tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

EN STUDIE I RØDT
Jasons Jernvognen

Af Henry Sørensen

Udbredningen af den norske tegner Jasons værker på dansk grund har indtil for nylig været begrænset til et enkelt bidrag i Paw Mathiasens serieantologi Fahrenheit, og kendskabet til manden herhjemme er nærmest omvendt proportional med den opmærksomhed og anerkendelse, tegneren har opnået i det store udland. I USA har Jason modtaget den prestigefyldte Harvey Award og desuden været nomineret til såvel Eisner- som Ignatz-prisen. Da Time Magazine i 2001 skulle kåre årets bedste tegneserieudgivelser, kom Jasons album Vent litt... ind på en andenplads. Hans serier er i dag oversat til en halv snes sprog, og med udgivelsen af Jernvognen har forlaget Fahrenheit nu endelig sørget for, at også danske læsere kan få et ordentligt indblik i Jasons sære verden.

Jason kom til verden i 1965 under navnet John Arne Sæteroy. Han debuterede i 1995 med Lomma full av regn og fik to år senere kontakt med det norske forlag Jippi, som siden har udgivet tegnerens egen hæfteserie Mjau mjau, der nu tæller et dusin numre. Historier herfra er blevet opsamlet i albummene Schhh! (2000), Vent litt... (2002) og senest altså Jernvognen (2003).

Jason har sin egen distinkte ikonografi og fortællemodus. Kendetegnende for broderparten af hans serier er de stramt komponerede, ofte ordløse billedforløb med antropomorfiserede dyr som aktører. Hans ofte uudgrundelige serier - på en gang poetiske og uhyggelige - kan ved første øjekast vække mindelser om Jim Woodrings Frank, men hvor Jasons amerikanske forbillede dykker helt ned i det underbevidste, lader nordmanden gerne sine historier udspille sig i en genkendelig ramme, og får således fremtvunget en urovækkende idiosynkrasi i sit arbejde: miljøerne er realistiske - aktørerne alt andet end.

Således også i Jernvognen, der dog adskiller sig på en række punkter fra Jasons tidligere produktion; først og fremmest ved sin længde, sin brug af dialog og så det, at fortællingen baserer sig på et allerede eksisterende forlæg. Landsmanden Stein Riverton, der i virkeligheden hed noget så norsk som Sven Elvestad, udgav i 1909 en kriminalroman af samme navn, og bogen er i dag for nordmændene, hvad Mordet i Orient-expressen er for englænderne. Jason har efter sigende valgt at lægge sig tæt op af forlægget hvad plotstrukturen angår, men det er samtidig lykkes ham at give tegneserieadaptionen sin helt egen betoning.

Tid og sted er bibeholdt; Jasons Jernvognen udspiller sig i 1909 i et lille landsbysamfund. Her har fortællingens ledefigur, en unavngiven forfatter, valgt at slå sig ned for en tid, for at slippe for storbyens stress og larm. Alt ånder fred og ro indtil dagen, hvor forfatterens ven, forstkandidat Blinde, findes myrdet. Det sætter gang i gamle almueskrøner om en jernvogn - som alle nok har hørt, men ingen set - hvis metalliske raslen altid varsler død på egnen.

Til stedet ankommer detektiven Asbjørn Krag, der snart får sat gang i efterforskningen og dermed også rystet idyllen i det lille bysamfund. Krag er detektiven, der synes at have hele scenariet på plads fra det øjeblik, han ankommer til åstedet, men afslører kun årsagssammenhænge og bevægmotiver for de involverede parter (og dermed også for læseren) lidt efter lidt - og altid efter eget forgodtbefindende. Han er on top of things, på samme måde som Sherlock Holmes kunne være det; sammenligningen er ingenlunde grebet ud af luften - Stein Riverton var en begejstret læser af Conan Doyles historier.

Man kan måske indvende, at historiens clou er for let gennemskueligt og - i hvert fald for en nutidig læser - en anelse fortærsket. Det kan godt være at Stein Riverton var blandt de første til at give en mordgåde en sådan drejning, men som nutidig læser er man aldeles bekendt med teknikken. At ens allerførste formodninger således viser sig at holde stik hele vejen igennem, må betragtes som et svaghedstegn i en kriminalroman. Det får imidlertid være.

For når alt kommer til alt er Jason jo ikke først og fremmest ude i et whodunnit-ærinde. Hans dagsorden er en blotlæggelse af karakterernes psykologi - formidlet via deres interageren, men også gerne via miljøerne. For det er jo i virkeligheden begrænset, hvor meget man kan aflæse ud fra de bevidst underspillede og ofte helt udtryksløse figurer. For at afkode personernes indre liv må man derfor ofte ty til det, der ligger udenfor disse, nemlig naturscenerierne. De langstrakte landeveje, med enkelte silhuetter af nåletræer, er mørke tableauer, der hos Jason får funktion af udpenslede sjælstilstande. Forfatteren i Jernvognen er taget væk fra storbyens jag for at finde fred i naturen, får vi fortalt, men snarere end at opnå en sådan, synes han at fortabe sig i omgivelserne og fare vild i den.

Tempo og sceneskift er i Jernvognen håndteret med en for Jason vanlig overlegenhed. Den stramme komposition, som oftest med en 5-6 billeder af samme størrelse på hver side, tillader måske ikke de helt store visuelle svinkeærinder, men forstærker til gengæld fortællingens flow. Denne nogenledes konsekvente sideopbygning tvinger samtidig læseren ind i en rytme, der fremelsker tegneserielæserens fremmeste kvalitet, nemlig evnen til at afkode hvad der foregår mellem billederne.

Hvis tegneserieanalytikeren Scott McCloud har ret i at forsimplet ikonografi fremmer læseridentifikationen og evnen til at aflæse billedsekvenser, burde Jernvognen gå rent hjem. Ikke alene er Jasons figurer stærkt simplificerede, øjnene er tilmed blanke - en teknik, som Jason har hentet helt tilbage i tegneseriens barndom, hvor sådanne var et fast kunstgreb hos tegnere som George McManus og Harold Gray - og det bliver derfor op til læseren selv så at sige at besjæle figurerne. Jasons karakteristiske høje, slanke dyr med de blanke øjne lægger på en gang op til distancering og identifikation.

Jernvognen blev som nævnt oprindelig udsendt som en føljeton over to numre i Jasons sort-hvide hæfteserie Mjau mjau. Den samlede udgave er blevet beriget med en gennemgående, rustrød staffagefarve, som tegneren behændigt skruer op og ned for, alt efter de enkelte sekvensers intensitetsniveau. Ud over at forlene billedsiden med den ekstra dybde, som Jasons tegninger ind imellem kan savne, er farven i høj grad med til at overbringe albummets grundtone af mystifikation og fortabthed.

Den danske udgave rundes af med Benni Bødkers fine og informative lille efterskrift om Stein Riverton, der tegner et godt billede af en forfatter, der som så mange andre i branchen, endte med at brænde op af lige dele alkohol og litterære ambitioner. Alt i alt en formfuldendt udgivelse, der må betragtes som forlaget Fahrenheits flotteste udgivelse til dato. Jernvognen er en stemningsmættet, suverænt forvaltet tegneserie, der fortjener mange læsere.

 

Jason (2003) Jernvognen. 80 sider i sort / hvid / rød, København: Fahrenheit, Kr. 129, 50.

 

[December 2003]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

Læs også:

Tema: Tidens serier

 

Links:

Fahrenheit

Jason

Jippi forlag

 


tilbage til Anmeldelser


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.