|
Forsiden på Paul
Hornschemeiers Mother, Come Home gør ikke meget
væsen af sig. På en monokrom, marcipanfarvet bund
står forfatterens navn og bogens titel trykt, og der over
svæver et gråt løvehovede med en ring i munden.
Det ligner mest af alt en dørhammer; som om man inviteres
til at banke på. Om man så bliver lukket ind, er en
anden sag.
For Mother, Come Home er en pænt hermetisk sag.
Allerede før kolofonen lægges der hårdt ud
med en side "Other books in this series", der for god
ordens skyld gør læseren opmærksom på
tre andre titler, der imidlertid ikke eksisterer. Både forsiden
og titelbladet insisterer på "An introduction by Thomas
Tennant", som man så lige bruger et par sekunder på
at finde, inden man opdager, at Thomas Tennant er jeg-fortælleren
inde i fiktionen, og at den lovede introduktion rigtig nok er
der - den fylder nemlig hele bogen. Da vi når frem til "Chapter
One: "We are released"", er der ikke mere for dén
25-øre.
Til gengæld kan man så studere den obligate tekst
"About the author", der er forsynet med et foto, men
også her er Hornschemeier en smule kryptisk. For billedet
forestiller ikke, som sådan nogle gør flest, forfatteren
ved sit skrivebord i softtonelys. Billedet forestiller en mand
og en dreng på en badebro, en far og hans søn efter
alt at dømme. Og hvad mere er, så ligner de til forveksling
den far og den søn, vi lige har læst om inde i fiktionen.
Men hvem af dem er Paul Hornschemeier? Og gør det, det
netop læste til en selvbiografi?
Paul Hornschemeier tilhører den gren af tegneserieskabere,
for hvem self publishing har vist sig at være vejen
frem. Han debuterede i Ohio State Universitys blad Lantern,
og havde i 1999 materiale nok til at kunne udsende første
nummer af sin egen fortløbende hæfteserie Sequential,
der nu er oppe på syv numre. Leder man efter back issues,
kommer man højst sandsynligt til at lede forgæves,
da de første fire numre er udsendt i et oplag på
mellem 20 og 450 eksemplarer. For to siden år påbegyndte
Paul Hornschemeier så et sideløbende projekt, Forlorn
Funnies, der bliver udgivet af det lille foretagende Absence
of Ink. Det er hæfterne 2 - 4 i denne serie, der danner
basis for Mother, Come Home, som netop er udkommet på
Dark Horse Books.
Mother, Come Home er historien om en far og en søn.
Men med den lille tilføjelse, at moderen i familien netop
er afgået ved døden. Det er fortællingen om
hvordan de to efterladte forsøger at forholde sig til dette
tab, overvinde det og komme videre. Eller rettere: det burde det
være, men så langt når ingen af dem. Faderen,
der er akademiker med et par bøger bag sig, synker hen
i en depression og lader alt forfalde omkring og - ikke mindst
- i sig. Alt imens er sønnen overladt mere eller mindre
til sig selv; han flygter ind i dagdrømme og fantasier.
Faderen lader sig indlægge, og sønnen kommer i onkelen
og tantens varetægt. Det hele er naturligvis så stor
en omvæltning for drengen at de to, trods de bedste intentioner,
ikke formår at give ham, hvad han har brug for. Drengen
synker stadig dybere ind i sine fantasier og lever nu kun med
det for øje at befri faderen fra hospitalet, hvor han tror
denne bliver tilbageholdt mod sin vilje.
Mother, Come Home gør brug af flere forslidte fortælletekniske
tricks, som bestemt vidner om, at der er tale om en debuttegneserie.
Når Hornschemeier lader drengens fantasiforestillinger adskille
sig grafisk fra realplanets forløb ved at holde dem i en
rudimentær, barnagtig streg, er det jo bestemt en taktik,
der er set før. At lade de formelle træk afspejle
de indholdsmæssige bevægelser er såmænd
fint nok, men Hornschemeiers beslutning om, at lade hele fortællingen
udspille sig som en prolog, er ikke desto mindre problematisk.
Sigtet er selvfølgelig at signalere, at de indledende øvelser
(komplet med fadermord og det hele) er overstået for drengen,
og at han nu kan gå i gang med sit liv, men der må
være en kant. "Chapter One: "We are released""
er simpelthen for corny et udsagn.
Både hvad angår tematik, visuelt udtryk og fortællemæssig
kadence læner Hornschemeier sig op ad sin landsmand og kollega
Chris Ware i en sådan grad, at der næsten bliver tale
om epigoneri. Det er man imidlertid parat til at tilgive, fordi
stoffet - the subject matter - trods alt har en egen dagsorden,
og fordi Hornschemeier forvalter det så suverænt.
Han behersker formens virkemidler, og opretholder en kyndig balance
mellem tekst og tegning, mellem det, der skal formidles og måden
det bliver formidlet på.
Formen insisterer på en lavmælthed på trods
af (eller er det netop på grund af?) de store emotionelle
udsving i indholdet. Hornschemeier har et godt øre for
dialog, og mestrer ydermere den vanskelige kunst at få viderebragt
det, der ikke bliver sagt. Hvor meget af det der så er selvbiografisk
får stå hen i det uvisse. Sikkert er det, at de følelsesmæssige
registreringer Hornschemeier laver undervejs har et skær
af autenticitet og i hvert fald en troværdighed, der hæver
hele fortællingen op over det relevante i en sådan
diskussion. Mother, Come Home er både indlevet og
vedkommende, og det må være nok. Nu mangler Hornschemeier
så bare at kravle ned fra Chris Wares skuldre og finde sine
egne ben. Men med sine blot 26 år (hvis mini-biografien
ellers taler sandt!) har han tiden for sig. Det bliver spændende
at se, hvad "Chapter One" i virkeligheden bringer.
Paul Hornschemeier (2004). Mother, Come Home. 132
sider, farve, Milwaukee, OR: Dark Horse Books, $14.95.
|
|
[februar 2004]
|
|
|
| |
|
|
