for afklaret og fornuftigt et lys, mens Larcenet gør sig lystig over hans mangler og brister. I det hele taget præges serien af en lidt for fastholdende og konservativt humanistisk grundtone, der forhindrer at den i de mange ambitiøse tiltag, den præsenterer i forhold til sin skildring af tilværelsen, virkelig letter. Men på den anden side er det hele fortalt med en sådan charme, humor og ærlig indlevelse, at det kun med få undtagelser besnærer læseren og fordrer umiddelbar indlevelse i de forskellige figurers liv. Kun når Marco – og i forlængelse af ham, Larcenet – punktvis gør sig en række lommefilosofiske betragtninger over livet på udvalgte, forstyrrende realistisk tegnede, monokrome sider, tangerer det ind i mellem det højspændte. Resten af tiden er fortællingen genuint rørende. Dette skyldes i lige mål Larcenets sans for den sigende og altid underholdende dialog, der kan skifte fra det slapstick-agtige til det alvorlige fra billede til billede og hele tiden fastholder den menneskelige grundtone, og hans løse, animerede streg, der særligt, når han holder den cartoony, indfanger en bred vifte temperamenter og sindsstemninger ganske suggestivt, samtidig med at han ind i mellem åbner fortællingen op i smukke halvsides vuer, der giver fortællingen de nødvendige, meditative pusterum. Til dette kommer en smagfuld og særdeles kongenial farvelægning, der antyder en sommeraftens lys, en frostmorgens bid og en nat i samtale ved køkkenbordet lige livligt.

Det andet album i hvad der er planlagt til en serie på cirka 5, fortsætter historien hvor det første slap, og udforsker især Marcos forhold til sine forældre yderligere, hvilket giver Larcenet adgang til en udforskning af livets mere opædende følelsesmæssige sider, samtidig med at han – gennem introduktionen af farens gamle arbejdskammerater på skibsværftet – får muligheden for at kommentere det franske samfunds udvikling, ikke mindst i kølvandet på det katastrofale præsidentvalg i 2002. Det er ikke de store politiske indsigter der diskes op med, men den klart venstreorienterede Larcenet formår alligevel at til en vis grad at give det højrenationale Frankrig et forståeligt og menneskeligt, om end stadig forkasteligt ansigt. I det hele taget er Le Combat ordinaire en overordentligt bredt favnende skildring af det moderne liv, og et kærkomment bud på relevant og tidssvarende fransk mainstream.

Larcenet, Manu (2003, 2004). Le Combat ordinaire & Le Combat ordinaire - Quantités négligeables. Farve, 12,60 Euro. Paris: Dargaud.

[Juli 2004]



 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

Marco møder Émilie. Alvor og humor blandes lydefrit.

klik på billedet for at se det i en større version

En af de indskudte sider, der giver eftertænksomme pauser i fortællingen.

klik på billedet for at se det i en større version

Eksempel på de meditative enkeltbilleder, der giver fortællingen ro og poetisk dybde.

klik på billedet for at se det i en større version

Larcenet formår gennem skiftende alvor, humor og et allegorisk indskud at skildre Marcos forhold til sin far, og dennes alvorlige helbredssituation.

klik på billedet for at se det i en større version

Larcenet forsøger at forstå Front Nationals fremgang og give partiets støtter et menneskeligt ansigt.

Links:
Manu Larcenet

Dargaud


tilbage til Anmeldelser


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.